Det britiske post-punkband Drahla har taget saxofonudskejelserne og de eksperimenterende takter til nye niveauer på deres andet album Angeltape. Kun i få momenter er det mere galt end genialt.
Plader
Tierra Whack: World Wide Whack
Trods enkelte skønhedsfejl i form af unødvendige fillers og en lidt for poleret produktion, så viser Tierra Whack særligt rapteknisk, at de store forventninger til hendes debutalbum var berettigede.
Vampire Weekend: Only God Was Above Us
De er gået fra kammerpop til synthpop til art rock til jam band. På deres femte album samler Vampire Weekend for en gangs skyld deres musikalske tråde i et modnet og skrattende værk, der puster liv i indie-genren.
Gustaf: Package Pt. 2
New York-artpunkerne i Gustaf snerrer, konfronterer og problematiserer, men deres andet udspil gemmer på en slående hudløshed. Nogle gange skal man fylde og kræve sin ret, andre gange skal man spørge sig selv, om alt er OK.
Adrianne Lenker: Bright Future
Umiddelbart er der noget undseeligt ved Adrianne Lenkers flygtige nye singer-songwriter-album, men tag ikke fejl: Ved at transponere tristessen fra den amerikanske sangskat til noget både rørende ubesværet og forrygende stilfærdigt, føjer det underfundige værk en hel favnfuld dybder til et i forvejen betagende oeuvre.
Brimheim: Ratking
Normerne er på skydeskiven på Brimheims stærke toer, som viser tænder med store vokalpræstationer og velvalgte synth-værktøjer. Andre gange bliver numrene pakket ind i lidt for mange lag af subtilt boblefolie.
Kim Gordon: The Collective
Når man lytter til Kim Gordons The Collective, tænker man på intet tidspunkt "rockdinosaur". Den 70-årige legendes spyttende vokaler, tunge trapbeats og øresønderrivende støj lyder mere moderne end det meste andet rockmusik i 2024.
Donny Benét: Infinite Desires
Det australske disko-pastiche-projekt, Donny Benét, fortsætter sin sexede stil på sit sjette album. Den (sammentykkesøgende) liderlige kultmusiker byder både på stærke diskoperler, tandløst fyld og en aparte og apolitisk revselse af den amerikanske drøm og højaktuel geopolitik.
Rigmor: Vælter vi mørket
Den aarhusianske indiekvartet Rigmor er optaget af rockens, lyrikkens og hverdagens poetiske mørke. Måske så meget, at deres ellers så indhyllende sangskrivning, i omfavnelsen af sin egen melankoli, ender med at savne modsætninger og kompleksitet.
Omni: Souvenir
Den fjerde plade fra amerikanske Omni byder på kantet postpunk med et poppet islæt og et humoristisk glimt i øjet. Bandets uudgrundelige ironi ender dog med at være albummets akilleshæl.
Baby In Vain: Afterlife
Igennem mere end 10 år har Baby In Vain fintunet deres støjende guitarrock fra det hårdtslående til det mere drømmende. På deres tredje fuldlængde Afterlife er det, som om de er faldet helt på plads i de bløde skyer, hvor der er vældig rart og ikke helt så meget at slå sig på. Mindre bidskt, men lige så overbevisende.
Little Simz: Drop 7
Little Simz har med albums som Grey Area, Sometimes I Might Be Introvert og No Thank You, samt nogle fremragende livekoncerter på dansk jord, vist sig som en af de stærkeste europæiske eksponenter for eftertænksom rap over sjælfulde hiphop-produktioner. Men på EP’en Drop 7 udforsker den talentfulde engelske rapper nyt og uvant elektronisk land.
Erika de Casier: Still
Erika de Casier udvider den musikalske palet på sit tredje album, der med kunstnerfeatures, breakbeats og velkendt r’n’b føles som starten på noget nyt for den fremadstormende sanger. Der er opbrud, overgang og masser af håb.
Molly: Charter
Mollys nye album Charter sender tankerne tilbage til punk/rock-dagene i 90'erne, og savner du lyden af energiske trommer og spade fra dengang, så er albummet helt sikkert noget for dig. Punkrockens energi kan stadig sætte gang i skaterfesten, men der er desværre ikke meget nyt under solen.