Astrid Engbergs kvartet sørgede torsdag eftermiddag for en groovy men gyngende landing på Heartlands Diorama-scene. Den sårbare, nervøse energi både klædte og dæmpede det minimalistiske elektro-soul-sangkatalog, men stod ikke i vejen for et dragende indblik i en lovende og sofistikeret lydverden.
Det føg om ørene med trommestikker, protesttaler og brølende saxofon-shredding til Smag på dig selvs punk-rave på Heartlands første aften. Som en systemkritisk indgangsbøn til tre dage med alle middelklassens kreative fornøjelser, blev der headbanget kompromisløst til den flabede trios vidunderligt brutale kærligheds-techno
St. Vincent rev hul i den grå himmel og fik solen til at skinne. Hendes kunstneriske energiudladning kunne snildt have strømforsynet hele festivalen.
Asger Nordtorp Pedersen alias Guldimund er her, der og alle vegne. Det er der en grund til. Sammen med sit enorme og enormt velspillende band fik han publikum til momentært at glemme både tid, sted og piskende regn i et pragteksemplar af en koncert.
Med fire års forsinkelse lagde det legendariske triphop-kollektiv Massive Attack og en sand overflod af velkendte samarbejdspartnere endelig vejen forbi Eskelunden. Det var tungt, ondt, olmt og højt og fuld af både guddommelige højdepunkter og grusomme skuffelser.
The Smile kom, så og gjorde derefter lige præcis det, de havde lyst til. Det er virkelig beundringsværdigt. Om det er opskriften på en velfungerende koncert, er en anden snak.
Med en frontmand så hyperaktiv og kontaktsøgende som få andre i nyere rockmusik, spillede de engelske postpunkere op til en medrivende gang hat og briller på Northside Festivalens førstedag.
Britpop-outsidernes tilbagekomst sendte kaskader af endorfiner ud over Northside Festival. Det fremragende band og den tronende kransekagefigur Jarvis Cocker var alle 26 års ventetid værd.
En af shoegazer-genrens urbands lagde vejen forbi NorthSide på en råkold aften. Og sammen tog vi et dybt og langsomt dyk ned i et endeløst lydhav.
Et veloplagt Kaizers Ochestra indtog eftermiddagen med pumpeorgel, olietønder og en sætliste i den nostalgiske ende. Når de var gode, var de fremragende. Dog kunne de ikke komme udenom nogle lidt småkedelige passager, der gjorde koncerten til en noget blandet omgang.
Det legendariske emoband American Football gik all in på at spille deres ikoniske debutalbum til stor succes for de dedikerede fremmødte i den silende regn. Det var smukt, det var trist, og det forløb næsten gnidningsfrit.
Amerikanske Militarie Gun leverede præcis den type melodiske, men bidske post-hardcore, som mange tilsyneladende havde savnet på Primavera Sound. Trods lidt tekniske udfordringer var der masser af energi og spilleglæde fra bandet.
Yo La Tengo kan tilsyneladende ikke andet end at levere fabelagtige livekoncerter, og showet på Primavera Sound 2024 var ingen undtagelse. De mestrer bedre end de fleste foreningen af det skrøbelige og melodiske med det støjende og impulsive.
Skotske Arab Strap er i den grad tilbage og med deres blanding af slowcore, klubbeats og spoken word er de det perfekte soundtrack til Trainspotting. Ikke just en kombi man forbinder med spansk sommersol, men den introverte musik blev gjort tilgængelig.
