Tag - Roskilde Festival 2006

Wolfmother, Coldcut, 02.07.06, Roskilde Festival

6. juli 2006

Martin Thimes

Wolfmother, Odeon, 16.00 Med Marshall- og Ampeg-forstærkerne revet op på 11 havde australske Wolfmother fået til opgave at sætte gang i en af den slags fester, der kun findes på Dyrskuepladsen, når det efter en uge med øl, øl og mere øl, er næsten umuligt at få en fornuftig beruselse sat i stand. Men australierne, der så ud til at nyde hver en tone, gjorde deres til at hjælpe publikum i gang. Med armene højt hævet, når han ikke legede riff-konge, var forsanger Andrew Stockdale en fornøjelse at følge – ikke mindst fordi hans Phil Lynott-frisure var autentisk og skæg. Koncerten blev indledt med “Dimension” fra bandets debutplade, hvorfra alle settets sange da også var hentet. Med læssevis af “ohhhh yeah!”-fraseringer kastet i en cementblander med friske rockklassikere blæste Wolfmothers opdatering af Black Sabbath-riffs og Led Zeppelin-melodier støvet langt væk fra Odeon-scenen. Og linjen, der blev lagt fra starten, blev kørt helt ud. Sangene, der på plade i ny og næ er en kende tamme, blev spyet ud med engagement og en autenticitet, der kom helt på højde med Black Sabbaths koncert sidste år. Selv om Wolfmother må være trætte af at blive sammenlignet med netop Black Sabbath, men også Led Zeppelin, så er det umuligt for australierne at løbe fra, at de er mere end inspirerede af start-70’ernes tonserrock fra England. Men det virkede ikke, som om at det betød noget for publikum, der slikkede hvert et riff i sig, og søndagsgratisterne må have været stolte af ungdommen, som stadig kan spille rock, som dengang far havde overskæg, og Ozzy ikke var flyttet til Hollywood. (MT) Coldcut, Metropol, 18.00 Den legendariske engelske duo Coldcuts nye album Sound Mirrors er så tamt og overmåde velpoleret, at det pludselig er blevet svært at huske, hvorfor Matt Black og Jonathan More egentlig er legender. Eller det var det i hvert fald, indtil de to indtog Metropol-scenen. For sammen med en dj, en rapper samt en mand med ansvar for de flimrende, anarkistisk omskiftelige videoprojektioner, der er en afgørende del af Coldcuts liveoptrædener, leverede de to nemlig et rigtig godt show. Der var fuldt knald på fra start af, hvor det ene old school-hiphopbeat afløste det næste, mens Coldcut mixede Jimi Hendrix, AC/DC, stumper fra filmen Casablanca og fra Disneys Junglebogen. Og som om der ikke var rigeligt at følge med i rent musikalsk, fulgte videoshowet musikken, så man kunne se Mowglis abevenner spjætte af sted til de huggende beats. Endnu mere effektfuldt var samspillet mellem lyd og billeder, da Coldcut leverede en ganske drum’n’bass-inspireret udgave af deres Blair-hånende 2001-single “Re: Volution”. En arrig Tony Blair stammede sig frem til at sige “The lunatics have taken over the asylum“, hvorefter bl.a. Blair, Bush og Condoleeza Rices hoveder strittede ud af en bus på faretruende slingrekurs. Og da Charlton Heston blev klippet ind lige efter billeder af Columbine High School og sagde “die, die, die“, gav det perfekt mening at se Coldcut som musikkens Michael Moore. Helt så politisk blev det ikke i resten af koncerten, men publikum kunne dog danse sig gennem numre som “Timber”, der næsten udelukkende består af samples fra regnskovsfældning, og “Atomic Moog 2000”, som protesterer mod alle former for atomkraft. Danset blev der i hvert fald – men, med det nye nummer “True Skool” som eneste undtagelse, kun for alvor til de gamle numre. Coldcut har ikke flyttet sig de sidste 7-8 år – men hvad gør det, når de stadig kan klippe, klistre og scratche sig til en festivalkoncert, der får trætte søndagsfødder på dansegulvet? (MA)

