Da den danske sekstet Homesick Hank skulle indspille sit andet album, satte de sig for dels at få en god producer og dels at lave en upoleret plade. Og det sidste gav sig selv, da de fik en aftale i stand med produceren Paul Oldham, hvilket tilmed gav adgang til hans bror Will.
Oakley Hall serverer på deres tredje album en god gang country- og folk-inspireret syrerock. Til tider kan man næsten sættes i trance og leve sig helt ind i musikken. Men det kræver at forholdene er helt rigtige, og det er de ikke i den danske sommervarme.
Amerikanske Oceanographer har skabt et soundtrack til dage med vedvarende stille regnvejr og melankolsk dagdrømmeri. Pladen byder på mange stemningsmættede og atmosfæriske øjeblikke, men alligevel sniger monotonien sig på undervejs. Og selv om udtrykket varieres undervejs, savner man lidt mere dynamik.
Selv om man må kigge langt efter sange fra dette års roste Digital Ash in a Digital Urn, tilfører Conor Oberst så meget intensitet og skævhed til resten af sit bagkatalog, at man lige akkurat kan bære savnet.
Man bliver bestemt ikke skuffet over opfølgeren til Hope to Her. Thomas Denver Jonssons 13 nye personlige sange er overbevisende, hvilket ikke mindst skyldes The September Sunrise, der spiller, så man glemmer kulden, der ligger på lur udenfor.
Mens efteråret rusker løs, udsender svenske Amandine sit debutalbum. Efteråret passer da også bedst til udgivelser af denne kaliber, som rendyrker det melodiske og melankolske. Resultatet er en plade, der tager udgangspunkt i den amerikanske alt. country med banjo og hele molevitten.
Den yderst produktive alt.country-superstjerne er klar med sit andet album i 2005, der på trods af flere glimrende sange ender som en mindre skuffelse ved at fokusere alt for meget på svage countryballader.
Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.
Der males med gråtoner på Favourite Colours, og måske bør man lade pladen ligge indtil efteråret. The Sadies leverer nemlig melankoli og psykedeliske country/folk-sange, der egner sig bedst til korte dage og kolde nætter.
Denne unge norske trio spiller, som om de har 25 år bag sig som band, og trækker på inspirationer fra både The Doors og countrygenren. Det resulterer i en del gribende og melankolske lofi-perler samt deciderede popnumre, der sagtens kan vinde fodfæste hos et større publikum.
Conor Oberst vil gerne fortælle os historier, og vi gør klogt i at lytte efter. I'm Wide Awake, It's Morning tager tråden op, hvor Lifted... sluttede: Bright Eyes dykker yderligere ned i country og folk og leverer en håndfuld personlige sange, der lyser klart ved deres nærvær.
Wilcos musikalske udvikling breder sig mere ud end nogensinde før. Yankee Foxtrot Hotel er et spraglet, alsidigt album, der befinder sig væsentligt på afstand af den alt. country-lyd, bandet fra første album tog udgangspunkt i.
Den moderne, rockede country er brændpunktet på Tenderlouds debutalbum Shadow Red Hand. Desværre fungerer pladen som en større applaus end som et individuelt kunstværk.
Light-produkter kan i visse tilfælde være både gavnlige og sunde, men musikalsk set bør man være varsom med disse produkter. De originale og oprindelige udgaver smager for det meste væsentlig bedre, og i tilfældet Frank Smith er Burn This House Down desværre lidt et light-produkt.
Der er dømt dogme for alle pengene på Damien Jurados nye EP. De fem sange er alle optaget på genbrugsbånd og en gammel spolebåndoptager fra 1967. Det kræver lidt tilvænning, men er absolut værd at lytte til.
Wynona tager den amerikanske alt. country og iblander en skandinavisk varme og skrøbelighed. Tilbage står vi med genren nordicana og en plade, som er et decideret mesterværk.
Thomas Denver Jonsson & the September Sunrise har med Hope to Her lavet en utrolig smuk og melankolsk countryplade, og vi bøjer os endnu en gang i støvet for vort broderland Sverige.
Det kunstneristiske udtryk er temmelig strittende; Billy Bob Thornton beviser ikke desto mindre, at han ikke er nogen helt ilde sangskriver. Men kunne en eller anden for pokker ikke have bedt ham stryge den kærlighedserklæring til fru Angelina?
Jay Farrar vender langt om længe tilbage. Et rart genhør som desværre hæmmes af en skramlet lyd og lidt for tydelig Neil Young-inspiration.
Larsen and Furious Jane har skruet en række perler sammen. I'm Glad He's Dead er en fremragende plade, der på en opfindsom måde blander folk, gospel og indierock.
