Plader

Titus Andronicus: Local Business

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

New Jersey-bandet har sænket ambitionerne på sin tredje plade. Den er indspillet live i studiet uden et væld af studiemusikere, hvilket har givet bandets punkrock et mere direkte udtryk, men desværre også flere numre, som burde være forblevet idéer. Heldigvis er der en håndfuld af den slags sange, bandet gør bedst: stort anlagte punkrock-hymner.

Hvordan følger man op på en ambitiøs konceptplade, der er indspillet af et kvarthundrede musikere og har den amerikanske borgerkrig som metaforisk ramme for dagens samfund, når man vel egentlig bare er et arbejderklasse-punkrockband fra New Jersey?

Patrick Stickles har kløgtigt konstateret, at det vil være for udmattende overhovedet at forsøge at eftergøre den fortjent voldroste The Monitor. Derfor er antallet af studiemusikere skåret kraftigt ned på Local Business. Med undtagelse af få gæster (blandt andre Owen Pallett på violin) er Titus Andronicus’ tredje plade i bund og grund indspillet live i studiet af et fem mand højt band. De vil i øvrigt tage på tour sammen, hvilket ikke før er sket for frontmand Stickles’ band, der siden dannelsen i 2005 har haft en betragtelig til- og afgang af bandmedlemmer.

Selvom bandet har indspillet pladen live i studiet, har den en renere lyd sammenlignet med især debuten, The Airing of Grievances, men også The Monitor. Titus Andronicus’ klare force er vekselvirkningen mellem indfølte passager og uforfalsket vrede på episke punkrockede kompositioner – oftest fremført gennem Stickles’ udtryksfulde vokal. Det går tabt på dele af Local Business. Afrunderen “Tried to Quit Smoking” er så langsom og udynamisk, at det ikke retfærdiggør, at den skal have en spilletid, der er længere, end det tager at ryge en cigaret.

Uinspireret er også “(I Am the) Electric Man”. Den er ellers baseret på en sand historie om dengang, da Stickles fik 200 volt igennem sig under en øver i studiet. Men omkvædet, som er titlen gentaget, må være sunget af Electric Mans alter ego. Superkræfterne har i hvert fald for længst fortaget sig, da han nåede studiet. Stickles har vel aldrig lydt mere uenergisk og fraværende end her. At bandet samtidig stemmer i på kor, giver det et uklædeligt useriøst skær.

Seriøst er det også svært at tage den et minut korte “Food Fight!”. Primært et instrumentalnummer, hvor der med med korte intervaller bliver råbt højt (gæt selv hvad). Om end den hænger tematisk sammen med ”My Eating Disorder”, der følger med otte minutters vellykket bluesrock, bryder den abrupt med pladens musikalske flow.

The Monitor virkede disse korte udbrud som en gennemført del af en større episk historiefortælling. På Local Business, hvor tilfældige fortællinger fra Stickles’ eget liv udgør en eller anden form for rammefortælling, er “Food Fight!” og det øretæveindbydende punk-indslag “Titus Andronicus vs. The Absurd Universe (3rd round KO)” irriterende hjørne-hængende snotunger, der fortjener at blive knockoutet.

Trods disse mindre heldige indslag, der reducerer Titus Andronicus til et jævnt punkrockband, rummer Local Business en håndfuld stærke numre. Pladen er mindre orkestreret, ikke mindst fordi instrumenterne er færre, og de fleste sange er nogle minutter korte, men ellers er det, som man kender det fra The Monitors lange episke rocknumre.

Det åbnende trekløver “Ecco Homo”, “Still Life with Hot Deuce on Silver Platter” og “Upon Viewing Oregon’s Landscape with the Flood of Detritus” er stærk, direkte rockmusik, som dirrer af nærvær og til tider oprigtig harme. “Upon Viewing…” udmærker sig ved sine storladne syng-med-kvaliteter. Det samme gør pladens vel nok bedste nummer, hjemstavnshymnen “In a Big City”, som også forener det aggressive og det emotionelle i en smuk hyldest til New Jersey.

Titus Andronicus befinder sig på disse numre et sted mellem The Replacements’ melodiske, ølstænkende punkrock, Bruce Springsteens arbejderklasse-romantiske stadionrock og The Misfits’ arrige punk. Desværre gør de enkelte svipsere Local Business til en lidt svingende lytteoplevelse hjemme på anlægget. Men den gode håndfuld numre, pladen trods alt rummer, er alligevel tilstrækkeligt stærke til, at det også i tredje omgang kan anbefales at slå Stickles følge, når han krænger sin indignerede vrede mod samfundet ud.

★★★★☆☆

Deltag i debat