Koncerter

Spleen United, Deftones, 01.07.06, Roskilde Festival

6. juli 2006

Martin Thimes

Spleen United, Odeon, 12.30 Det havde ikke virket særlig underligt, hvis der i løbet af Spleen Uniteds timelange middagskoncert var begyndt at vokse Lacoste-krokodiller eller Marc O’Polo-logoer frem på tilhørernes tøj. Kvintetten står i noget nær ubetalelig gæld til den eyeliner-malede del af synth-80’erne, og hvis man insisterer på det, kan man lytte til Spleen United uden at kunne høre andet end Gary Numan, Depeche Mode og Japan. Men slår man den forudindtagede attitude fra, er det svært ikke at være lidt imponeret over, at kvintetten er blevet lidt af et P3-hit. Bandets sangskrivning er temmelig kompromisløs i sin til tider monotone repetition, og på Odeon-scenen trak de flere af numrene ud i længere versioner end på debutalbummet. Men det dæmpede ikke det ganske unge publikums jubel over numre som “Spleen United”, “Peak Fitness Condition” og “Heroin Unltd.”, der ganske forudsigeligt afsluttede koncerten. Men hvor de forskellige P3-hits medførte stor tilfredshed blandt tilhørerne, efterlod lidt for mange af de andre numre – såvel gamle som nye – publikum ret så upåvirkede. Spleen United har en forkærlighed for lange numre, og med de forlængede liveversioner med halv-slæbende introer nåede de smertegrænsen … og lidt mere. Det var godt at høre, at stort set samtlige numre fik en lidt mere beskidt, rocket lyd end pladeversionerne, så den vanlige glatte, ensartede overflade blev gennemhullet lidt. Et af de nye numre havde tilmed en herligt sfærisk og drømmende karakter, primært takket være lys, ringende guitar – og takket være dét blev det tungt rockende klimaks så meget mere effektivt. Der er altså tegn på gode løfter for fremtiden – men lige nu har Spleen United brug for at kravle ud af deres hidtidige formel. (MA) Deftones, Orange, 17.00 Det er elegant lykkedes for Deftones at snige sig uden om rap-metal båsen med deres desperationstunge og kontrastrige fortolkning af midt-90ernes alternative metal. Men det har stået ganske stille i Deftones-lejren, siden White Pony udkom i 2000, og derfor var det også ganske forståeligt, at størstedelen af sætlisten i år var hentet fra netop den plade, der må betegnes som det absolutte højdepunkt i deres karriere, og fra de to foregående Deftones-udspil. Koncerten på Orange Scene kan ikke betegnes som noget højdepunkt i bandets Roskilde-historie. Koncerten var den fjerde i rækken, men hvis man tager en Chino Moreno med en halvslap stemme, adskillige sange der faldt i nu-metal fælden og endte med at lyde som soundtracket til et skaterspil, og lidt for meget gøgl i stil med at stjæle vers fra Gorillaz’ “Clint Eastwood” – ja, så ender koncerten med et halvstort minus på bundlinjen. For plusserne var ganske få. “Knife Party” er stadig et fabelagtigt nærmest støjrocket metalnummer, og her lykkedes det at holde vokalen i nogenlunde ro og uden de mange ekskursioner, der ellers kendetegner Deftones i livesituationen. “Change (in the House of Flies)”, der ligesom “Knife Party” er fra White Pony, fungerede også helt tilforladeligt, men ellers var der ikke mange lyspunkter. Det er ærgeligt, at et orkester som Deftones kan dukke op og spille en koncert, der minder så meget om deres sidste besøg i 2001. Det må betyde, at metalpublikummet for alvor trænger til nye helte, og at Roskilde Festivalen må være mere eventyrlystne, når de skal booke i den genre. Og hvor blev Tool-frontmanden Maynard James Keenan af? Det havde været fornemt med en gentagelse af “Passenger” ligesom sidst. (MT)

