Når du kigger efter monstre under børnesengen. Når du går ud efter en druktur i midtbyen. Når du lukker øjnene for sidste gang. Det er der, og det vokser sig ind på dig. Du kan kæmpe alt, hvad du vil, men du slipper ikke for at skulle hives ned gennem det altomsluttende mørke.
På trods af en meget stærk startopstilling rykker The Minus 5 ikke op i samme superliga som Wilco og R.E.M. Selv om der er spilletid til både Peter Buck og Wilco er anfører Scott McCaugheys musikalske færdigheder ikke stærke nok i længden.
Nirvana har fået en velfortjent plads i rockhistorien, og succesalbummet Nevermind hyldes som en klassiker. Imidlertid er In Utero fra 1993 et endnu større mesterværk, der præsenterer en rå, flosset og på sin vis mere oprindelig udgave af Nirvana.
Keyboardbaseret popmusik, der præsenteres som et koncept, hvor kvartetten er lønslaver hos den tjekkiske kemikoncert PaÅ¡trámi. De fire danske "assistenter" spiller naive og skæve sange, der trods de gode intentioner blander syre og base lidt for meget.
Aalborgensiske The First Miles’ debut-fuldlængdealbum tilfører den danske rock et fint stænk amerikansk rock, men desværre har bandet ikke nok benzin i tanken til at stå distancen. Men der er potentiale!
I dag ser vi The Savage Rose som en institution - en selvfølgelighed i dansk rock. Bandet har altid eksisteret og vil altid eksistere. Men sådan var det ikke, da gruppen opstod - dengang var de en sensation!
Den musikalske afstand mellem Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. er ikke længere end afstanden mellem Mark Kozeleks Sun Kil Moon og Red House Painters. Jason Molinas nye klon viderefører ganske glimrende den folk-blues, han begravede med Songs: Ohia – og det er stadig godt!
Poeten i Dolorean, Alex James, fører sin lyriske pen hen over mørke sletter, død og fortabt kærlighed, godt inspireret af Robert Blys digtsamling af samme navn. De mange stemninger gør sig godt på de velspillede folksange.
Karthage sætter Esbjerg på det musikalske Danmarkskort med en demo, der - potentialet til trods - stagnerer i den storladne indierocks mainstream.
Ung energisk rock med kant, skingre omkvæd og rigeligt med guitar. Der er masser talent at spore hos kvartetten, der leger lige så meget med musikken, som musikken leger med lytteren.
Det er et ruskende tordenvejr, der har ramt musikbutikkerne med denne debut fra danske [Langsyne]. Progressiv tungrock af en anden støbning end man som regel hører på dansk jord, men måske er Mike Patton et lige lovligt stort idol?
Hold da op, hvor er det gennemført. Sjældent har man kunnet lægge øre og øjne til en udgivelse, der både er kompleks og underlig, men samtidig også fremragende og storslående. Hopper man på toget, er det en 1. klasses oplevelse!
Stille revolutioner. Dæmpede lys i mørket. Modsætninger og rockhistorie parret på nye psykedeliske måder. Jerk With a Bomb er genopstået med en personlig genindspilning af 40 års rockhistorie.
Endnu en Kashmir-klon ser dagens lys.
En splitudgivelse med to nye engelske grupper, der viser to sider af indierocken – den hårdtpumpede og den mere komplekse. Det må dog også konstateres, at begge grupper lyder mere af fortid end af fremtid, da ingen af dem har noget vanvittigt spændende at byde på.
Ep-debuterende Faux Pas har rock-ambitioner og spiller rock. Rock, rock, rock. "Ordinært," tænker du måske. Men tænk lidt videre. For med musikalske krumspring og sært funky kraftudladninger forandrer Faux Pas banalitet til noget, der måske en dag kunne gå hen og skabe fremtidsminder.
Dette er musik for musikkens skyld – eller snarere for eksperimentets skyld. Forvent uindbydende kanter og skæve toner, men led også efter den skæve vellyd – den er der skam.
Jason Molinas seneste projekt tilbyder en 72 minutters liveoptagelse fra Belgien, der minder mere om Neil Young end Songs: Ohia. Sangene om kærlighed, de åben vidder og små byer er rockede og langt tungere end tidligere Molina-udgivelser, men det er stadigvæk den rastløse melankoli, der driver værket.
Enhver Replacements-relateret dag er en lykkens dag! Med otte års forsinkelse har vi endelig fået debutalbummet med det tidligere Replacements-medlem Tommy Stinson og hans band, Perfect. Det er en hårdtslående og stærk plade, der dog ikke helt når de samme højder som andre af Stinsons udspil.
De 11 stemningsfyldte og lavmælte sange fra den skotske sanger og hans fremragende band er endnu et godt bevis på, at man sagtens kan lave den svære plade nummer to - og slippe godt fra det.
