Virkemidlerne er simple: skingre kantede vokaler, nedslagsbetonet bas og forvrænget guitar som negle mod en tavle. Der bliver ikke sparet på energien, hvilket er charmerende, men desværre er det for det meste melodiløst frem for melodiøst.
Tag - indie
Blue Roses: I Am Leaving
"Melodramatic popular song" betegner bedst dette band – som faktisk ikke rigtig er et band, men den ambitiøse (og pompøse) Laura Groves, som skaber underfundige ballader og graciøse melodier, der både er livsbekræftende og sørgelige.
Ohbijou: Beacons
Fløjsbløde toner og søndagsstemning dominerer Beacons, som i høj grad ledes frem af den søde kvindelige forsanger og klaver, violin og akustisk guitar. Det skaber et stille og roligt album, der i længden bliver for stille og roligt.
aMute: Infernal Heights for a Drama
Det belgiske band aMute disker op med dyster, patosfyldt postfolk iblandet electronica, på en plade der svinger fra det kedeligt forældede til det fremragende fremsynede.
Obits: I Blame You
Hvis man kender Rick Froberg, man vide, at han for det meste har været et omvandrende kvalitetsstempel. Og Obits er også kvalitet, i høj grad, men desværre er energien brugt på lyd i stedet for virkelig gode sange. Tilbage er en omgang ufuldendt rock.
The Late Parade: In Chase of Red Beads
The Late Parade har gode musikalske kort på hånden, og deres dramatiske udtryk er indimellem en fryd for øret. Alligevel vender de kun momentvis op og ned på den danske musikscene, og i længden trænger spørgsmålet om holdbarhed sig på.
Soap & Skin: Lovetune for Vacuum
Den røde tråd i dette album udgøres af en sørgmodig klang og en nævneværdig tyngde. Alligevel besidder debutalbummet fra østrigske Anja Franz Plaschg en lethed og en elegance, der giver lyden dybde, og resultatet er et stemningsfuldt album, der både indeholder smerte og styrke.
Gomez: A New Tide
Den gammeltestamentlige symbolik er tydelig både på cover og titel til sjette album fra Gomez. De formår ikke ligefrem at flytte nogen bjerge, men A New Tide er alligevel et ganske fint og holdbart album.
The Thermals: Now We Can See
The Thermals er tilbage i havet, hvor grønne vækster gror, og alt bare lyder bedre. Som det er med skrabet og ung indierock, så gør tid, øvelse og penge ofte noget ved produktionen. Hvis man ikke har noget imod svulstig og intelligent amerikansk poprock, så kan man ubekymret springe i vandet.
V/A: Dark Was the Night
For 20. gang er en række navnkundige musikere gået sammen om at kreere en endog meget lang dobbelt-cd til fordel for kampen mod hiv og aids. Denne gang er den folkede indie i spotlyset, og resultatet er tæt på at være så godt, som konceptet nu engang tillader.
David Berman udgiver tegneserie
Den tidligere Silver Jews-forsanger skifter branche Da David Berman for et par uger siden meddelte, at Silver Jews skulle opløses, fortalte han også, at han ville koncentrere sig om andre dele af hans kunstneriske virke. Den 31. januar spillede Silver Jews deres sidste koncert i en grotte i Tennessee, men det ser ud til at Berman allerede havde arbejdet på noget andet inden opløsningen. Han er i hvert fald klar til at udgive en tegneserie på Drag City, der får titlen “The Portable February”. Trods titlen er den først klar til udgivelse i maj, og det er desværre alt, hvad Drag Citys nyhedskanal kan fortælle os om udgivelsen indtil videre.
Free Blood: The Singles
Free Blood er et sprælsk og energisk bekendtskab med dansende fødder og rytmiske hjerteslag. De har samlet deres egne sange plus remixes på The Singles, og resultatet er en larmende og iørefaldende blanding af indie, punk og elektro.
Los Campesinos!: We Are Beautiful, We Are Doomed
Los Campesinos! er den kværulerende ungdom af i dag. De synger i falset og spiller meget hurtigere på deres instrumenter, end ældre mennesker kan sætte sig ned i bussen. Man taber næsten pusten i den vittige pessimisme, som gemmer sig bag deres skyndsomme indiepop. Når de er bedst, flegner jeg på åben gade. En oplagt kandidat til denne vinters bedste danserock.
Sune Rose Wagner: s.t.
Musikken er fra New York. Vokalen fra Sønderborg. Hvad mon Birthe Rønn siger til den form for integration? Tålt ophold? Asyl? Tja, det er godt, at Sune Rose Wagner har sit rødbedefarvede pas, så man undgår, at pladen ender i Sandholmlejren (selvom de sikkert kunne trænge til lidt god musik). The Raveonettes på dansk? Tja, det lyder lidt derhenad, men så alligevel ikke"¦
127: Magnitizdat [Songs of Terror & Hope]
Præsentationen af 127 lyder som en god historie – worldpunkere fra Iran. Det er skam også en god historie, der fortæller om det svære rock'n'roll liv i betonforstad til Teheran. Men selv om fortællingen om 127 er interessant, er formen, og dermed musikken, en smule kedelig.
Fleet Foxes: s.t.
Den ur-amerikanske og særprægede debut fra de hypede Fleet Foxes lyder af traditionel amerikansk musik, og gruppens vokalharmonier vidner om en naturfascination uden lige. Det er smukt, det er betagende. Men skønheden og den totale harmoni bliver alt for kedelig i længden, og udtrykket har svært ved at bære et helt album.
My Summer as a Salvation Soldier: Activism
Hvis My Summer as a Salvation Soldier var et Jeopardy!-svarspørgsmål ville spørgsmålsvaret være: Hvad er gennemsnitlig indie? Det er fuldstændig rigtigt. Anmelderen med børstemoustachen stiller det for samtiden logiske følgespørgsmål: Hvad laver indie egentlig in the middle of the road?
Taken by Trees: Open Field
Victoria Bergman har været sangerinde i The Concretes og lagt stemme til et af de største pophits fra Sverige de seneste år, nemlig Peter, Bjorn & Johns "Young Folks". På sit soloalbum vælger hun en anden musikalsk sti, hvor det tyste og intime udtryk er i centrum.
Architecture in Helsinki: We Died, They Remixed
De skamløst catchy australiere bliver udsat for en mere eller mindre elektronisk behandling på deres nyeste udspil. Som resultat svinger barometeret kraftigt mellem "innovativt" og "ligegyldigt", og albummet ender som en fodnote.
South: Adventures in the Underground Journey to the Stars
Elektronisk poprock med flair for den gode melodi er godt. Men når den gode melodi er blevet hørt så mange gange før fra mange andre og bedre bands, er det svært ikke at kede sig sammen med South.