Koncerter

Figurines, Placebo, The Raconteurs, 02.07.06, Roskilde Festival

5. juli 2006

Camilla Grausen

Figurines, Odeon, 12.00 Konferencieren proklamerede inden Figurines gik på scenen, at de ikke havde sovet i fire dage. Og forsanger og guitarist Christian Hjelm så også en kende medtaget ud, da han alene gik på scenen og spillede “Race You”, der også åbner det seneste album Skeleton. Efter et par krumspring fra Hjelm entrede resten af orkestret, der til lejligheden havde fået besøg af Malthe Fischer fra Oh No Ono, som også tidligere har assisteret live med guitar, iBook-lyde og generel coolness bagerst på scenen. Det trætte orkester virkede heldigvis alt andet end trætte, da de endelig gik i gang. “Fiery Affair” rockede sundt derudaf, ligesom “I Remember” og “Silver Ponds” satte en fuldfed tusch-streg under Christian Hjelms evner som sangskriver og især melodismed. For det er dét, der gør Figurines til langt mere end et hypet indie-orkester. Deres melodier er friske og godt krydrede, men smager alligevel velkendt hver gang. At de så også fungerer godt som orkester, beviste de med “Ambush”, hvor der blev groovet så tight, at selv klassiske rockkonstellationer som Creedence Clearwater Revival ville have været stolte. Koncerten var den sidste på dansk grund i år, og det skal blive spændende at se, i hvilken retning Figurines går med deres næste udspil. Deres Roskilde-optræden var i al fald en fin afslutning på bandets Skeleton-periode. (MT) Placebo, Arena, 18.00 Sidst Placebo stod på Roskildes næststørste scene, hed den ikke Arena, men Grøn Scene. Det var i 2001, og foran scenen var der alt for mange mennesker og stor masen. Fem år senere var presset ikke helt så voldsomt, men Placebo kunne stadig trække rigeligt med publikum, og man skulle stille sig i kø i god tid for at få en ordentlig plads. “Good evening ladies and gentlemen, we are the ladies and gentlemen of Placebo”¦” Trioen kom frem på scenen alle klædt i sort og Brian Molko med sædvanlig make-up og forførende attitude. Bandet åbnede ballet med “Infra-Red” fra nyeste udgivelse Meds – et gedigent Placebo-album, der vinder betydeligt efter flere gennemlyt. “Infra-Red” var en glimrende starter og et typisk Placebo-nummer, der hurtigt formåede at sætte gang i masserne. Herefter fulgte en række numre fra Meds, bl.a. det stærke titelnummer. Numrene fra det nyeste album fyldte i det hele taget langt det meste af koncerten. Senere kom dog et par gamle kendinge, og publikums begejstring eskalerede, da vi fik “Black Eyed” fra Black Market Music, “The Bitter End” fra Sleeping with Ghosts og særligt “Every You Every Me” fra Without You I’m Nothing – et af bandets bedste numre. Det var ærgerligt, at Placebo ikke bød på flere gamle numre, for deres bagkatalog indeholder virkelig mange perler. På den anden side var det også forståeligt, at de gerne ville promovere Meds og ikke kun lave en hit-koncert. Brian Molko leverede en tilpas småkrukket og charmerende præstation, og de andre bandmedlemmer var også vældigt oplagte. Trioen formåede at bevise, at deres nye numre har store kvaliteter og godt kan bære en koncert. Og at der stadig er masser af saft og kraft i Placebo. (CG) The Raconteurs, Odeon, 20.15 Samtalerne inden Raconteurs-koncerten gik på, om Odeon ikke var alt for lille et spillested til en verdensstjerne som Jack White. Interessen for at se netop ham måtte jo være kæmpestor, hvilket den da også viste sig at være. Endnu mere interessant var det nu, om The Raconteurs rent faktisk var et godt liveband. Det er sangene, hvor Jack White og Brendan Bensons karakteristiske udtryk forenes, der berettiger The Raconteurs eksistens, og gør gruppen til mere end et fritidsprojekt. Dét høres tydeligt i “Steady As She Goes”, som de spillede ret tidligt i sættet til publikums store jubel. Sangen er et klart hit, fordi den fænger umiddelbart. Efterhånden virker den dog lige vel konstrueret. Raconteurs har ikke just revitaliseret rockmusikken. Men popdrengen og rockfjæset, der finder sammen, har vist sig som en fremragende idé, da det har affødt et varieret udtryk. På Broken Boy Soldiers har de fleste og bedste sange et tydeligt Brendan Benson-aftryk, som Jack White giver en tiltrængt kant med sin vrængende stemme og gennemtrængende guitar. Og det er medvirkende til, at The Raconteurs undslipper at lyde for meget som The White Stripes. I stedet har Jack White har fundet sig til rette i et langt mere poppet univers, end han plejer. Omvendt får Bensons sange en kant takket være Whites vrængende stemme og gennemtrængende guitar, som hans seneste plade The Alternative to Love manglede. Det forholdsvis varierede sæt bød på indfølte ballader, stærke popsange, eksplosive rockudladninger og enkelte covernumre fra et velspillende band, der overhovedet ikke lød som noget sideprojekt. (LDL)

