Tag - Oh No Ono

Artikler Koncerter

Det Elektriske Barometer 25 år

Søndag den 13. november fyldte radioprogrammet Det Elektriske Barometer 25 år. Det blev fejret af bands, lyttere og værter i Koncerthuset. Undertoner har kastet et blik på det elskede programs historie og kigget forbi fødselsdagskoncerten.

Nyheder

Fredagsvideo: Oh No Ono: “The Tea Party”

Alligevel rimelig trist at få røvet alle sine instrumenter, ledninger, synths, optageudstyr, computere osv. og så måske ikke engang få det dækket. Det er sådan ca. sket for Oh No Onos studie Moono, og derfor er Oh No Ono denne uges fredagsvideo.

Nyheder

Oh No Ono spiller gratis til Refshalen Festival

Helt ude i toppen af Amager, hvor skibsarbejderne engang stod og byggede foruroligende store skibe som efterfølgende sejlede jorden rundt, ligger i dag øvelokaler en masse, hvor en stor del af Københavns talentmasse sveder for at kunne levere engagerede live-oplevelser. På lørdag den 28. august kan du ganske gratis få smagsprøver på, hvad der foregår i B&W’s gamle lokaler. Refshalen Festival præsenterer nemlig for første gang deres koncept ude på en af Københavns mest fantastiske postindustrielle områder. Fra kl. 14 og frem til midnat kan du på det store græsareal lige ved siden af øvelokalerne opleve alt fra psychpop over støjrock til fusionsjazz. Bl.a. internationalt kendte Oh No Ono og Supershine, som er husorkester i “Live fra Bremen”. Hvis dine ben er tynde nok til et par Cheap Mondays, men ikke kan klare cykelturen, kan du tage bus 40 lige til døren.

Nyheder

Ny dansk koncertvideoserie ser dagens lys

Et nyt danske site dedikeret til koncertvideoer ved navn The Copenhagen X Sessions lancerer nu en ny koncertvideoserie. 17 danske bands, der blandt andet omfatter I Got You on Tape, Fallulah, Oh No Ono, White Pony, WhoMadeWho, Sleep Party People og The Kissaway Trail, vil i den kommende tid indspille en række koncertvideoer indeholdende numre skrevet specielt til projektet, der er et samarbejde mellem Roskilde Festival og Sony Ericsson. Good Boy! Creative, der før har instrueret musikvideoer for blandt andre I Got You on Tape og WhoMadeWho, kommer til at stå for billedsiden, mens Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen fra epo-555 håndterer lydsiden. Videoerne bliver offentliggjort på projektets egen hjemmeside i løbet af september.

Nyheder

Huset i Magstræde fejrer 40-års-fødselsdag med Oh No Ono

Huset i Magstræde fejrer 40-års-jubilæum i weekenden den 16.-18. april med en fest, der varer intet mindre end 40 timer og fylder alle husets scener. Med til at fejre Husets runde fødselsdag er Oh No Ono, der netop nu er godt i gang med at turnere i USA, hvor deres roste album fra sidste år, Eggs, også er udkommet. Eggs nåede en flot placering som nummer to på Undertoners liste over de bedste danske albums fra 2009. Bandet kan opleves i Musikcaféen i Huset lørdag den 17. april kl. 22.30. Huset i Magstræde i København er landets ældste kulturhus. De mange scener og lokaler til musik, stand-up, film, teater, café og meget mere, har været gennem stor udvikling i løbet af de 40 år. Lukning har også truet Huset mere end én gang, men kulturhuset står stadig, og denne weekend vil personale, kunstnere og gæster fejre Husets fortid, nutid og fremtid. Den store jubilæumsfest skydes i gang med taler, jazz og lagkage fredag den 16. april kl. 16. Henover de kommende 40 timer vil Huset – udover Oh No Ono-koncert – lægge hus til poetry slam, jazz jam, balkanrytmer, pandekagebagning, børneunderholdning, koncert med indierockbandet Are We Brothers?, dans ved DameUlove DJ crew og meget mere. Hele herligheden slutter søndag morgen kl. 5-8 med morgenmad (eller nok nærmere natmad for nogens vedkommende). Billet til 40-års-fødselsdag på 40 timer koster – pudsigt nok – 40 kr. Det må siges at være en beskeden pris, selv hvis man bare går til Oh No Ono-koncert. Det præcise program kan ses i Husets kalender.

