Det er harmonisk, aparte, humoristisk, mørkt, varmt, hårdtpumpet, dansabelt, blidt, klassisk, sært, komplekst, tørt, vildt, poppet, lummert, delirisk, klichéfyldt, mekanisk, mildt og kaotisk melodisk. Mange superlativer pryder Trompe l'oeil. Velkommen til Malajubes labyrint.
Den syvende studieudgivelse fra en af verdens mest nyskabende og indflydelsesrige musikdronninger lever delvist op til forventningerne. Men den er snarere en overordentlig velproduceret action-popplade end en egentlig musikrevolution af den slags, vi har været vant til fra de kanter.
Jack Stafford og Jasmine Wynants er forelskede. Det er forelskede og elsker hinanden og synes hinanden er det bedste i verden. De er hinandens »cherry on the cake«, og deres kærlighed vil vare evigt, også efter døden. For at få noget af al den kærlighed ud har de som The Jack Stafford Foundation udgivet et album, de kalder Long Live Love. Dette album består så af sange med titler som “The Love Drug”, “I Think I Like You Just the Way You Are”, “Me Amore” og “Together”. På coveret har de placeret et ikke særlig æstetisk skønt nærbillede af dem selv i et intenst kys. Kære læser, do you get the picture? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Hvis man prøver at tage en dyb indånding og se igennem de pussenussede tekster, hvor hvert andet ord er »love«, kan man desværre konkludere, at masser af kærlighed ikke nødvendigvis afføder god musik, og The Jack Stafford Foundations Long Live Love er et temmelig ujævnt album. Duoen består af engelske Jack Stafford og belgiske Jasmine Wynants. De mødte hinanden i Amsterdam ved udgivelsen af Staffords første album, Exes i 2005, og siden da er romantikken og musikken blomstret. Bag sig har The Jack Stafford Foundation et band bestående af en række hollandske musikere, der støtter Wynants og Staffords duetter. De fleste numre indeholder akustisk guitar og er en blanding mellem kærlighedspop, singer/songwriter med country-inspirationer og rundkredssang fra hippiekollektivet. Melodierne i numrene er uden de store overraskelser. Rytmerne er langsomme, og tonen er ganske beroligende. Albummet har gode sider, og de to bedste skæringer er “The Love Drug” og “Hollywood Goodbyes”, der begge er country-prægede numre, hvor vokalsammensætningerne fungerer fint. “The Coming Change” er også et flot stemningsfyldt nummer, hvor bl.a. harpespillet kaster et eventyrligt skær, og celloer undervejs i nummeret skaber et dybere lag i musikken. De gode numre er dog i mindretal i forhold til en række middelmådige numre med usikre vokaler, især fra Stafford. Duoen er dog ikke humorforladt, og nogle af numrene får én til at trække på smilebåndet, bl.a. i “Hollywood Goodbyes”, hvor Wynants erklærer: »We’re ordinary people, we don’t need Hollywood goodbyes«. Og i “Not Another Love Song” synger parret: »All the best songs are bitter / Being angry just sounds better« (måske de så hellere skulle have puttet nogle af de bitre sange på albummet?). Når duoens humor virkelig tager over, er det dog ikke morsomt, nærmere bare unødvendigt. Det er svært grine af eller være interesseret i, at Stafford ikke lukker døren, når han tisser, efterlader tånegle på gulvet, og at Wynants’ ånde er skrækkelig om morgenen – men at parret elsker hinanden alligevel. På samme måde ender mange af numrene med enten af være tonstungt kærlighedssnask ala “œdu er sød – nej, du er sød – nej, DU er sød!” eller umorsomt pjat, der ender med at være lidt småulækkert. På “The World Is Wonderful” kommer alle de værste sider af duoen frem: Hippie-fællessangen med tamburiner og mundharpe, kvalmende søde tekster – »I’m so happy / The world is wonderful / The skies are blue / My dreams come true / And I’m in love with you« – og handler bl.a. om parrets 1-års dag. Og om prævention og menstruation. Det er forfærdeligt på alle måder, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde hørt den. Der er alt for mange sange på Long Live Love, som aldrig burde være blevet udbredt til andre end turtelduerne selv. Med stor fordel kunne den lille håndfuld af gode numre være blevet udgivet som en ep. Resten af sangene kunne så udgøre en anden cd, der kunne være parrets 1-års-gave til hinanden – og brændt i kun to eksemplarer.
