Lørdag aften på Trailerparks Outdoor-scene fik den unge duo First Hate spillet sig mere og mere elskelige koncerten igennem.
Tag - lofi-pop
The Go Find: Everybody Knows It’s Gonna Happen Only Not Tonight
Det er en dejlig umiddelbar og iørefaldende plade, The Go Find har udgivet. Meget anti-vinter og luftig – men også en anelse for endimensional.
The Dear Elaines: Whatsoever-Never
Med en kombination af teknisk askese og effektive popmanerer, der får smilet frem på læberne, er det lykkedes The Dear Elaines at skabe en særdeles vellykket ep, som distancerer sig fra musikbranchen i al almindelighed, mens den sniger sig ind på sit publikum.
Sunset Rubdown: Shut Up I Am Dreaming
Sunset Rubdown er Wolf Parade-forsangeren Spencer Krugs soloprojekt, og Shut Up I Am Dreaming er en ambitiøs plade, som med soveværelsesproduktion stræber højt. Vi kommer vidt omkring i en særegen popmusik, der ofte rammer rigtigt.
LD & the New Criticism: Tragic Realism
LD Begthol har rent musikalsk taget en del med sig fra sin gæsteoptræden på Magnetic Fields-mesterværket 69 Lovesongs. Hos LD Begthol er kærligheden dog skiftet ud med død og vold, men Begthol formår ikke rigtigt at ramme samme pop-luftlag, som Stephin Merritt svæver rundt i.
Junip: Black Refuge EP
Hører man til dem, der har tænkt over, hvordan José González ville tage sig ud med band, er svaret her. For Junip er intet mindre end den perfekte kontekst for González’ guitar og sang, og Black Refuge EP sætter virkelig høje forventninger til et fuldlængdealbum.
Ariel Pink’s Haunted Graffiti 2: The Doldrums
Ariel Pinks mærkværdige lofi-popsange er optaget på en ottespors båndoptager og kun med brug af guitar, keyboard og vokal. Først tænker man "hvad fanden er det her?", men efterhånden opdager man mange små perler, der minder om blomster, som mod alle odds gror op gennem asfalten.
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Stephin Merritt og Morrisseys kærlighedsbarn, Jens Lekman, har uden tvivl talent for at skrive fængende lofi-pop om psykotiske piger, men et par uhyrligheder og anonymiteter viser, at der stadig skal slibes en del, før han bliver en diamant, man kan skære sig på, og som skaber regnbuer i lys.
Super XX Man: Vol. VII My Usual Way
Før var det Silver Scooter, der havde primært fokus, men nu er det Scott Garreds soloprojekt Super XX Man, som er i højsædet. At dømme ud fra denne plade alene, synes valget umotiveret. Garred kan skrive gode popsange, men han fravælger at gøre det her.
The Sleepy Jackson: s.t.
Minialbum fra den for tiden hypede australske gruppe, der viser, at gruppen med sin uhøjtidelige og skramlede pop er værd at holde øje med i fremtiden.