Fotos: Thorsten Iversen/NorthSide
Jeg havde nok håbet det. Forventningerne var i hvert tilfælde høje. Da klokken rundede 15 søndag eftermiddag på den sidste af tre dage på NorthSide, tittede solen frem – samtidig med at John Grant entrede scenen. Skødesløst klædt i løsthængende klæder, solbriller, hue og slidte sneakers som havde han lige forladt en nærliggende skaterampe. John Grant havde sammen med sit band, bestående fortrinsvis af islandske musikere, også medbragt en ualmindelig smittende og sympatisk energi. Denne blev ikke blot sendt mod publikum via Grants umiddelbare facon, men i den grad via den gudesmukke stemme og de sange, der kendetegnede den næste time, som Grant var blevet tildelt.
Lad mig bare sige det endnu tydeligere: John Grant leverede i min optik den bedste koncert på NorthSide i år. Blandt mange fine oplevelser var Grant den musiker, der, med sin stemme, udstråling og sange (det der vist hedder performance på nudansk) efterlod mig med den ubetinget største oplevelse. John Grant formåede både at charmere og rent faktisk røre publikums følelser. Han fik folk til at glemme at snakke og rent faktisk være til stede i øjeblikket og lytte.
John Grant lagde ud med numre fra det fremragende album Queen of Denmark, hvorfra vi senere også fik titelnummeret og en kærlig hilsen til inspirationen, nu Grant befandt sig i landet. De fortællende og balladebaserede numre fra debutalbummet blev leveret med nerve og en stemme, der, om muligt, lød endnu mere dragende end på plade. Lydmanden havde gjort sit arbejde fortrinligt, da hvert et instrument stod knivskarpt og komplementerede den lige så tydelige stemme til perfektion.
Da Grant og band leverede numre som ”Marz”, ”Sigourney Weaver” og den vanvittigt smukke ”Where Dreams Go to Die”, hvor instrumenteringen fortrinsvist var med klaveret som fikspunkt. Efter dette tog koncerten en drejning, idet de næste numre var hentet fra John Grants seneste album Pale Green Ghosts, hvor en mere elektronisk tilgang præger kompositionerne. Live fik numrene yderligere et elektronisk boost, og det klædte i den grad Grant også at lade den side af sit musikalske jeg skinne igennem.
John Grant sendte med ”Jesus Hates Faggots” en bredside mod de amerikanske puritanere, der er bange for folk, der ikke opfører sig som folk flest. Også den pompøse og smukke ”Glasier” blev præsenteret med ordene om, at de fleste amerikanere mener, at bibelen er deres grundlov. Det er den selvsagt ikke, som Grant påpegede og samtidig glædede sig over at opholde sig i Danmark, hvor den slags kunne siges og synges frit uden problemer.
Det var en perfekt time denne søndag eftermiddag. Med Grants ord var det, hvad det kunne blive til, men med lovning om koncerter (allerede annonceret i København og Aarhus) samt et kommende album indspillet i Dallas, når sommeren er forbi. Fornemmelsen af en allerede afsluttet sommer fik man flere gange under NorthSide, men under John Grants besøg skinnede solen. Han strålede og leverede en af de koncerter, som man altid vil have siddende i sig. En koncert som krøb ind under huden og fik snakken til at forstumme for en stund. Ganske enkelt mageløst!
