Nyheder

Januar-koncerter: århusiansk, kreativ klasse med islænding og bjældeklang

Skrevet af Camilla Grausen

Januar er og bliver en af de mest forkølede, hosteplagede og tømmermændsramte måneder. Sådan rent koncertmæssigt. Alligevel er der visse live-lyspunkter i januarmørket…

Koncert-Danmark holder altid en længere juleferie end vi andre. Mange spillesteder har slet ikke noget på plakaten før de sidste dage af januar, og generelt set er det bare ikke årets første måned, der byder på de store koncerter. Alligevel er der da noget at finde frem hist og her, så Undertoner siger både “godt nytår” og “hurra for 2011” og anbefaler følgende koncerter:

Helgi Jónsson: Islandsk musiker foran islandsk askesky (næsten).

Det er i Århus, der sker mest på koncertfronten i januar. Her løber det nye initiativ, Musik Aarhus Festival, af stablen midt i måneden med en række koncerter med århusianske bands i forskellige genrer på diverse århusianske spillesteder. Blandt de mest interessante aftener er torsdag den 13. januar på Train, hvor de tre indiepop/rock-bands Men Among Animals, I Will Furnish Your Sunday Mornings og King’s Light Infantry giver koncert. Sidstnævnte udgav sidste år ep’en Crops, som Undertoners anmelder fandt vældigt lovende – især kvintettens nummer “Home”. Bedøm selv på Train. Også Musik Aarhus Festivalens elektroniske aften er værd at nævne. Her indtager Fire Slag, Badun og Aebeloe scenen efter tur. Det sker lørdag den 15. januar på Musikcaféen.

Til dem, der har på fornemmelsen, at de bare bedst kommer i gang med det nye år med lidt hip-hop, er der også hjælp at hente. Enten af den amerikanske slags, når J. Cole, der efter sigende skulle være den nye store ting, signet på Jay-Z’s pladeselskab Roc Nation, går på scenen i Lille Vega den 17. Eller af den danske slags, når M-Cnatet, Ham den lange, Kejser A og flere danske hip-hoppere indtager Studenterhuset i København den 21. januar. Arrangement kan kun ses som en god grund til igen at linke til M-Cnatets sjove, fængende og lidt for sande “Den kreative klasse” fra sidste års Om nogen.

Tirsdag den 25. og onsdag den 26. januar får Jazzhouse i København islandsk besøg. Det sker når Helgi Jónsson kommer forbi med nordisk folkpop bl.a. fra sin nye ep Blindfolded. Helgi Jónsson er tidligere trombonist for Sigur Rós, og er i det hele taget noget af en multiinstrumentalist — for tiden er det dog guitar, klaver og stemme, der er i fokus i Jónssons musikalske univers. At manden også har humor og en god publikumskemi, oplevede undertegnede i 2009, da Jónsson optrådte i Lille Vega til en dobbeltkoncert med Marie Fisker.

Lørdag den 29. bliver det vist nok rimelig hipt på Loppen. Det sker når den eksperimenterende og støjende popduo Sleigh Bells giver koncert. Den amerikanske duo, der består af Alexis Krauss og Derek Miller, udgav i 2010 debutalbummet Treats på selskabet N.E.E.T., som er ejet af ingen ringere end M.I.A. Albummets rytmer og skøre indfald har sikret Sleigh Bells omtale på en del af de internationale musikmediernes lister over de bedste album fra 2010.

Se flere anbefalelsesværdige koncerter over hele landet i Undertoners koncertkalender, der opdateres løbende.

Leave a Reply