Tag - alternativ hiphop

Nyheder

Wonky-talent varmer op for RJD2 i Århus

Når dj-ikonet RJD2 den 8. oktober lægger vejen forbi Train i Århus bliver det i selskab med californiske Chris Alvaros aka Free the Robots. Ligesom sine mere prominente, lokale kolleger specialiserer han sig inden for et samplerdelisk, elektronisk univers. Ikke desto mindre er Free the Robots endnu et forholdvist ubeskrevet blad i det efterhånden nærmest uoverskuelige vildnis af blogs og musikpublikationer, der huserer på internettet. Men på hans debutalbum, Ctrl Alt Delete, der udkom i marts måned, præsenterede han sig ikke desto mindre som en værdig eksponent for en elektronisk scene, der lige i øjeblikket emmer af kreativitet. Ved samme koncert optræder desuden Dokkedal/Dixen og Bang Bang Club.

Nyheder

Fredagsvideo: Black Milk & Cee-Lo Green

Ok, så kun fordi det er sidst på sommeren og så’n, så får I to videoer i dag. Den første er fra Black Milk, der minsandten har en opfølger på vej til den fantastiske Tronic, som endte som nr. 18 på Undertoners årsliste for 2008. Black Milk har selvtilliden i orden, og derfor skal det nye album hedde Album of the Year, og det udkommer 14. september. Nummeret her hedder “Deadly Medley”, og Elzhi og Royce Da 5’9″ battler produceren med hvem, der har de bedste rim. Døm selv: Den anden video er fra Cee-Lo Green, der oprindelig startede dirty south-gruppen Goodie Mob, men siden slog igennem på hitlisterne med “Crazy” som en del af Gnarls Barkley. Senere i år udgiver han en ny soloplade, der kommer til at hedde Cee-Lo Green Is The Lady Killer, og nu har han minsandten lavet et hit, der er lige så fængende som “Crazy”. Men det bliver nok svært at hitte med et nummer, der hedder “Fuck You!”. God weekend!

Nyheder

Fredagsvideo: Stalley: “Babblin”

Ok, nu tager vi den lige ned i tempo her og bliver lidt alvorlige. Det er snart fem år siden, 29. august, Katrina-orkanen væltede vand indover New Orleans, som udover Mardi Gras-festivalen også har stor musikhistorisk betydning. Det er herfra Louis Armstrong stammer, funk-pionererne The Meters har sat gang i byens dansesteder, og i en helt anden boldgade er byen arnested for sludge-bands som bl.a. Eyehategod, Crowbar, Down og Soilent Green. I Stalleys nye video til det J. Rawls-producerede, tilbagelænede jazzede “Babblin” går han rundt i byens nuværende tilstand. Videoen er lavet af Brandan “BMike” Odums, der mente, at nummeret fint viderebragte stemningen fra den stadig mærkede by. Sangen er fra The Autobiography, som kan hentes kvit og frit på Stalleys hjemmeside. Hvis du synes, det er lige mellow nok, så kan du finde nye, forstyrrende videoer med Of Montreal og Yeasayer nede til højre i vores Youtube-afspiller. God weekend!

Plader

Kaigen21meiso: Root Is the New Leaf

Når man stort set kun kender til engelsk- og dansksproget hiphop, kræver det en vis indsats at høre en japaner og en hawaiianer rappe på deres egne modersmål. Jeg forstår ikke et ord - men det er lige meget.

Nyheder

Doom spiller på Vega

Først var det Madlib, og nu kommer endnu en af den alternative hiphops store navne til Danmark. Det sker den 1. november, når den gådefulde rapper, Doom, gæster Store Vega i København. Hans fødenavn er Daniel Dumile, og han blev født i London i 1971. Dumile voksede dog op på Long Island, hvor han tog kunstnernavnet Zevlove X for kort efter at danne hiphopduoen KMD sammen med sin lillebror DJ Sub-Roc. Sammen udgav de i 1991 albummet, Mr. Hood, hvis fokus på sort nationalisme var en del af en datidig hiphopbevægelse, som blandt andet talte Poor Righteous Teachers og Brand Nubian. I 1993 gik Dumile solo og trak sig i de næste fem år fuldstændig væk fra offentlighedens søgelys og arbejdede blandt andet som freestyler på Nuyorican Poets Café. I 1999 dukkede han dog op igen, denne gang under kunsternavnet MF Doom, som han senere har kortet ned til Doom. I de følgende år blev navnet MF Doom synonym med kvalitetshiphop, og han har desuden udgivet musik under navnene Viktor Vaughn og King Geedorah samt samarbejdet med Madlib under kunstnernavnet Madvillain. Senest har Dumile udgivet albummet Born Like This, hvor Raekwon og Ghostface Killah medvirker.

