Manual udgiver ny plade til oktober Selv om Jonas Munk har travlt med sit band Causa Sui, har han dog ikke mere om ørene, end at han har haft tid til at indspille et nyt album med sit solo-projekt Manual. Derfor udkommer der en plade på Darla den 28. oktober. Den skulle ifølge et blog-indlæg på MySpace bestå af guitartoner, der er bearbejdede til langstrakte toner, og absolut ingen rytmer, hvilket skulle give pladen et særdeles ambient udtryk. Det passer meget godt med de lydprøver, der er på MySpace. Numrene har disse eksotiske navne: 1. Blue Stone (9:45) 2. Cirrus (2:04) 3. Confluence (13:17) 4. Leirosa (10:00) 5. After the Rain (1:16) 6. Oracle Night (13:22) 7. Sanctuary (8:14) 8. Last Light (7:16)
Tag - ambient
Jeff Hanson: Madam Owl
Er det alle gode gange tre, og er tredje gang også lykkens gang for Jeff Hanson? Synger han stadig som en pige, er der blevet skruet op for forstærkerne, og hvordan lyder Jeff Hanson egentlig anno 2008? Alt dette, men næppe meget mere, bliver du klogere på i denne anmeldelse.
YOYOOYOY holder plade-release-fest
YOYOOYOY holder plade-release-fest Det ustyrlige danske pladeselskab YOYOOYOY holder plade-release-fest onsdag d. 10 september i Warehouse 9, der ligger på Halmtorvet 11D, fra kl. 17 af. Og når man nu gør den slags, kan man jo lige så godt tage virkelig fat. Så de fejrer nye udgivelser med både Yoke & Yohs, Gud Er Kvinde, Lights People og Moha!, der udgiver 7- og 10-tommere og mere af den slags. Da det skal fejres på behørig vis, giver alle de fire pladeudgivende acts også koncert med en ekstra treat i form af Thule Basen. Hvis koncerterne bliver lige så farverige, som de var på Roskilde Festivalen, så er det vist dumt at misse det.
Erik Enocksson: With Its Dark Tail Curled ‘Round the Garage
Han har lavet Sveriges bedste filmsoundtrack. Nu er han tilbage med en samling ambiente folksange, der klarer sig aldeles fint uden at have en tilhørende film at læne sig opad. Tak for det.
Sian Alice Group: 59.59
Sian Alice Groups debutalbum 59.59 er et dårligt album. Nej, vent! Dårligt er det egentlig ikke. Men det er heller ikke godt. Jeg kan ikke rigtig huske det. 59.59 er en kedelig plade.
Yellow6: When the Leaves Fall Like Snow
Den seneste udgivelse fra englænderen Jon Attwood under navnet Yellow6 er en massiv udgivelse på over 140 minutter. Indholdet er hans varemærke: glidende og svævende guitarfigurer, der i bedste fald får dig til at glemme tid og sted – og i værste fald får tiden til at gå lidt for langsomt.
Symptoms: Calm
Danske Symptoms tager favntag med trommerne og undersøger deres position som hovedinstrument i en verden af mørk ambient. Trommeslageren Silas Graae fra Mew medvirker og er med til at skabe et eksperimenterende og trommevirtuost værk. Men hvordan man egentlig lytter til albummet, er et godt spørgsmål.
Atlas Sound: Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel
Bradford Cox er nok mest kendt som den karismatiske og meget tynde forsanger i det eksperimentelle art rock-band Deerhunter. Nu er han klar med soloprojektet Atlas Sound, som byder på en yderst unik, intens og behagelig ambient-oplevelse. Et album, der er kandidat til at være et af 2008’s bedste.
Eleanoora Rosenholm: Vainajan Muotokova
Eleanoora Rosenholm er et finsk indiepopband. Men helt så let er det ikke, for under den enkle overflade gemmer Vainajan Muotokuva på mere. Det hele virker lyst og godt, men det er, som om der stikker noget under. Der er noget uldent ved det hele, og derfor bliver man ved med at vende tilbage til den.
