Plader vi overså i 2012 (del 3)

Each Other: Heavily Spaced

Af Anna Møller

Canadiske Each Other kan ikke løbe fra deres Women-referencer, og som deres landsmænd spiller Each Other catchy, alternativ rock med temposkift og stedvise vokalharmonier som centrale elementer. Heavily Spaced er det andet album i fuld længde fra canadierne, der ikke har fået helt den opmærksomhed herhjemme, som de har fortjent.

Burial: Kindred EP

Af Jonas Sørensen

Oven på Street Halo, som var en mild skuffelse, var det en fantastisk fornemmelse at høre Kindred for første gang. Burial er en mester, når det kommer til atmosfære og stemning, og denne ep er ingen undtagelse; fra “Kindred”, der leverer hans ikoniske, fordrejede 2-step-rytmik, til slutningen af “Ashtray Wasp”, der elegant illustrerer hans evne til nøje at kreere utroligt unikke og følelsesbetonede lydbilleder. Kindred var klassisk Burial, men på samme tid lyden af nyskabelse.

Shackleton: Music for the Quiet Hour/The Drawbar Organ EPs

Af Mikkel Arre

Dubbede basgange gynger repetitivt under Sam Shackletons andet soloalbum, men Music for the Quiet Hour er langtfra et soundtrack til sofaflydere. Hans bastunge produktioner har altid bevæget sig i et dunkelt univers, men følelsen af, at dybet kan åbne sig under én hvornår som helst, er særligt udtalt på denne timelange plade. Den er opdelt i fem numre, men er reelt ét langt opus, hvor Shackleton bevæger sig glidende fra dubtechno til Steve Reich-klingende, hvileløst omskiftelige marimba-mønstre og staccato-kvindevokaler – fra håndklappende rytmespor med rødder i Afrika og Mellemøsten til skyllende støjflader og industrielle, metalliske ekkoer. Music for the Quiet Hour er et vildt ambitiøst værk, og ser man bort fra de uelegante spoken word-passager, forløser Shackleton sin knugende vision til fulde. Den medfølgende ep-opsamling, The Drawbar Organ EPs, føjer ikke på samme måde nye aspekter til Shackletons udtryk, men også her bekræfter de komplekse, evigt foranderlige rytmeprogrammeringer englænderens status som en af tidens mest raffinerede producere.

Demdike Stare: Elemental

Af Signe Palsøe

Ligesom 2011’s Triptych er Elemental en opsamling af materiale, som Manchester-baserede Demdike Stare gennem nogle måneder omkring sidste årsskifte udgav i form af ep’er. Compilation-formatet betyder dog ingenlunde, at duoen er gået på kompromis med bestanddelenes samhørighed: De to første af i alt fire ep’er udkom i en ikke så lidt indbydende samleæske med plads til de resterende dele, og Elementals eksperimenterende minimaltechno er samlet set mere dronende og dvælende og mindre klaustrofobisk end sin forgængers. Dermed ikke sagt, at duoens musik er blevet et hyggeligt bekendtskab. Tempoet er sat ned, men den lige dele industrielle og dubbede electronica indeholder endnu gåsehudsfremkaldende gengivelser af de utroligt varierende strukturer, mørket kan antage i hænderne på Demdike Stare – også selvom Demdike Stares mørke i denne omgang er mere abstrakt, end det er tæt og truende.

Converge: All We Love We Leave Behind

Af Jonas Sørensen

Converge vendte i 2012 tilbage med deres tungeste plade siden Jane Doe. Jacob Bannons brutale levering af dybt depressive tekster understøttes og sendes af sted af Ben Kollers mesterlige, aggressive trommer, der både underbygger og føjer til Kurt Ballous helt igennem vidunderlige og komplekse guitarriff. De har skabt et monster af en plade, der kombinerer hardcorepunk, sludge og metalcore til et smukt og utroligt veludført album.

Mirrorring: Foreign Body

Af Anna Møller

Mirrorring er et samarbejde mellem Liz Harris fra Grouper og Jesy Fortino fra Tiny Vipers, og duoens debut pendulerer døsigt i et område dybest inde i bjerget. I åbningsnummeret “Fell Sound” lægger rungende, mørke drone-interferenser sig som dybe afgrunde, hvori Harris’ svævende vokal aftegner sig som en sirenes lokken, mens flere andre numres tyste, akustiske greb tager fat i det inderste øre og får pendulet til at svinge i elegiske tidevandsbølger.

