Efterklang og Slaraffenland mødtes som Slaraffenklang i Det Kgl. Teaters Skuespilhus. De to bands har hver for sig arbejdet mod en lettere tilgængelig og ørehængende lyd, men 10 mand på en scene indbød til eksperimenter. Man blev ikke skuffet.
Tag - indie
Young British Artists: Small Waves EP
At vide er ikke det samme som at kunne. Der stjæles postpunk og shoegaze en masse på denne lille ep, der demonstrerer indsigt i musikhistorien, men så sandelig også mangel på originalitet.
Ecovillage: Phoenix Asteroid
Ecovillages perlende, psykedeliske pop med masser af nutidige hippie-vibrationer fænger ikke helt.
Prince of Assyria: Missing Note
Ninos Dankha, aka Prince of Assyria, lyder som en mand, der har fået slået sit hjerte i stykker, og Missing Note udgør nærmest en form for bekendelser omkring dette. Albummet tegner portrættet af en mand, der har meget at miste.
Honning & Mudder: Mensch oder Hund EP
Honning & Mudder forsøger at skildre deres hverdag gennem fem numre. Desværre er det en hverdag, det ikke virker synderlig interessant at få et indblik i. Men dermed ikke sagt, at den er komplet ligegyldig.
Minnaars: Of Our Delirious Former Loving Hours
Minnaars er fra Leicester; det er der mange bands, der er. Minnaars spiller guitarrock blandet med synth; det er der mange bands, der gør. Alligevel leverer Minnaars noget, der gør musikken et lyt værd - måske fordi attitude ikke er alt.
V/A: Listen to Berlin
Ofrin, Popular Damage, Super 700 og Notic Nastic. Der er spændende musik på sampleren, men også en del kedelige indslag. Sammensætningen af meget ironisk ’gang i den’-electro og alvorstunge numre giver en forvirrende oplevelse.
Espers: III
Espers blander neo-psykedelisk folk, akustiske dele og elektrisk guitar, hvilket gør deres musik en anelse skæv og inspireret af 60'er-musikken og singer/songwriter-genren. På den måde blandes de blødere genrer med et mere råt islæt.
Why Write?: s.t. EP
Danske Why Write? står bag en ep, der indeholder noget af det mest interessante fra den danske musikscene i år og vidner om et projekt, som har potentiale.
Beurre Noir!: Golden Virgina!
Beurre Noir! leverer solid indierock på en overbevisende, men ujævn debut-ep fra den københavnske undergrund.
The Unit Breed: Always Distance the Lonely
I løbet af de sidste 10 år har hele 35 individer været inde over The Unit Breed og det kan høres. Fragmenteringen af lydbilledet og dekonstruktionen af ideerne er altid i højsædet, og deres surf ’n’ sample-stil er overbevisende.
Jarvis Cocker: Further Complications
Rock'n'roll! Ungdommens idol er blevet voksen, og i stedet for at dyrke freden giver Jarvis Cocker den fuld gas på Further Complications. Det klæder ham godt.
Atlas Sound: Logos
Bradford Cox' øre for uimodståelige popmelodier er i dén grad intakt på andet album under aliaset Atlas Sound, men trods tre af årets måske bedste numre, er det ikke det mesterværk, det mere og mere virker, som om Cox blev sat på jorden for at levere.
Claus Handberg: In a Sense
Digter, billedkunstner, fotograf og nu også musiker. Claus Handberg har mange jern i ilden, men måske der skulle fyres lidt mere op under det musikalske, hvis det virkelig skulle brænde igennem.
Giana Factory: Bloody Game EP
Giana Factorys debut-ep Bloody Game rummer nogle lovende elementer og en pæn portion ambition, men hvad bandet rent faktisk vil med denne udgivelse, er stadig en smule uklart.
Lissy Trullie: Self-Taught Learner EP
Du er 25 år, du er model, du bor i New York, du har en attitude, du samler et band og udgiver en fræk og flabet ep, der sparker røv. Hvor er fejlen? Lissy Trullie skulle have holdt sin attitude til de New York'ske art galleries, hendes musik er nemlig kedelig.
The Cribs: Ignore the Ignorant
Jarman-brødrene er mere ambitiøse end nogensinde på deres fjerde udspil, hvor legenden Johnny Marr også er konverteret til Crib. Desværre står det meste af Ignore the Ignorant, trods pletskud, ikke mål med hverken ambitionerne eller fordums bedrifter.
BLK JKS: After Robots
Et fremragende album af et ganske unikt og udefinerbart sydafrikansk band. I et ingenmandsland mellem afropop, world, traditionel 'hvid' indie, jazz og postrock opstår sporadiske øjeblikke af høj, høj klasse.
Lightning Dust: Infinite Light
Lightning Dust afprøver en masse indierockede retninger (og et Steinway-flygel) på sit nye album, men formår ikke at indløse potentialet. En skuffet anmelder rapporterer.
White Denim: Fits
Et mangehovedet monster, der svinger sig rundt i rockglæde. En simpel plade, der rykker rundt i røven. Eller forvirrende. Fits er det hele, og det er faktisk til pladens fordel.