Da Greta Schenk – eller bare mononymt Greta – spillede sit indiepophit “Hydrogen” og senere bød Kind Mod Kinds Julius Amdisen på scenen for at synge en duetudgave af nummeret “Feel It” under Gaias teltdug, silede regnen ned. Man skulle derfor tro, at hendes eklektiske techno og berlinerklubmusik var perfekt for det regnvåde og småfrysende publikum til at hoppe i takt til, men faktisk var det først til slut, at Greta for alvor fandt fodfæste. For 12.00 middag var alligevel en kende for tidligt.
Måske skyldtes det flere dages akkumuleret træthed og slid på festivalpladsen, men jeg troede ikke på Greta fra start. Jo, jeg troede på hendes musikalitet, der siden debuten, Ardent Spring, har flyttet sig i en stadig mere formeksperimenterende, klubbetvingende retning. Schenk er en fantastisk dygtig vokalist, hvilket hun også viste fra start med en tindrende lys passage på den atmosfæriske albumåbner, “Third Eye”, fra sin seneste udgivelse, Portals. Det var egentlig overhovedet ikke Schenks skyld. Hun sagde, at vi skulle blive vågne efter denne koncert, men størstedelen af publikum var for morgenmagelig til for alvor at tage med på rejsen.
Og Schenk kæmpede en brav kamp for at gøre det til netop en rejse. Med sig havde hun en livetrommeslager og to synthspillere. Det elektroniske var holdt stringent. »Jetzt sind wir in Berlin,« udbrød tyskfødte Schenk og blændede op for det ældre, Depeche Mode-agtige nummer “Nicht Allein”. Det blev drevet godt fremad af insisterende keyboards og en mere kontant vokal fra Geschenk, der i det nye materiale somme tider blendede for meget ind i det atmosfæriske lydbillede (i hvert fald i festivalteltets diffuse rum).
Selv stod Schenk i de mere velfungerende numre i front på scenen med et keyboard over skulderen. Det fungerede markant bedre end i de mere hardcore electro-passager, hvor hun ofte trådte mere tilbage på scenen; væk fra det marginalt morgenfriske publikum, som levede fedt på publikumsinteraktionen, men zonede mere ud, når det blev for hårdt og eksperimenterende.
Dér kommer vi igen frem til sagens kerne: Schenk er unægteligt en musiker, der kender sin klubhistorie, har styr på det sangtekniske og formår at aktivere et publikum. Uheldigvis var skemaplanlægningen faldet uheldigt ud. Klokken 12.00 var folk simpelthen endnu ikke klar til at hoppe på 2 og 4. Et indslag, hvor Schenk og band under en instrumentalpassage gik optog, satte tempoet ned og skabte bedre betingelser for at træde ind i det musikalske univers, var et skridt i den rigtig retning, men koncertens første halvdel var befolket af sange, der ofte sluttede på voldsom vis, og på den måde var materialet svært for det bredere publikum at komme ind på livet af.
Den førnævnte “Feel It”-duet fik gode ting frem i teltet, ikke mindst fordi der i stedet for de pulserende maskiner var et menneskeligt modstykke i form af et ømt kram mellem Schenk og Amdisen. Helt lavpraktisk var der tydeligvis også mange, der havde et forhold til de frembrusende, Roskilde Festival-aktuelle Kind Mod Kind, og det smittede af på Schenks optræden. Allerbedst fungerede desuden det mere bløde art/synthpoppede materiale, hvor der eksempelvis på “Hydrogen” og “Forever We’ll Be Dancing” kom gang i de trætte fødder og ømme nakker.
Som en sidenote kunne jeg – derfra hvor jeg stod – se tolkene, der tolkede for de hørehæmmede. Det er et superinkluderende tiltag, som man ikke ser særlig ofte på Roskilde Festival, og tolkene viste med dedikeret indlevning vejen for den formidling af musikken, der aldrig gik rent ind hos det morgentrætte publikum. Greta havde det i sig – i de yndefulde bevægelser, den futuristiske scenografi og den stærke stemme – men det faldt ikke i hak på denne tid og dette sted.
Alle fotos: Daniel Nielsen