Cooly G: Playin Me

Af Mikkel Arre

Ord som ‘sensuel’ og ‘lokkende’ har ikke været specielt nærliggende at bruge om den basmusik – 2-step, grime, dubstep, UK funky, og hvad vi ellers kan kalde undergenrerne – der er kommet ud af London de seneste 10 år. Men Cooly G’s debutalbum, Playin Me, er ikke desto mindre en af de mest æggende 2012-udgivelser. I et fortættet lydbillede fortæller hendes effektbeklædte stemme køligt og lakonisk om forførelse, forvirring og fortabelse. Det spektakulære her er ikke hendes relativt begrænsede vokal, men at hun lykkes så fornemt med at væve sin stemme sammen med synkoperede beats, reminiscenser af tidlig house og dancehall-vuggende staccato-synthesizere. Resultatet er en slags luftig, ekkovuggende soul, der skylder mere til Prince og Sade end til Ikonika og Skream – men som igen og igen overløbes af hektisk footwork-rytmik eller undermineres af brummende bas, netop som det hele er ved at blive for pastelfarvet. Playin Me er formidabelt varieret og helstøbt … hvis man lige springer Coldplay-coverversionen over.

Birthgiving Toad & Den Drones: Music for Young Centaurs

Af Jonas Sørensen

På sin tredje 2012-plade, denne gang sammen med polske Den Drones, leverer Lasse Bækby Buch fantastisk psych. I et virvar af guitarstøj, diskante riffs, tyk bas og løse trommer opnår den polsk-danske duo en psykedelisk dis, der fanger lytteren i et lydbillede, som på én gang er kaotisk og kontrolleret: semi-eksperimentelle syrejams med så stærke melodiske hooks, at de holder fast i dagevis. Man placeres med det samme i den tåge, pladen nok er optaget i, og det er en vidunderlig oplevelse.

Nick Waterhouse: Time’s All Gone

Af Camilla Grausen

Den 26-årige amerikaner Nick Waterhouse er efter alt at dømme født i det forkerte årti – hans yderst vellykkede debut, Time’s All Gone, er i al fald fyldt med guitarlyd anno 1955, saxofoner, korpiger – og lækker, lækker motown og beatmusik fra dengang, da guitarhelten hed John Lee Hooker. Det er helt igennem retro, selvom helt igennem unge Nick Waterhouse er i front. De heldige få oplevede en heftig koncert med en utrolig god stemning, da den tynde, hvide, Buddy Holly-bebrillede knøs med den store stemme og oldschool guitar-skills gæstede Danmark for første gang i Pumpehuset i november.

Say Anything: Anarchy, My Dear

Af Andreas Overgaard

Max Bemis og hans Say Anything har altid været én af den alternative rocks absolut særeste bekendtskaber. Anarchy, My Dear var bandets første udgivelse på et indie-pladeselskab siden … Is a Real Boy, og med denne plade har Say Anything endnu en gang kreeret en kapriciøs, underholdende og sært dansabel form for rockmusik. Bemis’ bizarre observationer om kærlighed, livet og Pitchfork kæmper atter om lytterens opmærksomhed, og selvom den sindssyge, ukontrollerede energi, der især var at finde på de tidligere udgivelser, er blevet erstattet af mere poppede og kontrollerede melodier, er Say Anything med Anarchy, My Dear på ny et interessant bekendtskab.

Broken Water: Tempest

Af Anna Møller

Broken Waters andet fuldlængdealbum er en hypnotisk og æterisk omgang støjrock, hvor en lo-fi produktion har trukket vokalen så langt tilbage i lydbilledet, at det virker, som om den lykkeligt drukner i dissonanser og lagdelte guitarer. De smittende og turbulente numre leder naturligvis tankerne hen på Sonic Youth, men Broken Water kan stå selv uden hjælp fra støttehjul.

Dads: American Radass (This Is Important)

Af Jonas Sørensen

Dads’ debut-lp er en samling strålende emo-numre udført uden prætentioner og med et smil på læben. Scott Scharingers kantede, matematiske melodier ligger fantastisk oven på John Bradleys trommer, der falder som torden over lydbilledet. Fra den høj-energiske “Grunt Work (The ’69 Sound)” til den langsommere og nærmest hjerteknusende “Shit Twins” formår Dads at fastholde en stemning af melankoli, der er langt mere stabil og original end hos de fleste andre emobands.