Københavnske New TV Wonders – tidligere The League – giver et udmærket bud på, hvordan man kan forene energi med det mere mørke, uden at det går ud over popgenrens lette og ligefremme kvaliteter.
Tag - atmosfærisk
Benjamin Finger: Woods of Broccoli
Woods of Broccoli er en blød, skumgummiagtig, porcelænsbeklædt og porøs omgang skrøbelig lydleg, der farer fremad i minimalt tempo, men med intentionerne og helheden grundigt gennemarbejdet.
Black Moth Super Rainbow: Eating Us
Undertoner har sendt Martin Thimes på ferie med seneste udgivelse fra de amerikanske electropop-eksperimentører som soundtrack.
Daniel Lanois: Here Is What Is
80'ernes producerikon og manden bag nogle af de største kunstneriske popalbums i nyere tid har med Here Is What Is valgt at efterfølge 2003-succesen Shine med en ordentlig omgang tom luft, lommefilosofiske samtaler og svævende pedalsteelguitarsovs.
The Romanian Empire: View From a Highwire
Pladen indeholder passager af sublim drømmende poplandskaber, men desværre også en række halvfabrikata, som hører ingen steder hjemme. Man kan vel kalde View From a Highwire for en både og -oplevelse, der viser lovende tegn, men som ikke udløser indre eksplosioner hos lytteren.
I Got You on Tape: 2
Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.
múm: Go Go Smear the Poison Ivy
Selv om múms fjerde udspil som vanligt bunder i en elektronisk form for folk, er der sket noget med både bemanding og lydunivers på Go Go Smear the Poison Ivy. Større udadvendthed, nye eksperimenter og mere åben vokal er med til at bringe bandet mere up to date.
Circa Survive: On Letting Go
Med debutpladen fra 2005 viste Circa Survive sig som et lovende navn inden for atmosfærisk emorock. På opfølgeren viser de ingen nye takter. I stedet gentager de sig selv i 12 sange, der alle ligner hinanden og fremstår som en intetsigende masse.
Heligoland: A Street Between Us
Den australske slowcorekvintet Heligoland skriver også på sit andet album fine, sfæriske sange. Sangerinden Karen Vogt har en glimrende stemme, men den kan ikke ændre på, at bandets bedrifter bliver lige rigeligt monotone i længden.
Martin Ibsen: Begynderheld
Hjemmestudieudgivelse uden alt for meget selvhøjtidelighed og en vis portion iderigdom. Martin Ibsen forsøger at undgå Mikael Simpson-prædikatet, men han kan ikke løbe fra, at "jeg arbejder alene om natten"-strategien har inspireret ham – med delt succes.
Sickoakes: Seawards
Sickoakes' debutplade er en nænsomt vuggende, glasklart klingende postrock-rejsereportage fra langstrakte fantasirejser over havet – eller hvad det nu er, der kan adskille os fra dem, vi længes efter.
Epo-555: Mafia
Danske Epo-555 har altid skuet mod højere luftlag, og mens de har stået dér med himmelvendte blikke og tænkt romantiske tanker om den gode popsang, har de produceret soundtracket til et sådant fastfrossent moment. Titlen er Mafia, og pladen er – for at bruge et fint, positivt ladet ord – god.
Film School: s.t.
Det er mørkt, røgfyldt og smager af 80'erne. Film Schools andet udspil reproducerer i fin stil lyden af tidlig The Cure og det dystre Manchester, blandet med shoegazing og ærlighed. Og det er slet ikke så dårligt igen.
I Got You on Tape: s.t.
Der er hverken indrømmelser, tilståelser eller øvrigt bevismateriale på båndspolerne hos det danske band I Got You on Tape. Derimod præsenterer de på deres debutplade tilbagelænede og atmosfæriske popvignetter, der stiller krav til sin lytter for fuldt udbytte.
Faunts: High Expectations/Low Results
Nogle af de bedste nyskabelser fra de seneste år i musikken, Canada og postrock, mødes på dette udspil. Canadiske Faunts er klar til at overvælde dig med underspillede sange og lette lag af overvældende støj. Eller i hvert fald ville de gerne kunne det.
IDAHO: The Lone Gunman
IDAHO er veteraner på den amerikanske slowcore-scene, og på deres 10. udspil præsenterer styrmand Jeff Martin små filmiske montager. Men trods et fint atmosfærisk startniveau blændes den indre skærm af tilbagevendende hvid monotoni, hvor musikken går i tomgang og ikke rigtig når at berøre lytteren.
The Zephyrs: Bright Yellow Flowers on a Dark Double Bed
The Zephyrs nye album Bright Yellow Flowers on a Dark Double Bed er køn musik, der dog falder en anelse til jorden i længden. Det skotske band mangler generelt noget nerve på sangene, som er skiftevis smukke og halvkedelige. Og så sætter bandet i øvrigt rekord i steel-guitarer på et ikke-country-album.
Iggu: s.t.
Århusianske Iggu breder sig på denne demo fra en herlig shoegazer-inspireret lyd til det meget nedtonede og sørgmodige med sanger Eva-Louise Rønnevangs stemme vokal helt i front. I det hele taget lover demoens tre numre rigtig godt for kvintettens fremtidige udspil.
Adem: Homesongs
En lejlighed i London-kvarteret Stoke danner rammen om et af årets mest overbevisende debutalbummer inden for singer/songwriter-genren. At en brite skulle rende med den titel, er næsten utopi, men det er ikke desto mindre et faktum, som selv den mest fanatiske amerikaner må acceptere.<
Further Seems Forever: Hide Nothing
Tredje plade. Tredje forsanger. Further Seems Forever fortsætter ufortrødent, men træder yderligere et trin nedad i formkurven. Energisk drift er her forvandlet til kedelig pænhed.