Tag - ambient

Koncerter

Tim Hecker, 08.02.12, Stengade, København

Når Tim Hecker lod blafrende lysglimt og ildevarslende uforudsigelighed trænge sig vej ind i den nattemørke vinterskov, var hans Stengade-optræden både knugende og opslugende. En højere grad af manipulation af mørket havde dog højnet helhedsindtrykket endnu mere.

Plader

David Lynch: Crazy Clown Time

Det er et underligt fænomen, når nulevende kunstneres udtryk gøres til et adjektiv i sig selv, men det er alligevel tilfældet med den lynchanske Lynch. Havde det været enhver anden kunstner, som blev beskrevet som lynchansk, ville det være et adelsmærke, men når det gives til manden selv, får det en vis reaktionær klang. Det eneste mere underlige er albummet selv.

Plader

Reigns: The Widow Blades

Reigns leverer et bizart musikalsk projekt inspireret af en kvindes mystiske forsvinden under en snestorm i 1978. Duoen åbner op for et bidende koldt og dystert rum i et forsøg på gennem musikken at rekonstruere den uopklarede begivenhed.

Plader

Nils Frahm: Felt

Med yderst sagte anslag leverer Nils Frahm et smukt album bestående af simple melodier tilsat atmosfære fra det arbejdende pianos mekanik.

Plader

A Winged Victory for the Sullen: s.t.

Adam Wiltzie fra den ikoniske droneduo Stars of the Lid har slået sig sammen med pianisten Dustin O'Halloran. Det er en drømmekonstellation, og deres debutplade er betagende smuk – og lyder helt som forventet. Også lige lidt for meget.

Plader

The War on Drugs: Slave Ambient

At lytte til Slave Ambient er som at åbne en slikpose fyldt med små stykker amerikansk rockhistorie. Pladen er for dem, der kan lide smagen af blød og nostalgisk rock, men samtidig ikke er bange for et stykke med ambient eller støj.

Plader

Sun Araw: Ancient Romans

Sun Araws femte album lever måske ikke helt op til tidligere meritter, men spredt ud over en spilletid på en time og 20 minutter leverer Cameron Stallone alligevel til tider fremragende neo-psych.

Plader

Marsen Jules: Nostalgia

Den tyske ambientproducer afprøver et lidt mørkere udtryk end hidtil, og resultatet er aldeles lytteværdigt. Det skyldes dog snarere melankolien end melodimaterialet.