Koncerter

Arctic Monkeys, The Strokes, Franz Ferdinand, 02.07.06, Roskilde Festival

5. juli 2006

Martin Thimes

Arctic Monkeys, Arena, 15.30 Koncerten med Arctic Monkeys havde ikke nævneværdig konkurrence fra andre scener; især efter Damian Marley Gong Jr. aflyste sin samtidige optræden. Derfor var fremmødet ved Arena så massivt, at der stod lige så mange udenfor som inde i teltet. Jeg var blandt dem, der ikke kom tids nok til at få plads under teltdugen. Derfor måtte jeg tage plads i bagende varme og så langt væk fra scenen, at jeg knap kunne skimte et band deroppe. Og fra dén position var det ikke et overvejende positivt indtryk, jeg fik af Arctic Monkeys. Det, der skæmmede koncerten allermest, kan dog ikke lægges bandet til last. Lyden var i den grad gal. Stortrommen var alt for høj, hvilket betød, at det ikke var til at skelne instrumenterne fra hinanden. Rytmeguitarer og trommer ramlede sammen, så det var svært at finde hoved og hale i melodierne. Det var kun leadguitaren og Alex Turners forkølede vokal, der udstak en kurs for melodierne. Selv om Arctic Monkeys kun har udgivet en enkelt plade, diskede de op med mindst en håndfuld gode sange. Heraf lød de fleste som hæderlige Libertines-efterligninger, hvilket ikke er entydigt skidt, men heller ikke noget at falde på halen over. De unge teenagere har charmen, energien og en killer-single i “I Bet You Look Good on the Dancefloor”. Og det var heldigvis muligt at høre, at de som band har et udmærket sammenspil, der er skramlet på den helt rigtige ærkebritiske facon. Den dårlige lyd ødelagde desværre for meget af oplevelsen. (LDL) The Strokes, Orange, 17.00 Is this still it? Spørgsmål var oplagt, da The Strokes endelig trådte op på Orange Scene – hele fem år efter de startede retrorockbølgen. Siden har bandets tæft for at skrive fængende rocksange langsomt, men sikkert fortaget sig. Det var naturligvis hovedsageligt sangene fra det seneste og halvlunkent modtagne album First Impressions of the Earth, der fyldte koncerten – og undtaget den glimrende single “Juicebox”, der indledte koncerten, forekom de nye sange ret intetsigende. Heldigvis har Strokes stadig sangene fra debutalbummet at trække på, hvilket de gjorde i en sådan grad, at det var et nostalgisk møde med gamle favoritter, man var vidne til det. For sjældent har et band med tre albums på bagen spillet så meget fra deres debutalbum. Og det stod hurtigt klart, at sangene fra Is This It ikke blot er Strokes’ stærkeste materiale, men også er særdeles langtidsholdbare numre. Det gælder især “Last Nite”, der uden sammenligning var koncertens højdepunkt. Newyorkerne afsluttede symbolsk med “Take It or Leave It”. Selv om de ikke længere hører til blandt de store og toneangivende bands, var de som liveband kompetent og velspillende. Så ja, Strokes holder stadig som band, men sangene skal være stærkere på en kommende plade, hvis de igen skal være et band, der er værd at tage til sig. (LDL) Franz Ferdinand, Orange, 19.30 Hvis udtrykket stadion-indie skulle klistres på et orkester, ville Franz Ferdinand stå forrest i køen. At gå fra Loppen i København, hvor de spillede for lidt over to år siden, til en stopproppet Orange Scene på Roskilde Festival med et syngende og gyngende publikum fra forreste række og helt om til køen ved madboderne bag tribunen, er imponerende. Ganske enkelt. For de har skrevet en samling imponerende popsange. “Do You Wanna”, “Tell Her Tonight”, “Michael” og ikke mindst smashhittet “Take Me Out” bærer alle de kvaliteter, som et pophit nu en gang skal have: hyperfængende omkvæd, en melodi, der ikke forlader hovedet de første par timer og en energi svarende til en kasse Red Bull. Desværre viste bandets svagheder sig også for alvor på den store scene. For de fleste af deres hits er iført det samme sæt overtrækstøj: den postpunkede 4/4 hi-hat, et huggende guitarriff og et simpelt hook. Problemet er, overtrækstøjet for det meste slet ikke passer til sangene, der kommer til at lyde som mere og mere utydelige fotokopier af hinanden. Faktisk er det muligt, uden de store krumspring, at synge omkvædet til “Take Me Out” hen over to tredjedele af deres sange, og det bliver kedeligt i længden. Sidst Franz Ferdinand spillede på Roskilde Festival var de et friskt indslag i regnen på Arena-scenen, og Domino Records må være lykkelige over at have et navn som dem på kunstner-listen, da de genererer masser af penge til at udgive andre og mere spændende navne. Men hvis de ikke forsøger at skifte overtrækstøj (de spillede et nyt nummer, der havde en folket undertone, hvilket var befriende midt i ensformigheden), er det nok sidste gang de kan trække så stort et publikum i så lang tid. (MT)

