Akustisk guitar og bossanova-rytmer indkapsler efterfølgeren til sidste års fine Nashville. Det har givet Josh Rouses sange et lidt luftigere udtryk, men han holder stadigvæk et imponerende højt niveau.
Tag - pop
Music AM: Unwound From the Woods
Tyskerne har en fantastisk evne til at lave stram, insisterende musik. Så hvad sker der, når en skotte blander sig med vokal? Det er svært at sige, om det er skottens skyld, men faktum er, at dette andet album fra Music AM forsøger at popularisere en tysk genre, som fungerer bedst i sin originale form.
Epo-555: Mafia
Danske Epo-555 har altid skuet mod højere luftlag, og mens de har stået dér med himmelvendte blikke og tænkt romantiske tanker om den gode popsang, har de produceret soundtracket til et sådant fastfrossent moment. Titlen er Mafia, og pladen er – for at bruge et fint, positivt ladet ord – god.
Wechsel Garland: Easy
Solskinspoppet som farven på coveret og tilgængelig som blødt smør for øregangen – sådan er seneste album fra Wechsel Garlands Jörg Follert. Easy er den perfekte plade til cockktail-festen, hvor ingen må forskrækkes – letfordøjelig og lidt for ufarlig til at være rigtig interessant.
Martin Hall: Facsimile
Det første soloudspil i syv år byder på mere af det samme fra multikunstneren Martin Hall – og det er godt nyt eller stort set ligegyldigt, alt efter hvordan man som lytter stiller sig i forhold til dansk rocks store boheme.
Melvin Chong: s.t.
Det nye danske band Melvin Chong byder på en ep med fem pletfrie og polerede numre i kategorien "iørefaldende radiovenlig rock" med runde kanter og behagelig lyd. Det er gedigent, men også lidt for ufarligt og harmløst.
Ariel Pink’s Haunted Graffiti 5: House Arrest
Denne genudgivelse fra undergrundsfænomenet Ariel Pink blev vanen tro indspillet i hans soveværelse ved hjælp af en otte-spors-båndoptager. Resultatet er både mærkværdigt og tilmed ofte særdeles fængende. Alligevel kunne det være sjovt snart at opleve et rigtigt studiealbum fra amerikaneren.
The Holiday Show: s.t.
Danske The Holiday Show byder på en herlig blanding af synth, falsetvokal og klassiske rockinstrumenter, der resulterer i et behageligt popunivers. Det sker desværre i et vist omfang på bekostning af eksperimenterne.
Marvellous: Just in Time
Den danske kvintets debut byder på kæk og lige lovligt naiv P3-pop. Der er masser af muntre og virkelig fængende omkvæd, og pletvist viser bandet, at de ikke bare er velspillende, men også tør lade være med at polere kanterne. Men det er bare alt for pletvist.
Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary
At råbe 'ulven kommer' vil hverken sætte hyrdedrengen Peter eller nogen andre i dårligt lys. Det vil langt hellere vække begejstring end furore – i hvert fald når der er tale om de canadiske ulve i Wolf Parade. Deres debutplade, Apologies to the Queen Mary, er nemlig intet mindre end pragtfuld!
Department of Eagles: The Cold Nose
Newyorker-duoen har tydeligvis leget sig frem til udtrykket på deres debutplade. De når at komme omkring folk, hiphop, retrorock, krautrock, anstrøg af jazz og singer/songwriter-numre. Det er til at blive kulret af ... men også ret så charmerende udført.
Saint Thomas: Children of the New Brigade
St. Thomas, der nu er blevet til Saint Thomas, er klar med endnu en stribe lyttenemme og ganske ørehængende sange, der dog i sidste ende stadig ikke efterlader meget andet end et neutralt, uautentisk helhedsindtryk.
Olesen-Olesen: Solsort og forstærker
Intet nyt er godt nyt, og på Solsort og forstærker er der bortset fra lidt elektrisk guitar intet nyt at melde. Olesen-Olesen leverer med andre ord for sjette gang et godt bud på årets danske plade.
Death Cab for Cutie: Plans
I løbet af fire plader har Death Cab for Cutie udviklet sig i en sådan grad, at de i dag er elsket af mange. Plans er femte udgivelse, denne gang på et major label, og den præsenterer et band, der i dén grad dyrker poplyden.
The Tough Alliance: The New School
The Tough Alliance vil gerne være på tværs. Med sing-back-vokaler pumper de to bagmænd en poleret elektropop, der lægger op til dans og absolut ikke til fordybelse. Og så er der heller ikke så meget mere at komme efter på albummet, som i længden er anstrengende og ensformigt.
The Minus 5: At the Organ EP
På trods af en meget stærk startopstilling rykker The Minus 5 ikke op i samme superliga som Wilco og R.E.M. Selv om der er spilletid til både Peter Buck og Wilco er anfører Scott McCaugheys musikalske færdigheder ikke stærke nok i længden.
Heartbreak Disco: Photograph of You, Me & the Plague
Efter et par demoer og EP’er er de danske indierockere Heartbreak Disco endelig klar med deres debut Photograph of You, Me & the Plague. Godt for dem. Og os.
The Go-Betweens: Oceans Apart
Med Oceans Apart har The Go-Betweens leveret deres bedste plade siden gruppens comeback. Der er tale om ørehængende og flot produceret popmusik uden de store skønhedsfejl. Der mangler dog også noget gnist i sangene, som derfor ikke når samme niveau som i 80’erne.
Klubmester: Nået så langt
Selv om denne plade er lige så uinspirerende som en bustur gennem Herning, er der alligvel noget sært fængende over Carsten Lykke og Thomas Hyllesteds debut med "yatzy-sideprojektet" Klubmester. Absolut et lyt værd, hvis man er til døsig popmusik.
Jess Klein: Strawberry Lover
Strawberry Lover er en jukebox fuld af sange, der emmer af country, reggae og pop/rock. Kærligheden til musikken oser ud af den amerikanske singer/songwriter, der efter fire tidligere forsøg for alvor slår tonen an til noget godt.