Bersarin Quartett: s.t.
I sidste uge lagde et hotel i Wuppertal lokaler til 2008-udgaven af den årlige konference om næsten-vellykkede plader. Oprydningen blev foretaget med vanlig tysk grundighed, men det er lykkedes for os at få adgang til en lille smule af det materiale, deltagerne blev præsenteret for.
Es: Sateenkaarisuudelma / Pianokaari / Maailmankaari
Sami Sänpäkkilä er yderst ambitiøs, når han gennem 80 minutter påvirker lytteren med free-ambient og mørk psych-folk. Flere af numrene er lange og fungerer kun i kraft af deres længde. Som album kan han dog ikke få de mange minutter til at hænge sammen.
LIFT vs. Sydow: s.t.
Duoen LIFT holder til i den sjældne eksperimentelle vokalkunsts sfærer. Deres aktiviteter dér har affødt et album, hvor talen, messen og brummen på bemærkelsesværdig vis omformes til rum og varighed af samarbejdspartneren Hans Sydow. Smalheden er ubetvivlelig, kvaliteten mere diskutabel.
Michaela Melián: Los Angeles
Dyster intrumental ambient, der udvikler sig til langstrakte lydlandskaber og til klimtende smukke orientalske toner, videre ud i stærkere beats og til sidst til Bryan Ferry med tung tysk accent. Den tyske multikunstner Michaela Melián har udgivet sit andet album og sætter lytteren i en yderst behagelig tilstand.
Murcof: Cosmos
På sit tredje rigtige album har mexicanske Murcof forladt det nedbarberede, rytmeprægede lydbillede og givet sig i kast med klassisk funderet drone med tonsvis af mørke og depressive undertoner. Det er nogle gange imponerende godt, og andre gange præget af, at Murcof ikke helt er på hjemmebane.
Swod: Sekunden
På den tyske duos andet album bliver tonen fra debuten foldet mere ud, og der leges med livetrommer og mere funky bas som modspil til de filmiske klavermelodier. En lidt for pæn produktion af lidt for kedelige melodier gør det hele en smule forudsigeligt.
P Jørgensen: Lets the Sun Drag Itself Out in a Long Ray
Det nærmest begivenhedsløse er en kardinaldyd i ambient-genren, men kun få formår at mestre det, der i bund og grund ikke lyder menneskeligt. Danske P Jørgensen gør et beundringsværdigt forsøg, men glemmer baderingen på de evige toners ocean, hvor han lider skibbrud i ensformigheden.
Aaron Martin & Machinefabriek: Cello Recycling / Cello Drowning
Hollandske Machinefabriek har slået sig sammen med den amerikanske cellist Aaron Martin. De har druknet celloen og loopet og knitret sig til en ambient-plade med karakter og blot to numre. Et mørkt, flot bekendtskab, der siver ud i æteren, når pladen slutter.
Manual: Lost Days, Open Skies and Streaming Tides
Jonas Munk samler op på diverse sjældenheder og hidtil uudgivne sager, og selv om visse af de 20 numre med fordel kunne være forblevet i arkivet, er Lost Days... bestemt værd at nærstudere. Ikke mindst fans af Munks ambientkompositioner kan finde guld på opsamlingen.
Stafrænn Hákon: Gummi
Islandske Stafrænn Hákon har med Gummi kreeret en luftig og atmosfærisk plade med langvarige og oftest dæmpede numre. Intet på pladen lyder dårligt – til gengæld er en god bid af den tæt på at være direkte søvndyssende.
Fennesz Sakamoto: Cendre
Samarbejdet imellem Ryuichi Sakamoto og Christian Fennesz er på mange måder en drømmekonstellation: Begge er mestre ud i tilfredsstillende og udfordrende lydlandskaber, og ofte er deres lyd så nærværende og tredimensionel, at man føler man kan røre ved den. Cendre lever i høj grad op til drømmen.