Koncerter

Band Ane, Dúné, 28.06.06, Roskilde Festival

29. juni 2006

Martin Thimes

Band Ane, Pavilion Junior, 13.30 Det er et evigt dilemma, hvordan electronica skal præsenteres? Skal kunstneren bare komme med sin laptop og stå foroverbøjet over den – eller skal der smides et band oven i de elektroniske spor? Ane Østergaard alias Band Ane valgte den sidste løsning og viste sin drum’n’bass-inspirerede electronica frem sammen med en bassist, en trommeslager og en soul-inspireret sangerinde. Og hun fik udnyttet en af de markante fordele ved at vælge live-modellen: Der var nemlig en fin kontakt med publikum, og det smittede at se, hvor meget hun nød at være til stede. Desværre måtte hun også trækkes med en af de klassiske ulemper ved at medbringe et band: Det hele blev vældig bastant, og især trommeslagerens indsats førte mestendels til, at Østergaards egne programmeringer blev trådt under fode. Ligeledes var der lige lovligt meget lige lovligt lækker soul-vokal, som tog fokus fra det, der virkede mest interessant, nemlig de originale elektroniske tracks, der dryppede og pludrede nedenunder. Østergaards næsten konstante melodika-spil blev – uanset dets børnetime-nostalgiske kvaliteter – lige vel ensformigt i længden. Men det er svært at være sur som anmelder, når man får serveret en lystig og naivt legende koncert, hvor hovedpersonen selv er glad og nærværende. Trumfen satte Band Ane ind knap midtvejs. Et nummer fik en brat afslutning, og bandet lod, som om laptoppen var gået ned – og da den velkendte Windows XP-melodi drønede ud gennem højtalerne, klappede publikum og smilede overbærende. Da lyden dukkede op igen, kiggede folk på hinanden – og fik tilråbet “snydt!” fra scenen, hvor bandet kastede sig ud i et nummer bygget på en opklippet version af netop Windows-melodien. Som live-show led koncerten ikke desto mindre under det tidlige spilletidspunkt; det er lidt firkantet sagt svært at lave et rave først på eftermiddagen. Men folk smilede og var glade – og så kan man bare glæde sig til den plade, der kommer til efteråret. Forhåbentlig uden alt det bastante og med lidt mere plads til de skæve, knirkende programmeringer, som det lod til, at Østergaard mestrer. (MA) Dúné, Pavilion Junior, 18.00 Onsdag var hypens hovedgade ført direkte til Pavilion Junior-scenen, hvor de purunge spradebasser fra Dúné Roskilde-debuterede med deres troværdige (eller tyvagtige, om man vil…) opdatering af alt fra 60’er-rock over letbenet synth og de så moderne postpunkede og huggende guitarriffs a la Gang Of Four. Fra start var deres optræden velorkestreret og gennemtænkt. Alt fra tøjet til det obligatoriske vandkast var gennemprøvet. Dúné har alt dét, Superheroes havde i starten af dette årtusinde, så sammenligningen er åbenlys. Men Dúné vil det anderledes og har en generelt mørkere lyd end Superheroes. Dermed har de ikke ligefrem taget den lette vej til pophimlen. Ja, faktisk virkede det, som om de har taget en stor omvej uden om dét fængende pophit, som de helt tydeligt har i sig. Og det kunne et ellers ret begejstret publikum så stå og vente på, mens de spillede, så efterskolepigerne segnede. Helt tørlagt for gode sange er Dúné dog heldigvis ikke, og det var især numrene fra deres seneste ep Go Go Robot, der løftede Mattias Kolstrups forsangersprællerier. “Robot Beat” er dansevenlig grænsende til det smittende, og især det afsluttende nummer “Go Go Valentina” rummede tilpas med afveksling og havde et bittersød tone, der efterlod et godt indtryk og ønsket om en lille smule mere af Dúné. (MT)

