Papir består af tre hver for sig strålende musikere, og samlet set er københavnerbandet så tæt sammentømret, at det i live-sammenhæng synes at glide sammen til én symbiotisk og naturlig størrelse. Dybt opsat på at bevæge sig det samme sted hen udvikler deres halvt improviserede og halvt komponerede numre eller stykker sig til transcendenser, der vil fremad og udad. Deres kraut er udadvendt, melodisk og det noget nær mest nyn-med-venlige af slagsen, jeg kender til. Det gælder i særdeleshed på deres tredje album, det netop udgivne III.
Lad os tage et af de bedste stykker på III, afslutningsnummeret. På b-sidens over 15 minutter lange ”Papir III.IIII” bærer guitarist Nicklas Sørensens Fender Stratocaster den primære melodi, og da den gentages med en lysere fordobling nogle minutter inde, er det umuligt ikke at synge med – eller i det mindste forsøge. En lang lydlig opbygning, der er blødt rundet, vuggende og svingende i sine egne interferensfordoblinger, lægger op til næsten catchy melodiislæt og en langstrakt kulmination, inden en udsyret afslutningssekvens fyrer alle kanonerne af. Bare det, at der findes en melodi at holde fast i i de cirkulære mønstre – og at den ikke har en så dominerende indvirkning på det samlede billede, at Papir forfalder til en flad og pastichefyldt syrerock – er mildt sagt imponerende.
Papir ser ud til at have droppet samarbejdet med digteren Toke Højby Lorentzen, der lavede sangtitlerne til deres selvbetitlede debutalbum fra 2010, og fremgangsmåden med skematiske ugedagsnavne på Stundum fra sidste år er blevet til en enkel nummernavngivning på III. Det er stadig lige så svært at skelne mellem de forskellige stykker, hvis ikke man besidder en knivskarp auditiv hukommelse – eller en hukommelse i det hele taget – men det er mindre væsentligt, når en plade med Papir helst høres i sin fulde udstrækning og på uendelig repeat.
Visse steder kammer det endelige lydbillede imidlertid over og bliver i mine øjne næsten vulgært. Det er nok en smagssag, om man er til ekvilibristiske og lettere hysteriske soloer langt nede på gribebrættet og med foden plantet tungt på wah-pedalen, men i mine ører skurrer det visse steder lidt hen ad lydlig onani. På pladens første nummer – der naturligvis er betitlet ”Papir III.I” – sker det ved sidste tredjedel af nummeret. Sangen starter med en lys og enkel melodisk guitargentagelse, mens Christian Becher Clausens vibrerende bas og Christoffer Brøchmanns eminente trommer ligger og bobler bagerst i det fyldige lydbillede. Henimod slutningen syrer wah-pedalen ud, mens Brøchmanns trommer følger ekstatisk trop, og de ekstremt hurtige skift mellem toner i guitarens solo kan godt blive for meget. Det er vildt blæret, og talentet hos guitarist Nicklas Sørensen fornægter sig ikke. Spørgsmålet er, om det lange kraut-crescendo har behov for så voldsom en kulmination.
Det er ikke helt til at sige, hvor meget Papir har betydet for det danske undergrundsmiljøs videre udvikling af den unge, instrumentale kraut- og spacerock, men at negligere deres indflydelse ville være en fejl. De har betydet meget og gør det stadig i særdeles aktiv præsens. Deres samspil, energi og kompositioner er da også unikke i en genre, der har sit udspring for over 40 år siden, da tyske Amon Düül II udsendte deres debutalbum, Phallus Dei (1969). ‘Phallus Dei’ betyder i øvrigt ‘Guds Penis’, men nok om det.
