Spellling genbesøger sig bagkatalog og formår momentvis at skabe succesfulde sammensmeltninger mellem fortid og fremtid.
Plader
M Rosenbaum: Perversions
M Rosenbaum har skabt en lovende debutplade, der lander med et stille, melankolsk brag på den danske singer-songwriter-scene. Men selvom pladen dyrker inderligheden, savner man til tider, at der blev gravet lidt dybere og leget lidt mere med udtrykket.
Mija Milovic: Still Life
Mila Miljovic, der er et velkendt navn i den københavnske undergrundsmusikscene, har dyppet tæerne i alt fra punk til jazz, og de mange forskellige genrer, hun mestrer, bliver alle sammen fremvist på hendes seneste album Still Life.
Selvhenter: Mesmerizer
Selvhenter er ude med deres første album i ni år, men på trods af billedskabende og stemningsmættede øjeblikke ender det desværre med ikke at blive interessant nok til en hel plade.
King Krule: Space Heavy
Archy Marshalls fjerde album føles lidt som at svæve eller som at ånde ud. Det er lyden af en kunstner, der modsætter sig omverdenens forventninger til ham, det er lyden af alle de kunstneriske tråde, Archy Marshall har haft ude, og det er noget af hans mest nænsomme musik til dato.
Squid: O Monolith
Squids anden fuldlængde spiller bolden naturligt videre fra den mesterlige debut. På overfladen er det en mere overskuelig plade, men vanvidsniveauet er højere, og eksperimenterne står i kø for at overgå hinanden. Ikke videre tilgængeligt, men for det meste rigtig godt.
Protomartyr: Formal Growth in the Desert
Protomartyr er blevet ældre og mere reflekterende på Formal Growth in the Desert. Slutresultatet er en lidt fladere fornemmelse, end man tidligere har været vant til fra Michigan-postpunkerne.
Quiet Sonia: QS
Debutalbummet fra Quiet Sonia er både stærk i sangskrivning og musikalitet, men bandet kunne godt have sparet et par interludes til fordel for en komposition mere eller to. Og så bliver de mange dynamikskift sommetider også lidt for tunge at lytte til.
Bar Italia: Tracey Denim
Storbritanniens bedst gemte indierock-perle har skiftet pladeselskab og i den forbindelse begået en fornem rockplade. Tracy Denim skal nok blive mange af generation X's triste teenageres introduktion til 90'ernes tilbagelænede, men følsomme indierock, men kender man til bandets diskografi, kan man godt lidt savne Bar Italias sans for at finde skønheden i det underspillede og subtile.
Frk. Jacobsen: I Haven
Frk. Jacobsens baghave er ikke som de andres. Den sprudler af musikalsk vitalitet og lysten til at skabe noget så kreativt skønt, at vildt ukrudt, snoede planter og farverige blomster får lov til at gro side om side.
7ebra: Bird Hour
På papiret ser det lovende ud for indiepop-søstrene i 7ebra med deres blide, alternative bitter-søde melodier. Og det lyder sådan set lækkert, men der er bare et problem: Teksterne er mildest talt vage og det føles ind imellem, som om man har hørt det hele før.
Tim Hecker: No Highs
Tim Hecker river lytteren med til sit dystre, melankolske sind på sit nye album No Highs, som både er fyldt med støjede, tunge momenter, men også blide og rolige stykker. De store kontraster gør dog indlevelsen svær, og får fortællingen til at miste momentum.
Tinariwen: Amatssou
Tinariwen har på Amatssou endnu engang fået hjælp fra den anden side af Atlanten. Resultatet er et mere afdæmpet kapitel i tuaregernes bagkatalog, men helt medrivende bliver det trods alt aldrig.
Mavourneen: Submassive
Debutalbummet fra den danske alternative rockduo Mavourneen tager lytteren ud på gyngende grund og tilbyder et kig ned i tilværelsens rådne og forjættende gab. Det er på mange måder en flot og ambitiøs debut, men bandet mangler stadig værktøjerne til at formidle deres mørke vision på en fuldt overbevisende måde.