Artikler

Undertoners Roskilde-guide: søndag

23. juni 2006

Martin Thimes

Brokkerierne har været mange over søndagens program. Anken har været, at alt for mange bands i samme genre er klemt sammen på festivalens sidste dag, og et hurtigt kig på programmet, der gør, at jeg vil give kritikerne ret: Der er nok ikke andet at indse, at man ikke kan nå alle de NME-hypede orkestre med stramme bukser og sej attitude. Dagen starter kl. 12:00 på Odeon-scenen med Figurines, der gerne skulle være spillet varme efter en lang turné i USA og Canada som opvarmning for Tapes ‘n Tapes. Eksilnordjyderne har på deres seneste plade fundet den helt rigtige formel: Tag Creedence Clearwater Revivals stylist, tilsæt en stak indierock fra 90erne og drys til sidst med et skud stadion-Springsteen, og du har en velspillende og solid cocktail, der nok skal levere varen. Efter Figurines tager jeg mig den frihed at gå tilbage til min lejr for at drikke mig alvorligt beruset. Jeg forventer nemlig, at et opkog af en uges fest ender i noget, der kunne minde om en kulmination, når australske Wolfmother spiller på Odeon klokken 16. De går på scenen med referencerne skrevet med en stor, fed tusch i panden. Det er et sammenkog af Black Sabbath og Led Zeppelin, og de forsøger ingenlunde at skjule det, hvilket er ganske befriende. Hvis Wolfmother overrasker og spiller en koncert under halvanden time, smutter jeg nok forbi Orange for at se girafferne fra The Strokes, som går på klokken 17. Jenny Lewis & the Watson Twins er ligeledes programsat til klokken 17, men den yndige indie-heltinde må undvære mit selskab i eftermiddagssolen. Allerede først på eftermiddagen er jeg gået glip af Arctic Monkeys på Arena, men heldigvis ødelægger det ikke mit humør, for klokken 18 går de danske smadder-konger fra Hatesphere på Odeon-scenen. Hatesphere spiller en sund, jysk version af trash-metal iblandet ikke så lidt dødsmetal, og forsanger Jacob Bredahl er så tilpas ukompliceret, at jeg vil headbange mig tilbage til dengang, jeg stod og svedte bas-licks i et øvelokale i Vestjylland. Fee’, som de siger i Århus. Fødderne er nok til noget mindst lige så bastant efter Hatesphere, og her kommer Spank Rock på banen. Bas-mesteren Armani XXXchange og rapperen Spankrock er ikke for fine til at indrømme, at deres musikalske ambitioner har Røvrystestræde og Basvænget som sidegader, og jeg er, ligesom mange var det efter deres nylige koncert på Rust, klar på en rystetur. Det bliver helt sikkert festligt. Spank Rock spiller på Pavilion klokken 19. Herefter er det blevet tid til det tætteste, festivalen kommer på et boyband: sammenskudsgildet The Raconteurs med Jack White og Brendan Benson i front. Deres koncert på Odeon scenen klokken 20.15 bliver med garanti overrendt, men det kan ikke holde mig væk. Jeg vil dog håbe, at de får fyret tilpas mange af deres lifligt sommerlige rocksange af inden klokken 21, hvor festivalen for mit vedkommende skal afsluttes på Pavilion. Og forhåbentligt leverer Animal Collective en skovbundspsykedelisk oplevelse, der får lov til at prikke og stikke i resterne af mine trommehinder.De har for vane at skrue ekstra op for ekkopedalerne, og deres koncert er desværre i overhængende fare for at komme til at lide under dårlige lydforhold, men selv ikke dét kan mindske mine forventninger, da de med garanti spiller “Grass” fra sidste års så afgjort bedste plade, Feels. Og så er det ellers tilbage til lejren for at redde mit telt fra de tossede punkeres hærgen.

