Tag dine strammeste sorte cowboybukser på. Kombiner med sort skjorte, diverse badges og hår i forskellige længder. Sæt det andet udspil fra århusianske Yellowish i afspilleren, og se, hvad der sker. Chancerne for en god oplevelse ligger langt over middel.
På Born to Run indfangede Bruce Springsteen ungdommens dilemmaer og drømme. Albummet er en hyldest til ungdommen, til venskab og til den amerikanske drøm. Born to Run gjorde Bruce Springsteen til The Boss.
Wake Up Rock får dig til at vågne op. Desværre får den dig også til at døse hen, for der er mere variation, end godt er på albummet. Både kvalitet, tempo og stil varierer fra nummer til nummer.
Der er hverken indrømmelser, tilståelser eller øvrigt bevismateriale på båndspolerne hos det danske band I Got You on Tape. Derimod præsenterer de på deres debutplade tilbagelænede og atmosfæriske popvignetter, der stiller krav til sin lytter for fuldt udbytte.
Det er hårdt arbejde at leve rock'n'roll-drømmen ud i virkeligheden. Den amerikanske indierockduo rapporterer fra det sure liv på landevejen på deres fjerde album, der hænger glimrende sammen, men er lige rigeligt kortfattet.
Alle kender historien om bandet, der kommer fra beskedne kår, men med hårdt arbejde selv udgiver en cd, får kendte fans og til sidst en pladekontrakt. Bandet hedder denne gang Catfish Haven, vennerne My Morning Jacket, Daniel Johnston og Kings of Leon - og musikken er simple, ærlige kærlighedssange.
Tungt, slæbende og mørkt udspil fra danske Monoton. Humørsygen forbliver uændret på denne anden plade, som på mange måder er en ny start efter forsanger Morten Havns alt for tidlige død i 2003. Med en ny sanger følger Monoton op på debuten.
Chris Brokaw har en utrolig sikker sans for at spille på en guitars seks strenge. Både elektriske og akustiske modeller styrer han ganske flot, men han tror måske lidt for meget på, at de alene kan bære albummet. På det punkt tager han fejl, og derfor er hans seneste soloalbum en blandet affære.
Glæden ved at kunne downloade The Boy Is Deads demo gratis overskygges desværre lidt af indholdet, som godt nok er fyldt med masser af kunstneriske tiltag, men desværre mangler den berømte røde tråd.
Devendra Banhart har inviteret en flok musikalske legekammerater med på sin nye plade. Resultatet er et mere psykedelisk rocket album i forhold til de nedtonede, simple blues-numre på de foregående albums. Men det er Banhart ikke blevet mindre sær af.
Det relativt nye danske band pladedebuterer efter en tur omkring Delta Lab, og de præsenterer en blandet musikalsk landhandel. Ofte kan stilblandinger være af det gode, men Being Frank slipper ikke altid lige godt fra deres eklektiske tilgang.
Teksterne er det svageste led på Everyone Takes Themselves Too Seriously, som man dog roligt kan tage seriøst, for fremføringen fejler ikke noget. Hvor de stille sange halter, står de mere friske sange stabilt med begge ben solidt plantet i den gode ende af singer/songwriter genren.
Intet nyt er godt nyt, og på Solsort og forstærker er der bortset fra lidt elektrisk guitar intet nyt at melde. Olesen-Olesen leverer med andre ord for sjette gang et godt bud på årets danske plade.
Revolutionen udebliver på dEUS’ fjerde album, og forventningerne efter seks års ventetid bliver ikke indfriet. Tidligere tiders storhedsform er passeret, men belgierne kan stadig i glimt stykke fine melodier sammen.
Den helt store pedal-steel står knivskarpt i lydbilledet. Det er country, og duetten Cary/Cockrell har mange fine og varme sange under cowboyhatten, der især skal fremhæves for det glimrende vokalarbejde.
Seneste album fra den særegne amerikaner Phil Elverum har en ganske dækkende titel. Der er for langt størstedelen af numrenes vedkommende ikke skyggen af lys eller lygte. Elverum er mindre støjende, end han plejer, og det giver musikken et mere afdæmpet og dystert udtryk.
Det er en træg affære at komme igennem lytningen til en plade, som hverken kan eller vil noget. Og det er mindst lige så trist at opleve en plade, der slet ikke formår at vække nogen følelser til live. Poleret, forsøgt dramatisk rock af den ret så kedelige skuffe.
Som en forløber for et kommende album har Utah, et dansk band hidrørende fra Århus, leveret en ep, der fremstår som en god appetitvækker og indgyder håb om mere. Specielt en stærk vokal og en varieret række af numre er medvirkende til at skille bandet ud fra mængden.
Højdemåleren afslører højt hævede ambitioner. Circa Survive præsenterer på deres debutplade en atmosfærisk omgang emorock, der søger mod sugende luftlag. Der er højt til skyerne, men bandet viser lovende takter.
Når du er glad, når du fejrer dine festlige stunder i livet, og når du har behov for en omgang bramfri rockmusik – dér er Art Brut et særdeles omgængeligt selskab. Deres debutplade tager livtag med den britiske sarkasme og sætter højt humør i højsædet. En fremragende plade!
