Langt om længe fik vi lov at overvære det eksperimenterende irske, folkband Lankum på dansk grund, og det var al ventetiden værd. Deres ulmende klangflader fra alskens instrumenter, pirrende vokaler med både mord og kærlighed på hjerte, og ikke mindst danske børnesange leverede på de fleste fronter.
Tidens umiddelbare banneførere for dansk, psykedelisk rock, Mythic Sunship, inviterede indenfor til to aftener på Alice, hvor bandet havde æren af at kuratere et bredt udvalg af eksperimenterende musikkunst fra ind- og udland.
Med en koncert, de både bød på en sublim lydkulisse og en tour de force udi deres bagkatalog, fremstod sanfranciskanske Wooden Shjips i Loppens lavtloftede, tætpakkede lokale bedre på dansk grund, end de har gjort i næsten 10 år.
Der er en hårfin grænse mellem gal og genial, og det er i netop det område, den aalborgensiske duo Kogekunst formår at boltre sig med et legende overskud.
Preoccupations tredje studiealbum tager bandet i en retning af et større mere udflydende og fyldigt lydbillede, men desværre er det på bekostning af god sangskrivning og nævneværdige melodier.
I Will See No Moon No Sky er et kontrastfuld album. Det rummer både en kompromisløs tomhed og en larmende grimhed, og Crystal Shipsss følelsesmæssige rutsjetur er bestemt ikke for sarte sjæle.
Den svære toer skuffer ikke i tilfældet The Malpractice. Mass er nemlig sort som en kulkælder, ond som djævlen og pokkers vanedannede, og Gammelby & co. når næsten helt i land.
Telstar Sound Drones første album udgøres af en kontant omgang støjende og indadvendte sange. Magen til veludført og originalt debut skal man lede længe efter, for det er, som om alt falder i hak for de tre musikere her i første forsøg.
Triphop-legenderne Portishead er så overlegne, så sikre og deres lyd så intens live, at det er helt uhyggeligt. De lukkede og slukkede NorthSide Festival 2013 og beviste, at deres musik i den grad er langtidsholdbar.
Engelske Toy berømmes for deres musik og liveshow, som på en gang er krævende, eksperimenterende og samtidig melodisk tilgængeligt. Lyder det som uforenelige kvaliteter? Så quiz, vind og oplev krautrockbandets potentiale på første hånd.
På bandets andet album har Moon Duo stadig fuzz-pedalerne trådt i bund. Resultatet er svedig syrerock, hvor der dog også findes plads til iørefaldende indslag på en intens og overbevisende plade, der indløser forventningerne næsten uden at træde ved siden af.
Ved siden af mig står på franskmænd og råber. De har ikke været i bad i en uge, men er bare vilde med dansk syrerock. De råber på Causa Sui og udtaler konsekvent sidsteordet som den franske glose for 'er', suis, og bukkes gentagent sammen i musikkens fysiske manifestation.
Portishead leverede fredag en knugende smuk koncert, hvor numre fra alle tre fuldlængdealbums tog et vedholdende greb i de utallige foran Orange Scene.
Earth vender tilbage med et album, der ikke føjer meget nyt til, men på den gode måde. Det er dystert, melankolsk og slet ikke til at få nok af.
På The Black Angels' tredje album har Texas-bandet fundet en lidt mere kompakt og strukturel lyd, uden at det er blevet kedeligt. Pladen indeholder desværre også nogle af de børnesygdomme, som har forhindret det helt store gennembrud.
Who Killed Sgt. Pepper er en genremæssigt og kvalitativt svingende plade. Kun den dronerockende side af pladen svinger rent musikalsk.
Så er sidste omgang plader, vi overså i 2009, klar, og vi er dermed meget tæt på at offentliggøre vores årsliste for 2009. I mellemtiden kan du opdage disse plader...
Danmark må nu bevidne opkomsten af et mutantband, der æder alle. En dybt upersonlig organisk maskine, der siger "skråt op – jeg elsker dig". Nogle vil kalde det "kraut", andre "space"; Svartbag siger ja til det hele og aftvinger Undertoner en nostalgisk hyldest.
The Black Angels viderefører på sit andet album den gennemført psykedeliske mørkerock, de lagde for dagen på den fremragende debut, Passover. Desværre virker det lidt, som om der er gået repetition i dronemaskineriet.
Den japanske trio Boris er igen aktuelle med en samarbejdsplade – denne gang med den japanske koryfæ, Michio Kurihara. Men i modsætning til det tidligere så potente samspil med Sunn O))) er der andre stemninger på spil, og det er desværre ikke kun guld, der venter for enden af denne regnbue.