Artikler

Undertoners Roskilde-guide: søndag-onsdag

19. juni 2006

Martin Thimes

Sidste års skrotning af den blokvogn, der udgjorde den såkaldte campingscene, til fordel for Pavillion-scenen var et smart træk af Roskilde Festival. For med ét startede festivalen fire dage tidligere end før. I år hejses retroflaget tidligt. Første navn på Pavilion Junior, hvis program starter klokken 15 søndag, er norske The Cheaters. Hvis det er lykkedes at finde et hjørne at pløkke mit beskedne telt op på inden da, er de helt sikkert værd at spilde lidt tid på, selv om 60er inspireret garage-beat med mod-undertoner og tillægsord som “heftig” er blevet stærkt fortyndede begreb siden The Strokes udgav Is This It?. Det er nok alligevel optimistisk nok at tro, at teltet makker ret, så første sikre kort på Pavillion-Junior er danske Nordstrøm, der spiller klokken 18. Det har krævet et meget hårdt hjerte ikke at falde for deres Liga.dk-hit “Berlin”, der er et af den slags numre, der ikke kan undgå at blive et hit til trods for en æstetisk fejlfortolkning af en musikvideo. Hvis de har to-tre sange i samme elektropoppede kaliber som “Berlin”, skal både deres koncert og kommende plade nok blive et hit. Resten af søndagen er lidt af en ørkenvandring. Danske EX PMX springer jeg let henover, da jeg bedst kan lide min rock elektrisk og ikke elektronisk, ligesom jeg nok også kan undvære Yellowish og deres opdateringer af shoegaze-genren. Mandag har planlæggerne heller ikke været for venlige ved de festglade gæster. Godt nok starter musikken allerede 13:30 med den nyeste Crunchy Frog-signing Wolfkin, men deres retro-soundtrack-lyd passer bedre til en hipster-klubaften i København end til en tidlig mandag eftermiddag på en dyrskueplads. Song to the Siren, hvis debutplade Fighting with Cliché Demons Undertoners anmelder ikke brød sig synderlig meget om, er nok værd at bruge en time på. Hvis man kan abstrahere fra den danske accent på vokalen, skal deres koncert klokken 18:00 tirsdag nok blive en fin omgang 90’er-inspireret art-rock ikke ulig musikskribenters favorit-reference Jeff Buckley. Bedst er de dog, når de slipper deres nedslidte eksemplar af Grace, som eksempelvis i “Hail Mary”. Med det ene øje rettet mod mørket og det andet mod canadiske Constellation Records spiller The Seven Mile Journey op til alt andet end dans, når deres nordjyske version af postrocken fremføres klokken 19.30 mandag. Samme dag har århusianske Lis Er Stille også spillet, men jeg sætter så afgjort pengene på deres nordlige musikalske slægtninge. Tirsdag vil jeg nøjes med at lægge kind til en dobbelt-lussing fra først de danske math/posthardcore-rockere fra Menfolk, der skal forsøge at løfte arven fra den aldeles glimrende koncert, pladeselskabsbrødrene fra Lack gav sidste år, og bagefter svenske Deltahead. Menfolks univers er nærmest melodifjendsk, og det kommer til at svide skønt i kinderne og hyle i ørerne bagefter. Deltahead har allerede vundet mit hjerte alene på bandbeskrivelsen, der lover Mötörhead blandet med gammel deltablues. Om ikke andet, så kan novelty-faktoren skærpe lysten til at vandre mod Pavilion-området, som er overraskende tyndt besat i år. Onsdag vinder Band Ane helt sikkert en plads i mange ungersvendes hjerter, med hendes efter sigende ganske feminine elektronika-knas, hvilket jeg ingenlunde har lyst til at gå glip af klokken 13.30. Måske går jeg til gengæld glip af Dúné klokken 18.00. Adskillige medier gik i kollektiv ekstase efter deres optræden på Spot-festivalen i Århus for nylig, og jeg har da også en lille fidus til deres The Who-inficerede synth-rock. Om ikke andet, så kan ungersvendene give et skud tiltrængt energi til torsdagens strabadser på de større scener.