Koncerter

Oh No Ono, 14.05.09, Pumpehuset, København

Det var en blandet fornøjelse at overvære Oh No Onos første koncert på deres nystartede tour. Selvom bandet fik masser af gode vibrationer fra publikum, fremstod koncerten som en fragmenteret oplevelse, der sjældent lod musikken leve sit eget liv.

Plader

Oh No Ono: Eggs

Oh No Ono har med Eggs sat nye standarder for alternativ dansk popmusik og har uden tvivl udgivet en af årets absolut bedste plader.

Nyheder

Oh No Ono klar med opfølger

Det nordjyske band er klar med opfølgeren til deres debut Så kan du godt sætte kryds i kalenderen den 20. april, hvis du er til helium-opblæste vokaler og dansabel indiepop. Der udsender Oh No Ono nemlig deres andet album, som er opfølgeren til den anmelderroste debut Yes fra 2006. Om indspilningsprocessen siger bandet: »Sangene og deres univers inspirerede os til at finde de optimale steder at indspille, såsom strande i det sydsjællandske, kirkerum, kældre, lofter, på åbent hav, under vand, i skove, fabrikshaller og selvfølgelig i regulære studier. Vi er meget glade for det endelige resultat, og det kribler i vores kroppe for at få det ud til alle, der har lyst til at tage imod det!« Det lyder ærlig talt, som om de har lavet et højstemt, atmosfærisk album med de indspilnings-lokationer, men det ville da være en overraskende u-vending. Nå, men for nu at få skudt albummet ordentlig afsted herhjemme har de planlagt nogle koncerter: 14. maj Pumpehuset, København 15. maj Kulturmaskinen, Odense 22. maj Studenterhuset, Aalborg

Plader

Oh No Ono: Yes

De aalborgensiske lykkeriddere albumdebuterer med en poleret plade, der oser af ungdommelighed. Det er en dekadent sexet opdatering af kølig 80'er-funk og tv-temaer. Desværre er meget af vildskaben fra deres debut-ep røget i svinget.

