Tredje Homesick Hank-udspil er dejligt at lytte til. Neonskiltet siger nordicana og skandinavisk melankoli. Det er ikke overdrevet trist, indelukket eller navlepillende, ej heller noget studie i jubelglade sange, og det er faktisk ikke så tosset endda.
Når et band opkalder en plade efter bandet, giver det en forventning om, at hovedet er slået lige på sømmet. Med Wilco (The Album) lever Wilco så absolut op til forventningen.
Sydstaterne i 50’ernes USA; en gruppe mænd med guitarer, en kvinde med rød læbestift og krøller, alle med cowboystøvler og -hatte, der nikker let i takt til kvindens sang. At country heldigvis kan være meget andet og mere end dette, beviser Lay Low.
På Changing Horses skifter Ben Kweller hest, som andre skifter sokker. Man tvivler ikke på mandens talent inden for countryen og den bløde guitarrock, men han burde alligevel holde sig til det sikre lidt oftere
Lornas tredje album er ni numre om kærligheden og dens op- og nedture. Serveret af ægteparret Mark Rolfe og Sharon Cohen-Rolfe med et musikalsk bagtæppe af afdæmpet, country-inficeret slowpop er det en følsom cocktail, der kun lader de hårdeste hjerter være upåvirkede.
Med Cardinology rammer Ryan Adams bunden. Hvad der engang var den alternative countrys gulddreng, lyder nu i stedet som årgangs-Bon Jovi, og som lytter må man sætte hælene i. Det her er ganske enkelt utilgiveligt ringe, i forhold til hvad manden tidligere har præsteret.
Danske Southern Gothic Tales blander præriebyens lugt af hestemøg med sømandsskrøner fra havnekajen, hvilket resulterer i en småskizofren, stemningsfuld og vellydende plade med elementer af både roots og blues.
David Eugene Edwards fra 16 Horsepower viste sig fra sin mindre vanvittige og udskejende side, da Woven Hand gæstede et udsolgt Lille Vega lørdag aften. Det betød, at der kun i momenter var den vildskab, man normalt forvente i hans selskab.
Velspillet opfølger til debuten af talentet David Vandervelde, som har skabt en tidløs plade i hulrummet mellem alt. country og glamrock. Man bliver konstant henrykt over, hvordan han forvandler selv de mest kedsommelige melodier til store oplevelser ved hjælp af sin fortryllende vokal.
Selv om man uvilkårligt fristes til at antage det modsatte, viser det første album fra den københavnske duo/trio Frokost sig at være en ganske fornuftig plade. Fornuftig, ja, og eksperimenterende med atypiske genresammensætninger, men først og fremmest sympatisk.
Der er lagt i ovnen til støvede ørkenlandskaber og øde spøgelsesbyer på Human Bell, der er Dave Heumann og Nathan Bells debut under samme navn. Det er et lovende album, men det bliver desværre ved dét – efter kort tid flyder den instrumentale alt.country sammen og bliver for ensformig.
Titlen er lidt misvisende, for der er ikke meget nyt under solen, hvad angår The Sadies. Skidt for dem, der trænger til nyt blod, men godt for dem, der har hang til countryinspireret rock med melankolske undertoner, og som i øvrigt synes, at deres forrige udspil var værd at lytte til.
Det er faktisk ret godt, men samtidig også en gentagelse af noget, der ligeledes var ret godt. Forvirret? Tja, det er, som om Blanche ikke rigtig har fået fødder ud af gummistøvlerne fra deres fine debut, og selv om plade nr. to er fyldt med memorable øjeblikke, så smager det hele lidt ligesom sidst, bandet udgav en skramlet countryplade.
Godt håndværk - men ikke noget nyt under solen. Det er hørt masser af gange før, hvilket går hen og bliver pladens helt store problem. Emil Friis er en gedigen sangskriver, men han har stadig et pænt stykke op til Dylan, selv om han forsøger at lyde lidt ligesom den gamle mand.
I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.
Conor Oberst har igen dyppet inspirationssnablen i countrykilden og pennen i sindets mørke sider. Og på ny er der så meget dybde og kvalitet i musikken, at Cassadaga fortjener at blive voldspillet, også uden for teenageværelsernes. Min varmeste anbefaling til alle med interesse i alt. country og indie-folk.
På trods af at Eleni Mandell er bosat i Los Angeles, er hendes lyd rigtigt støvet. Men det er den type støv, der giver musikken varme og intensitet. Miracle of Five lyder mere som the Great Plains end som smog-fyldte L.A. Troen på ægte kærlighed er temaet for denne herligt naive singer/songwriter-plade.
Den nyeste dyreart i Crunchy Frog-junglen hedder Wolfkin, og som forventet er der tale om et band med masser af ambitioner og grimasser. Dette ændrer desværre ikke det faktum, at Brand New Pants til tider er en temmelig langtrukken affære.
Når det nærmest uundgåelige danske tungsind overmaner dig i takt med efterårets komme, har du med denne plade fundet et perfekt lydspor. Stemningen er reflekterende og tungsindig, og bandet med Jason Molina i front forvalter den blå stemning værdigt med tyst alt. country og stemningmættet bluesrock.
Kærestesorg + toge, der kører væk + whisky-tåger = business as usual. Rocky Votolato præsenterer en til tider ultra-kynisk ligning for, hvordan man spiller alt. country, men mangler at bevise, hvorfor man bør gøre det.