Nyheder

Madlib giver koncert i Danmark

Så er der godt nyt til alle hiphopelskere. Den 3. juni lægger amerikanske Otis Jackson, Jr., aka Madlib, vejen forbi København, når han sammen med J-Rocc, dupstepguruen Kode 9 og Kalaf fra Bureka Som Sistema giver koncert i Korsgadehallen på Nørrebro. Madlib er oprindelig fra den californiske by Oxnard, der ligger cirka 60 kilometer nord for Los Angeles. Her dannede han i 1990 rapgruppen Lootpack sammen med to af sine venner. De udgav i 1999 albummet Soundpieces: Da Antidote, der var produceret af Madlib, og som hurtigt etablerede ham som en af den alternative hiphops mest spændende og originale talenter, hvis særkende er en abstrakt, til tider sumpet lyd indeholdende diverse obskure soul- og jazzsamples. Siden har Madlib udgivet og produceret en lind strøm af musik. Han har bl.a. udgivet et par fabelagtige soloalbums under dæknavnet Quasimoto samt produceret for så prominente navne son DOOM, Mos Def og Erykah Badu. Senest har Madlib produceret Guilty Simpsons stærke OJ Simpson. Så hvis man er hiphopnørd, eller bare sporadisk hiphoplytter, er koncerten i Korsgadehallen simpelthen et must-see.

Nyheder

Nyt materiale fra Gorillaz?

Da Gorillaz udgav deres tredje album, Plastic Beach, tidligere på året var det efter hele fem års pause, men ifølge en ny udtalelse fra projektets bagmand, Damon Albarn, behøver vi måske ikke vente så længe på den næste udgivelse. “Jeg optog en frygtelig masse musik til dette album, omkring 80 stykker musik i alt. Så i teorien er der en anden og en tredje del af Plastic Beach, hvis vi ellers følte os motiverede til at bruge et par år mere på at gøre det færdigt”. Man kan jo kun håbe på, at Albarn gør alvor ud af sine ord, for Plastic Beach er med sit synthpoporienterede univers Gorillaz’ til dato stærkeste og mest sammenhængende udspil. Desuden udgav Blurfrontmanden i 2007 som bekendt opsamlingen D-Sides med hidtil uudgivet materiale, så hvorfor ikke? Under alle omstændigheder kan Gorillaz ses på dette års Roskilde Festival, og i mellemtiden er der herfra kun tilbage at anbefale Plastic Beach til alle Jer, som endnu ikke har fået hørt den. Den er fantastisk!

Nyheder

Hiphop til Roskilde Festival

Så vågner man (altså jeg) op dagen efter en langt ude koncert med Anti-Pop Consortium på Loppen, hvor Beans’ ustoppelige flow gav seriøse pandeskaller og ærgrer sig lidt over, at koncerten lå oveni Brother Alis koncert på Rust, og hvem redder så dagen? Det gør såmænd Roskilde Festival, der har hyret Brother Ali til at spille til sommer. Brother Ali er et af de stærkeste kort fra Rhymesayers-familien og leverede sidste år en fængende plade, der dog var lidt for lang. Live kan han være en fyrig satan, hvilket han beviste sidst Atmosphere var i byen ved at fyre en a capella politisk freestyle af, der fik hele Vega op under loftet. Udover Brother Ali har Roskilde Festival også hyret den flamboyante rapper Tech N9ne, der spillede på festivalen i 2006, og danske Kasper Spez, der i lidt mere roligt tempo leverer personlige og poetiske tekster, bl.a. på hans album Fantasten fra sidste år, der var et af dem, vi overså. Desuden har Soundvenue snuset sig frem til, at de sejlivede grunge-veteraner i Alice in Chains har afsat en dag i deres kalender til at komme til Roskilde.

Nyheder

Sage Francis rapper indierock

Der synes at tegne sig det mønster, at Sage Francis veksler mellem personlige albums og samfundskritiske. Personal Journals, ja titlen giver sig selv, og det sidste album, Human the Death Dance, tog udgangspunkt i personlig livserfaring, mens albummet imellem de to, A Healthy Distrust, leverede nogle alvorlige angreb på samfundets uforståeligheder. Derfor er det også passende, at Sage Francis’ næste album, Li(f)e, der udkommer 11. maj, bliver en kritik af en hyklerisk kultur og organiseret religion, som de informerer hos Anti-. Albummets titel er således en bevidst leg med ordet løgn og liv, og Francis udtaler om albummet: »Hvad ved livet er en løgn? Hvad vi får fortalt om Gud er en løgn. Hvad vi får fortalt om race, kønsroller, skønhed, krig, mad, medicin, seksualitet, kapitalisme, historie, menneskets natur … er en flok løgne. Jeg kan mærke det i min mave, jeg tænker det i min hjerne, jeg skriver det med mine hænder, og jeg siger det med min mund. Det er det, der gør livet og løgne til det generelle tema på dette album.« Til at hjælpe sig med at formidle det tema har han anskaffet sig et band bestående af producer Brian Deck (Modest Mouse, Iron & Wine) samt Jim Becker og Tim Rutili fra Califone. Desuden er selve musikken skrevet af bl.a. Jason Lytle (Grandaddy), Chris Walla (Death Cab for Cutie), Mark Linkous (Sparklehorse), Devotcka og medlemmer fra Calexico, så selve produktionen kommer ikke til at lyde meget af hiphop, men Francis’ levering vil selvfølgelig som altid være letflydende rap. Hvordan det kommer til at fungere, bliver spændende at høre.

