Den fjerde plade på tre år fra Andrew Hargreaves og Craig Tattersall byder på 10 forsagte folksange, der egentlig er mere ambient end folk. Sangene dukker umærkeligt frem fra disen, men er selv så umærkelige og disede, at de ikke sætter de store aftryk.
Det er som at rejse ind i sig selv og pludselig få adgang til tankerne på en helt ny måde, når man lytter til Mokiras seneste album ved høj lydstyrke. I løbet af 55 minutter vrides bas og støj rundt i den musikalske manege, så både ører og hjerne virkelig kommer på arbejde. Foruroligende og dragende.
Det er virkeligt hørt mange gange før, det her, som Jasper TX laver. Alene med sin guitar spiller han langstrakte, melankolske melodier, der ledsages af uforståelige, dystre feltoptagelser og kradsende støj, der indimellem bryder guitarens melodi. Heldigvis er Jasper TX god til at gentage klichéen.
Damen bag soloprojektet Lost in Hildurness bærer navnet Hildur Ingveldardóttir Guðnadóttir. Sådan cirka lige så islandsk lyder hendes plade Mount A, der består af lag på lag af strygere, harpe og vibrafon. Der er masser af stemning på albummet, men også lige rigeligt meget monotoni.
Det islandske pladeselskab 12 Tönar har åbenbart gjort det igen. Denne gang er der tale om en stemningsmættet, underdreven og tidløs udgivelse, der kan nå et godt stykke ind under huden – hvis man ellers giver den lov.
På sin debutplade maler engelske Graham Richardson sarte og til tider tindrende skønne melankoli-malerier. Desværre disponerer han ikke altid penselstrøgene helt godt, og det er en skam, når han nu skriver så rørende melodier.
Trommeslageren Cale Parks første soloalbum lægger sig ikke i samme progressive popstil som hans faste band Aloha. Illuminated Manuscript er en ambient semi-elektronisk plade, der fungerer allerbedst, når Parks er i et udadvendt humør, og ikke når han tilstræber at skabe hypnotiske stemninger.
I spændingsfeltet mellem det digitale og det analoge har den engelske komponist Ryan Teague skabt ni fuldstændig unikke musikalske passager. Klassiske strygersektioner og harper filtrer sig sammen med pulserende elektronik, og syntesen er af ultramundan skønhed.
Mens vi venter på Colleens tredje album, kan vi fornøje os med Colleen et les Boîtes à musique. Det er en udgivelse, som samler en række kompositioner, Cécile Schott har skrevet til Music Box – en mekanisk spilledåse fra 1700-tallet. Det er drømmende smukt - og en smule ensformigt.
Sammen begiver The North Sea og Rameses III sig ud på Nilens smulte vande, og stemningskanonerne fyrer løs i bestræbelserne på at skabe bølgegang og bevægelse i lydbilledet. Nogle gange sker det med stor succes, men fascinationen holder ikke hele pladen igennem.
Fire udenlandske ambient- og electronica-producere mødes hos det lille københaver-label BSBTA og leverer yndige, men også lidt for modhage-fri lydlandskaber. Der er klart mest holdbarhed i pladens sidste halvdel, der er mere kantet og uforudsigelig.
Kaada føjer endnu et interessant værk til sin i forvejen spraglede diskografi. Denne gang har han, som så mange før ham, skrevet filmmusik til en film, der ikke eksisterer - og det er han kommet godt af sted med. En smuk og associationsvækkende plade.
Minimalistisk, praktisk – og delvis god. Tyske Martin Juhl alias Marsen Jules har med Les Fleurs præsteret en underspillet ambient-plade, der veksler mellem medrivende meditation og kølig kedsommelighed.
Chris Cole er involveret i bands som Movietone og Soeza, og han har arbejdet sammen med Matt Elliott (Flying Saucer Attack, Third Eye Foundation). Under navnet Manyfingers folder han ene mand sit multiinstrumentale talent fuldt ud med udgivelsen af en mageløst smuk plade.
Der skal lange arme til at favne så vidt, som en række kunstnere forsøger på Sandholm. Der er næsten lige så mange genrer som sange på albummet. Derfor lykkes heller ikke at holde styr på udskejelserne, men til gengæld indeholder albummet et par spændende perler.
Langstrakte synth- og guitarkompositioner præger lydbilledet hos odenseanske Jonas Munk. Det lyder som musik, der kræver det ypperste af lytteren, men Manual formår at gøre sin sfæriske musik umiddelbar tilgængelig, uden at den forfladiges. Endnu en gang har han overgået sig selv.
Justin Broadrick (Napalm Death, Godflesh, Techno Animal og Jesu) sætter lytteren på en hård prøve med sin fascinerende og særdeles krævende ambient-noise. To og en halv times spilletid er lige rigeligt.
Det ottende album fra norske Geir Janssen holder sig bestemt inden for hans vante territorium, ambient-musikken. Men en overraskende introduktion af jazz-rytmik og tydelige beats gør pladen mere dynamisk – og sine steder endda en anelse urovækkende.
"Stille og roligt" og "uden de store dikkedarer" må være de bedste beskrivelser af amerikanske Off the Skys seneste udgivelse. Enmandsprojektets ambient bruger ikke store armbevægelser. Man kunne dog som lytter godt ønske sig mere musikalsk personlighed, og hele pladen fremstår temmelig ligegyldig.
Dette er et sjældent oplagt samarbejde: Rothko alias engelske Mark Beazley og japanske Susumu Yokota lyder og komponerer på visse måder meget ens, og de forener store dele af det bedste på dette album. Der er dog en række beats, som ødelægger enkelte numre og dermed helheden.