Interview

Vi reintroducerer slapbassen

Fra ep’en Now You Know til debutalbummet Yes har Oh No Ono gennemgået en forvandling. Det er nærliggende at tro, at bandets nye 80’er-prægede lyd skyldes, at pladen er produceret af Jesper Mortensen fra Junior Senior. Men det er kun en del af sandheden. (28.08.06)“Sparringspartner,” lyder det prompte og enstemmigt fra Malthe Fischer, Kristian Olsen og Kristoffer Rom fra Oh No Ono. Man kunne ellers nemt få den opfattelse, at Jesper Mortensen fra Junior Senior har haft stor indflydelse på Oh No Onos bemærkelsesværdige forvandling fra Now You Know-ep’ens hæsblæsende poppunk til den funky elektropop, der præger debutalbummet Yes. Men selv om Jesper Mortensen er krediteret som producer, er det altså ikke helt den rolle, han har haft: “Hans opgave, som han også selv sagde fra starten af, var at samle en masse idéer til et samlet udtryk og prøve at få det bedste frem i os. Han havde ingen intentioner om at lave om på os,” forklarer Malthe Fischer. Jesper Mortensen har altså hverken siddet bag mixerpulten og skruet på knapper – “for det kan han sgu ikke finde ud af” – eller leveret sine egne idéer. Før han overhovedet blev involveret i projektet, havde Oh No Ono indspillet demoerne til de sange, der er kommet med på den endelige plade. Mortensens opgave har derfor været at finde frem til den lyd, bandet ønskede at iklæde sangene. Foto: jint.dk Oh No Ono fandt nogle musikalske referencer, der passede til den lyd, de ville ramme, så Jesper Mortensen kunne høre, hvor de gerne ville hen. Og det har så været hans opgave at sortere i idéerne. Men kun som rådgiver, ikke som beslutningstager.“Han har været supergod til at skære igennem og sige: ‘Det der virker på grund af dét og dét.’ Der har også været mange gange, hvor han har valgt en idé, som han syntes var rigtig, og så har vi taget noget andet. Det har været meget demokratisk,” fortæller Kristoffer Rom. Ingen bevidst strategiOh No Onos pladeselskab, Morningside Records, har ikke råbt særlig højt op om, at Yes er produceret af en af dem fra Junior Senior. Jesper Mortensen har selv ønsket ikke at få ‘Junior’ tilføjet sit navn, men ellers mener de tre Oh No Ono-drenge ikke, der er tale om en bevidst strategi: De har hverken fremhævet eller undladt at nævne Jesper Mortensen. Men de er dog klar over, at folk kan få en forkert opfattelse af bandet på grund af den oplagte kobling til Junior Senior. “Scenen i Danmark er så forholdsvis lille, at det meget hurtigt vil komme til at se ud, som om at først lavede Thomas Troelsen Junior Senior, og så lavede Junior Senior Oh No Ono. Det er bare ikke faktum. Men tingene er ikke store nok til, at der er en mangfoldighed,” siger Kristoffer Rom. Den opfattelse kunne have været forstærket, hvis nummeret “Practical Money Skills for Life” havde udviklet sig, som det på et tidspunkt var meningen. Planen var nemlig at tilføje nummeret en rap-passage fra den anden halvdel af Junior Senior, Jeppe Breum Larsen.“Det var før, vi overhovedet havde snakket med Jesper. Men vi fandt ud af, at det ikke passede ind alligevel, så det blev aldrig til noget”, fortæller Malthe Fischer. Vi har aldrig villet være indierock80’er-produktionen på Yes kommer sikkert bag på de fleste. Forskellen mellem debutpladen og den halvandet år gamle ep er stor, men det er der en grund til. Også én, der ikke handler om Fischers kærlighed til Talking Heads, Devo og David Bowies “Let’s Dance”. Produktionen på Now You Know er skrabet, men det var ikke med Oh No Onos gode vilje. “Det har aldrig været vores hensigt at høre ind under indierock-kategorien eller være lofi. Men det var vi nødt til,” fortæller Malthe Fischer. Foto: Søren Malmose Kristoffer Rom forklarer hvorfor: “Med ep’en sad vi i vores egen stue og lavede det hele selv. Vi havde ikke noget særlig godt grej, og den lyd, vi ønskede, var vi simpelthen ikke dygtige nok til at lave. Selv om vi er glade for ep’en, ville den have lydt anderledes, hvis den var indspillet i et professionelt studie. Der er mange lydmæssige nødløsninger.” Yes er – som den allerførste plade – indspillet i Thomas Troelsens nye studie, så Oh No Ono har haft noget nær optimale betingelser. Det har de udnyttet til at indspille nye versioner af “Ba Ba Baba Ba Ba Well Anyway” og “Am I Right?” samt skrive “Victim of the Modern Age” på grundlag af “Simon Says” – alle tre numre fra Now You Know. Versioner, som ifølge bandet “er til det bedre” og “harmonerer med resten af pladen”. “Der skal nok være nogen, der har noget imod det”Oh No Ono erkender, at lyden på Yes er lidt hen ad Junior Senior. Men de synes ikke, at lyden er overdrevent 80’er-agtig – ud over trommerne, pitchede lyde og ikke mindst slapbassen, som de er forberedte på at få kommentarer om.“Slapbassen vil være svær at tygge for nogen. Det er virkelig let at fremhæve den slapbas og sige, man ikke kan lide det på grund af den. Hvis man ikke kan dét, er det, fordi man ikke har lyst,” mener Malthe Fischer. Oh No Ono står så meget ved at anvende den forkætrede spilleteknik, at Kristoffer Rom proklamerer: “Vi reintroducerer slapbassen!” Godt nok med et grin, men tag ikke fejl, Oh No Ono er “utrolig seriøse”. Og kvintetten vil lave noget nyt og overraskende hver gang. Uanset om de kan spille det eller ej. Det må de så lære.Derfor skal man heller ikke forvente, at Oh No Ono nu endegyldigt kan rubriceres. For det kan den næste plade meget vel vende op og ned på. “Principielt vil vi ikke holde fast i noget som helst. Jeg tror ikke, vi kommer til at lave en plade, der minder om den her,” siger Malthe Fischer. Oh No Ono er sikre på, at Yes er en god plade. Men de er knap så sikre på, hvordan den vil blive modtaget af anmeldere og publikum.“Med fare for at lyde arrogant synes jeg, at enhver anstændig musikjournalist burde kunne se kvaliteterne i vores musik. Uden nødvendigvis at kunne lide det. Der skal nok være nogen, der har noget imod det,” forudsiger Kristoffer Rom, der også er skeptisk, når det gælder, hvor meget pladen vil sælge: “Det er tvivlsomt i Danmark. Altså, det hele skal være så utrolig folkeligt, før det kommer til at slå an.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Oh No Ono: Now You KnowOh No Ono: YesInterview med Oh No Ono: ‘Vi skal gøre noget godt for bandet hver eneste dag’

Plader

Oh No Ono: Now You Know

Oh No Ono debutterer med en fuldstændig vanvittig ep med et opskruet tempo og lang række musikalske genrer. Det er underholdende partymusik, men i længden også mere underholdende end egentligt godt.