Der var noget enormt vagtsomt ved Yörs indtagelse af Roskilde Festival som de allerførste på Eos i 2024. Sanger Marie Kildebæk entrerede med slør for øjnene. Et slør mellem hende og et publikum, der havde trodset det halvkedelige søndagsvejr og indfundet sig foran den åbne scene. Det var bandets første velvalgte – men mindst lige så udfordrende – greb blandt mange.
Yör, der udgav albummet Intet så rigtigt sent i 2023, tog os med tilbage til nummeret “Enkelt” fra deres første EP, I virkeligheden, fra 2021. Det var et overraskende tilbageblik, men alligevel meget symptomatisk for Yörs musik og tilgang til denne regndryppende eftermiddag. Bandet har stille og roligt rykket sig fremad, siden de deltog i Karrierekanonen tilbage i 2018. De har fundet nye veje ind i musikken med nye måder at få et særligt udtryk samt et ofte ikke så lidt inderligt univers ud til deres publikum. Samtidig begyndte solen ganske enkelt at skinne sagte på pladsen. Kildebæks stemme var allerlængst fremme i lydbilledet, som dog også var en anelse uldent og rungende i starten. Det var da også teksterne, der adresserede pladsen i begyndelsen af koncerten. “Nærmest elsket” var fjerlet og alligevel så uoverskueligt konkret: »Undskyld, men kan jeg få vingerne på?«
Men selvom lyrikken skabte den første eftertanke, så var det musikalsk set lidt, ja, som en dans, (som bandet også beskrev det, da jeg tog en snak med dem tidligere på sommeren.) Man var ikke et sekund i tvivl om det arbejde, der er blevet lagt i at iscenesætte rummet og den relativt store scene. Der var meget plads til både lyd og rum; stilhed og individuelle bandpersonligheder. Viktor Dahl på synth havde flere intense ansigtsduetter med både Janus Bagh (bas og synth) og trommeslager Lasse Jacobsen. De talte sammen i blikke, men publikum var inkluderet. Det fik også Kildebæk, der indtil da havde kørt en stringent stil, til afvæbnende at sige at hun fandme blev »helt blød om hjertet.«
Hvis koncerten havde en dramaturgi, så var dette et vendepunkt – et point of no return. Nu var alle involverede parter afvæbnet, og der voksede en teateragtig ømhed frem på scenen. Kildebæk sang lige så meget til sine musikalske legekammerater på scenen som til de fremmødte. Og bedst som den klubbede “Noget fremmed” truede med at blæse taget af med sin subbas, forsvandt Kildebæk fra scenen og dukkede op nede foran med en paraply, som hun brugte til at skærme de forreste fans fra den dæmpede regn.
Dette var blot et af flere krumspring fra bandet, som undervejs også inviterede Emma Grankvist (eller bedre kendt som Eee Gee) på scenen til en dansende duet på “Er det nok?” hvilket foregik simpelt, ligeværdigt og afdæmpet. Rummet, der i starten forekom bare en anelse sløret, fremstod nu ukompliceret. Pludselig var der mere at give af, flere intrikate synthflader – til tider så integrerede i lydbilledet, at jeg skulle bryde hovedet for at skille dem alle ad – og en attitude, der turde både være og fylde mere; personificeret i Kildebæk, der sang ubesværet i sit randregister, mens hun kanaliserede en stor styrke, som fyldte både scene og stemme ud.
“Bordeaux” fandt sågar en – for mit vedkommende – overraskende oversensualitet frem i Jacobsens nonchalante industrial-rytmer fra en Prophet-synthesizer, hvor Kildebæk og Dahl stod tæt sammen med en teatralsk nærhed, der virkede som et sceneskift fra den mere venskabelige banddans. Det var mørkere og mere vovet, men det var alt sammen iscenesættelse og videreformidling af et intenst, musikalsk rum.
Der var da også tæppe- og maskefald da Yörs umage “hit” “I virkeligheden” lukkede og slukkede. Nummerets udspekulerede rytme lød indledningsvist blot som en trommesolo, men skulle i stedet vise sig at danne fundamentet for nummeret. Det gjorde det selvsagt svært for publikum at rokke i takt (selvom alt selvfølgelig er i 4/4, hvis man klapper hårdt nok), men det var også en ganske veleksekveret slutsekvens, der viste bandets ambivalente greb om poppens forskrifter.
Det skreg umiddelbart ikke Roskilde Festival og orange feeling, men imidlertid noget, som føltes meget mere reelt.
Alle fotos: Daniel Nielsen
