Koncerter

Colin Stetson, 14.11.18, Alice, København

Skrevet af Niklas Kiær

Onsdag aften var saxofonisten og solisten Colin Stetson forbi Nørrebro, hvor han gav smagsprøver på sin tiltagende legendariske evner. Det var dog ikke kun teknisk imponerende, men en både følelsesmæssigt bevægende og en voldsom fysisk oplevelse for Undertoners udsendte.

I guitar-dokumentaren It Might Get Loud, der fungerer som en undersøgelse af og samtale mellem Jimmy Page (Led Zeppelin), The Edge (U2) og Jack White (The White Stripes, m.fl.), udtaler sidstnævnte om sin tilgang til sit instrument, at han ser det som en kamp mellem dem. Han skal nedlægge sin guitar. Vinde over den. Dette står i stærk kontrast til den ekstremt talentfulde, men mere ligefremme Page og den teknisk nørdede og præcise Edge. Whites tilgang er mere kropslig, umiddelbar og rå, mindre ordentlig og perfektionistisk.

Da jeg i går aftes så Colin Stetson på spillestedet Alice, var Whites ord det første, der faldt mig ind. Stetsons kamp er dog ikke alene en kamp om magt over musikken – det kan snarere sammenlignes med en spirituel uddrivelse. Om han afhjælper instrumenterne med sine dæmoner eller omvendt, så er det ekstremt bevægende at være vidne til. Ånderne hyler, skriger og brøler, så det lyder som Nina Simone, Trent Reznor og Aphex Twin på én og samme tid. Det emmer af en blottet sjæl og rå maskulin energi – af den industrielle kamp mellem mand og maskine.

Fordi Stetson er så teknisk dygtig og innovativ i sin brug af saxofonen som instrument, henledes beskrivelser af hans virke ofte på det rent tekniske: Om hans brug af cirkulær vejrtrækning, placering af mikrofoner ved klapper og om hvordan han dog bærer sig ad med at synge og blæse samtidig. Man kan ikke komme uden om, at det er ekstremt fascinerende. Men musik er ikke (kun) teknik. Hvordan noget kan lade sig gøre, er ikke nødvendigvis beskrivende for hvad det rent faktisk gør – og Stetsons musik gør rigtig meget ved dig som lytter, både fysisk og følelsesmæssigt. Lad mig sætte scenen.

Stetson træder ind til stor jubel med armene spredt, næsten som en halvgud eller måske snarere en gladiator på vej i kamp. Han har et stort skæg og ligner mest af alt en skovhugger, eller til forveksling en Seattle-hipster. Rituelt begynder han at påføre sig en række forskellige udstyr, som forberedelse til den kamp, han er på vej ind for at kæmpe. Mest iøjenfaldende er et halsbånd, der sidder så stramt, at det virker næsten masochistisk. Man fornemmer at han skal til at påføre sig selv smerte, eller i hvert fald gennemgå pinsel.

Da han begynder at spille, er det tonerne fra den smukke “Spindrift” fra sidste års All This I Do For Glory, der først spredes i salen. Det er en af de mere optimistiske, melodiske og lette kompositioner, Stetson har skrevet. Det er rørende at se, hvordan det ellers aggressive kropssprog ved afspilningen af saxofonens staccatogentagelser brydes af en overvældende inderlighed i Stetsons ansigt, når han begynder sin klagende syngen gennem instrumentet. Hans let løftede øjenbryn giver ham et næsten sørgmodigt ansigtsudtryk.

Inden begyndelsen af “Judges”, der er næste nummer, skifter han til sin bas-saxofon, og det første blæs er som et udstrakt flyvespark i brystkassen. I et par sekunder er jeg decideret i chok, så kraftige er vibrationerne, der kommer ud af højtalerne på det lille spillested. Mit ansigt går gradvist fra totalt chok til et skælmsk smil. Min fuldstændigt umiddelbare reaktion er simpelthen ren nydelse.

Koncertens højdepunkt kommer i det allertungeste segment, hvor Stetson spiller “Between Water and Wind” og “In the Clinches” lige efter hinanden. På førstnævnte skifter han endnu engang instrument, denne gang til et monster af et blæseinstrument, hvis lige jeg ikke har set før, der næsten får sparket i brystkassen fra tidligere til at føles kælent. De tungere og mere aggressive grooves på de to numre skaber en næsten euforisk stemning i salen, hvor der udbryder spontane klapsalver ved de mest imponerende passager og ved særligt effektive skift i rytme eller melodi. Vi deltager gradvist alle sammen i uddrivelsen, hvor særligt én kvinde oppe foran danser noget, der befinder sig i krydsningsfeltet mellem 90’er-techno og Eksorcisten.

Colin Stetsons koncert var på mange måder et tour-de-force af alt, der er nytænkende, stærkt og imponerende ved hele hans virke. En stor del af koncerten var jeg henført til et andet plan, ét hvor ånder og dæmoner føles virkelige. De bor i min brystkasse, ligesom de bor i Stetsons imponerende konstruktioner. Men i glimt mærkede jeg også begrænsningerne. Selvom Stetson har nytænkt og udvidet brugen af saxofonen som instrument, så har han gjort det på en meget specifik måde. På sin måde. Stetson signaturlyd er voldsomt imponerende, men den er også meget gennemgående. På trods af, at koncerten på Alice kun varede omkring 50 minutter, så nåede jeg momentvist at tænke for mig selv, at visse dele af kompositionerne og elementerne i dem, blev lidt for gentagende.

Det virker måske som flueknepperi, at en koncert skal være en total ud-af-kroppen oplevelse, før den er fuldendt. At kræve af en så virtuøs og eksperimenterende musiker, at han skal innovere sine innovationer. Og det er det da også. Jeg var vidne en til koncert, som jeg sjældent vil glemme, og får jeg chancen for at se Collin Stetson igen, så vil jeg gribe chancen med begge hænder. Det var en unik, meget bevægende og næsten perfekt aften. Næsten.

★★★★★½

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Om skribenten

Niklas Kiær

Skriv et svar

boeger