Nyheder

Definitive Jux lukker ned

Rygterne har svirret det seneste døgn, at Definitive Jux ville lukke butikken. Nu er det desværre officielt. El-P har skrevet en tåreperser af en pressemeddelelse på deres hjemmeside, hvor han takker sine samarbejdspartnere, kunstnere, medarbejdere og fans for 10 års arbejde med Definitive Jux. Pladeselskabet vil gå i hi på ubestemt tid, så El-P kan koncentrere sig om at lave musik og producere plader. Han understreger, at selskabet ikke lukker, man vil stadig kunne få nyheder om de forskellige kunstnere og købe merchandise, men der kommer ikke nye plader. Selvom selskabet måske ikke har leveret de helt store åbenbaringer de sidste par år, er det stadig trist. Da Definitive Jux startede i begyndelsen af sidste årti, bragte de en helt ny dagsorden for hiphoppen og viste en ny vej, der var kompleks og fascinerende. Albums med Cannibal Ox, Aesop Rock, Mr. Lif, Murs og El-P selv satte afgørende mærker i hiphop-historien og nye standarder for, hvordan genren kunne lyde. Nu kan man jo så håbe, at det betyder, at der vil komme en strøm af nye udgivelser fra El-P’s hånd, både som producer og solo.

Nyheder

Fredagsvideo: Theophilus London: “Humdrum Town”

Så skal vi have noget hiphop til at skyde weekenden i gang. Theophilus London kommer fra hiphoppens fødested, New York, men det betyder så langt fra, at han rider på klassikernes bølgeskum. Næ, han bevæger sig langt mere frit ift. genrerne, og på singlen “Humdrum Town” lader han melankolsk electronica og ravesynth drive nummerets dansable energi. Indtil videre har han kun udgivet mixtapes, men singlen er forhåbentlig forløber for et fuldlængde-album. Det er i hvert fald et fængende nummer. God weekend!

Nyheder

Black Thought og Danger Mouse i samarbejde

For en del år siden var der rygter om et samarbejde mellem Black Thought fra The Roots og Danger Mouse, men det er jo tydeligt for enhver, at Danger Mouse har temmelig travlt med alskens projekter som producer og samarbejdspartner, eksempelvis sidste år samarbejdet med Sparklehorse og David Lynch, og Broken Bells med James Mercer. Black Thought har også travlt med The Roots, der har udskudt udgivelsen af deres nye plade til senere i år, og spiller som live-band i The Jimmy Fallon Show. Men ifølge en nytårshilsen fra Black Thought fundet hos Prefix Mag, så er projektet stadig i live med arbejdstitlen Dangerous Thoughts, så nu glæder vi os da bare til at høre mere og få pladen i hånden. Black Thought from Strictly Fitteds on Vimeo.

Nyheder

Fredagsvideo: Bullion: “God Only Knows”

Så! Vågn op! Nu starter vi lige med lidt morgengymnastik. Op at stå! Den her video er tilsyneladende fra et eller andet fucked up børneprogram, hvor børn skal lære yoga. Det gør de selvfølgelig på en kulisse-farm. Nummeret er et remix af The Beach Boys’ klassiker “God Only Knows” og er lavet af Bullion, som er en talentfuld producer fra London, men ellers kan jeg ikke finde meget info om ham. Det er også lige meget, her gælder det om motion. Bevæg noget!

Plader

Alexis Gideon: Video Musics

Lo-fi beats. Farverige musikvideoer. Dejlig dovent rap. Inspireret af ungarske folkehistorier og myter. Frit fortolket som fabler af Alexis Gideon. Finurligt er det, og faktisk er det også godt.

Nyheder

Ny fragmenteret magi fra Madvillain

Da drømmeholdet MF Doom og Madlib, nogle af de mest originale hiphophoveder i branchen, gik sammen om at lave et album under navnet Madvillain, var der dømt mesterværk fra dag ét. Uden tvivl et af årtiets bedste album. Nu har de to stukket hovederne sammen igen for at lave en opfølger, og det kan jo kun give svedige hænder og forventningsfuld bæven. Der er hverken udgivelsesdato eller titel endnu, men det skulle være sikkert, at både Mos Def og Dave Sitek fra TV on the Radio bidrager på albummet. I sidste uge på East Village Radio’s Fat Beats Live Show spillede DJ J.Rocc nogle bidder fra albummet, der kun får pulsen til at stige. De kan høres her: