I gråzonen mellem de sene nattetimer og tidlige morgentimer gav et lille kvarter med tekniske vanskeligheder Oneohtrix Point Never svære betingelser, når det kom til at fastholde publikums koncentration - dog uden at have indflydelse på selve musikken.
Lee Ranaldo kan sagtens selv uden sit berømte band og slog endnu en gang fast, hvorfor han er en af verdens ypperste guitarister.
Når Copenhagen Collaborations materiale i perioder ikke helt var stærkt nok til at fastholde publikums opmærksomhed, supplerede den enorme konstellation med uanede mængder af spilleglæde og kærlighedserklæringer.
I ly for regnen fandt man på Gloria Jakob Bro og Thomas Knaks samarbejde, hvor elektronik og guitar i et reciprokt forhold modsvarede og underbyggede hinandens stemmer.
Det var et rent sansebombardement, da The Megaphonic Thrift indhyllede Pavilion i deres drømmende og melodiske støjrock.
Det var en sjov oplevelse, men der var ikke noget fokus, overblik eller sans for komposition at spore i Araabmuziks aggressive IDM/rave-dubstep.
Der var trommer, bas, turntables og synth, og det var også bandets fortjeneste, at denne koncert for mig nærmede sig det legendariske.
Janelle Monáe spillede for andet år i træk på Roskilde Festival. For gengangere har det muligvis været en gentagelse af sidste års koncert. Men for nybegyndere var det en stor fest.
Den både smågenerte, fortællelystne og til tider rablende Sam Amidon havde Gloria i sin hule hånd, når han fortalte historier, pinte sin violin og inviterede til fællessang.
The Shins er overlegne i disciplinen 'indie', og dét faktum lagde de ikke just skjul på ved torsdagens hitparade af en koncert.
Mike Hadreas leverer en inderlig og følsom koncert, der imidlertid er svær for alvor at fortabe sig i under publikums snakkeri.
Trash Talks forsanger Lee Spielman sked hul i reglerne og hoppede blandt publikum, crowdsurfede og opfordrede publikum til både at ryge joints og danne circlepits, hvilket de så gjorde. Resultatet? En af de bedste Roskilde-koncerter, denne anmelder nogensinde har oplevet.
Modeselektor bød op til bal med deres genremæssigt ukategoriserbare og dansable electronica. Det var rave efter alle kunstens regler, og der var nærmest ikke en stjæl foran Apollo-scenen, der på en eller anden måde ikke dansede, hoppede eller kastede armene i vejret.
Apparatjik balancerede mellem kaotisk totalteater og elektronisk fest i et show, der i sin helhed fremstod for usammenhængende og overkonstrueret til rigtigt at være et kreativt frirum.
Læg et bagkatalog i særklasse, en stadig lige gribende weltschmerz-vokal, et band sammenspillet til perfektion og et lykkeligt publikum sammen, og du har torsdagens tre timer lange The Cure-koncert.
Martyn fortsatte en torsdag aften med et sparsomt publikumsfremmøde foran Apollo. Men desværre fik hollænderens dansevenlige musik ikke den nødvendige respons, og festen blev – fraregnet en halvstor håndfuld individer foran scenen – en noget tam affære.
Britiske Lone blev solnedgangens soundtrack torsdag aften, hvor festen udeblev for i stedet at blive erstattet med afslapning på den menneskefattige græsplæne foran Apollo.
Skotske Django Django startede blødt, men endte med at holde fest for et taknemmeligt og festivalhungrende publikum. Deres psykedeliske mix af alverdens genrer startede festen på Pavilion.
Slowolfs debutkoncert på Pavilion starter og slutter på samme vis med en nedpitchet »slowolf«-messen, der sætter scenen til en lettere forvirrende blanding af alskens musikalske genrer.
French Films var en solid koncertoplevelse. Ikke så meget pis, gimmicks eller jokes, blot gode og stærke sange.
