De fleste bands låner (for ikke at sige stjæler) fra deres idoler og inspirationer. Men heldigvis formår mange kunstnere at tilføje deres egne idiosynkrasier, så musikken fremstår som sin egen. Med tråde til fortiden, bevares, men som sin egen nyudvikling af noget kendt – en slags overbygning. Andre vælger at dekonstruere det kendte til ukendelighed og på den måde lave ny musik af andres aske. I en tredje kategori finder vi bands, hvis opmærksomhed er så dybt forankret i deres rockstjerneheltes tidligere bedrifter, at de har svært ved at skille sig ud eller fremstå vildt originale. I værste fald fremstår de kedelige, tilbageholdende og, ja, ligegyldige. Ingen af sidstnævnte ord vil jeg dog bruge om den amerikanske støjrocktrio Facs’ seneste udspil, Still Life in Decay, men alligevel røg bandet over i den kategori, da de spillede koncert fredag nat på Le Guess Who?.
Man bør ikke forklejne den fantastiske kraft, man kan tvinge ud af et så simpelt setup som et trommesæt, en guitar og en bas, og specielt ikke når det kommer til støjrock, hvor effektpedaler og store forstærkere kan komme til deres ret. Derfor var det nok så undervældende, da Chicago-trioen startede deres sæt ud med en lidt intetsigende, instrumental intro. Det varede dog ikke længe, før de begav sig ud i deres første reelle nummer “Voices”. Der var en del mangel på guitar i lydbilledet, men trommeslageren Noah Leger – siddende i sort tanktop på sit eget lille plateau i bedste metalstil – holdt både gang i intensitet og fremdrift med sine insisterende og hårdtslående slag på hihat og lilletromme. Han lignede næsten en, der spillede i et helt andet band, når man sammenlignede med bassist Jonathan van Herik og guitarist/forsanger Brian Case, som forsøgte at gemme sig blandt skyggerne på scenen. Van Herik fik dog velfortjent lov at stjæle noget af rampelyset under sang nummer to “When You Say”, hvor fuzzen blev skruet gevaldigt op. Da forstod man, at Facs’ mål var at larme, og så kom der ligesom gang i bandet.
Når Facs var bedst denne aften, så var de faktisk rigtig gode. Noah Leger tæskede igennem, som var det hans sidste dag på drømmejobbet, og selvom han primært spillede et stift, ensformigt standard rockbeat i samtlige sange, så slog han så hårdt, at det alligevel bidrog positivt til den larmende helhed, som jo er bandets kerne. Hihatten smældede og blandede sig med røsten fra det enorme Ampeg-baskabinet, der var afsender for van Heriks ultrasimple basrundgange. Måske var de også en kende for simple af og til, men de fungerede dog, så snart der var smæk på forvrængningen. Guitaren fik heldigvis også mere og mere at skulle have sagt i løbet af koncerten, og i flere af aftenens mange lange instrumentalstykker, flænsede den hvide støj ud igennem lokalet, hvor blot tre instrumenter, fik lov til at skabe et stramt virvar af kontrolleret larm.
Ordet kontrolleret er desværre det afgørende her. For selvom Facs har styr på deres rockhistorie og er mere end habile musikere, så lod de ikke sig selv skeje specielt meget ud. For et støjrockorkester at være (og endda med en god aktuel plade i bagagen) lod de bare ikke larmen larme nok. De lange hypnotiske stykker, der skulle vække mindelser om Swans og Slint, var hverken tunge eller transcendentale nok til for alvor at rive mig ud af min egen krop. Ej heller havde Facs dynamikken eller melodien fra andre af genrens bands som Unwound og Sonic Youth til at kunne holde deres længere kompositioner vedkommende i liveformat. Særligt kunne det mærkes, når Case endelig sang. Det blev hverken hvisket eller råbt. Hverken sunget eller snakket. Det landede i bedste fald i mellem to stole og føltes i værste fald uinspireret. I mange af sangenes bedste øjeblikke var det faktisk fint, at vokalen blev overdøvet af lydmurene, som dog stadig ikke var høje nok til at få hårene til at rejse sig.
Disse ærgerlige tendenser viste sig at være symptomatiske og gentagende for hele koncertens forløb. Bandet var aldrig helt på, og jeg blev ærligt i tvivl om, hvordan de gerne vil ses som band. I mine ører har de lavet masser af fede numre, men når man ikke kan arbejde sig op til at give dem tilstrækkelig kærlighed, så falder trioen lidt igennem. For uden nuancerne og detaljerne fra studieproduktionen, fremstår de – trods et godt sammenspil – som et lidt kedeligt postpunkband, der stadig løber langt efter deres forbilleder. Dog skal der lyde fin ros til Noah Leger, der gav alt, hvad han havde, når han tæskede både lilletromme og hihat, og hvis energiudladning næsten svarede til tre personers. Desværre kunne det på egen hånd ikke resultere i en rigtig god støjrockkoncert.
