Det var sgu egentlig godt, at publikum – eller i hvert fald enkelte fra den mandlige del – var mødt op til bar kas’-fest ud på de små nattetimer i forbindelse med britiske Jockstraps optræden. For man kunne ud fra de mere gængse bandbeskrivelser sagtens henledes til at tro, at vi havde med en klassisk popduo at gøre, men Jockstrap er så meget mere end bare en popduo, (og jeg skal i den forbindelse beklage, at vi kun fik billeder af Ellery med en akustisk guitar i hænderne stillet til rådighed). Til at begynde med er de et ekstremt risikovilligt foretagende; kreativt udfordrende og eksperimenterende i deres umiddelbare output, men med alle tænkelige forudsætninger for at bakke deres noget outrerede skaberlyst op.
Det skyldes ikke mindst, at Ellery og Skye bare er pissedygtige musikere. Man vidste det jo i forvejen godt med Ellery, der også udgør en sjettedel af Black Country, New Road, (og som hun jo bekendt også turnerer rundt i Europa med for tiden), mens Skye, der måske er et noget mere ubeskrevet blad herhjemme, har produceret elektronisk musik i flere forskellige afskygninger gennem flere år. Sammen kreerer de således denne her pop-smeltedigel, der langt fra lefler for laveste fællesnævner, men i stedet søger at bryde med den gængse forventning om, hvad popmusik egentlig kan. Der er et konstant underliggende ubehag i form af små atonaliteter i Skyes akkorder, hvilket blandt andet må være kraftigt tiltalende for fans af James Blake. Og selvom musikken måske føles simpel i sin grundform, bliver den aldrig anonym.
Åbneren, “Debra”, fra sidste års forrygende I Love You, Jennifer B, var derfor måske det mest konventionelle indslag, sådan som det nu engang trak på klassiske tidlig-00’er-popdyder, mens Ellery sprang rundt på scenen og hurtigt fik sat liv i folkemængden, og Skye virkede særdeles veloplagt på sin akkompagnerende synth-melodier og -soloer. Derfor føltes det også en kende unødvendigt, at koncertens indledende fase for Jockstraps vedkommende gik med at skulle fremvise, netop hvor mange strenge duoen har at spille på. For efter “Debra” gik duoen videre over i den (i liveformat) noget mere anonyme “Greatest Hits”, de sløve, skramlende triphop-flader på “Neon” samt “Proud Mary”-guitaren på “Glasgow”. Og selvom vi også fik fremvist den meget smukke, vuggende “Acid” fra 2020-EP’en Wicked City, hvor Ellery til stor jubel også greb sin violin, mindede første halvdel mere om en showcase end et kurateret sæt, der var tilpasset til lejligheden.
Herefter blev forestillingen imidlertid præcis det, publikum lod til at efterspørge: Tungere bas og mere slagkraftige four-to-the-floor-rytmer. “Concrete Over Water” såvel som “The City” var begge uforlignelige flotte i deres tålmodige opbygning fra florlet á capella til pulserende, eksperimentel electronica, inden vi helt naturligt fortsatte med gaspedalen i bund mod den afsluttende, hårdtpumpende acid house-banger “50/50”. Og i et heftigt, ultra-clubbet mash-up med blandt andre Busta Rhymes sluttede vi kort efter på øverste techno-hylde, mens Skye greb en vandpistol og gav noget tiltrængt nedbør til den storsvedende, tætpakkede menneskemængde. Det skulle dermed blive lidt for sikkert, før det blev nødvendigt løssluppent – men så viste Jockstrap sig også som en af moderne electropopmusiks mest interessante navne lige nu.