En god håndfuld album inde i sin levetid er den tyske duo Tarwater i sit 10. leveår begyndt at eksperimentere med analoge instrumenter som spansk guitar og klarinet. Men det er stadig de mørke pop-elektroniske musikeksperimenter, der fanger lytteren i en fantastisk trance.
Man taler ofte om den gode plade at gå sommeren i møde med. Hvis du ønsker en indholdsrig sommer, kan jeg ikke anbefale The Great Investigation. Svenske Ronderlins 10 nye kompositioner er baseret på kalorier af så luftig karakter, at de letter fra jordens overflade og flyver væk. Ikke at man savner dem.
Jeg aner ikke, hvorfor man vælger at bruge et ord, der klinger så fjollet som Mushi som kunstnernavn. Svaret har Rasmus Fynbo formentlig, der i lækkert jakkesæt og med selvsikker attitude pryder bagsiden af coveret – han gemmer sig i al fald bag navnet. Den musikalske entusiasme stråler ud af hans talentfulde nye udspil, så han er tilgivet. Rasmus Fynbo har skrevet sange i mange år og har et imponerende antal liggende hjemme i skuffen. Nogle af dem blev udgivet på Unbelonging fra 2004, der dog ikke nåede ud til et ret stort publikum. Nu når Fynbo forhåbentlig ud til flere ører landet over med sit andet album Unfairytales. På albummet medvirker i alt 18 forskellige musikere, men det er Fynbo, der har skrevet og produceret alt. De 18 kreative sjæle bidrager under Fynbos ledelse med mange forskellige specielle instrumenter – bl.a. mandolin, harmonika og trompet. Også mange genrer deltager i lyden på Unfairytales, og det er unægteligt svært at finde paralleller til andre kunstnere, der holder i mere end ét nummer. Lyden er meget international, og Fynbo formår at holde tøjlerne samlet, så albummet ikke ender som én stor rodebutik. Rasmus Fynbo har stort talent for at skrive iørefalende melodier, og f.eks. er to af de største ørehængere – og albummets bedste numre – “Unfairytale” og “Trivial Decay” til at synge med på allerede efter første lyt. Det er melodier, der sidder fast og er svære at ryste af sig igen. Hvad der også skinner soleklart igennem på albummet, er en massiv glæde og entusiasme ved at lave musik og at få sangene formidlet videre til lyttere. Albummet er personligt og kommer fra en mand, der har meget på hjerte. Dette gælder også på tekst-siden, hvor Fynbo fremlægger en række små historier om forskellige mennesker i mere eller mindre dagligdags problemer og paradokser. De små bizarre sandheder, verden gemmer på; ulykkelig kærlighed til en patologisk løgner (“Pieces of Nothing”), den rige pladeboss’ besvær med at beholde sine penge selv (“Rich Man’s Burden”) og sågar rumstations-fantomkærlighed inspireret af filmen Solaris (“Death Shall Have No Dominion”). Der er nok af idéer, og de fremlægges i flot stil af Fynbos på én gang afslappede og meget engagerede vokal. Albummets første halvdel er en livlig blanding af mange inspirationer fra forskellige dele af Europa, hvor både sigøjnere og mafiabosser synes at stå faddere til den lille ny. Kreativiteten er i top, og albummet er medrivende. Den sidste halvdel af albummet byder desværre på nogle svage ballader, der ikke rigtig lykkes for Mushi. “Sea of Debris” med kvindevokal ender som et rimelig kikset forsøg på en storladen ballade, og denne og andre fra sidste halvdel trækker ned i den samlede bedømmelse. Det kan dog ikke ændre på, at størstedelen af Unfairytales er en flot præstation, hvor det kan mærkes, at manden bag projektet har lagt et lille stykke af sig selv i albummet, der er endt som et professionelt og talentfuldt tilløb. Det kan godt gå hen og blive rigtig interessant i fremtiden at høre mere til Rasmus Fynbo, da han i dansk sammenhæng har noget usædvanligt livfuldt og unikt at byde på.
Josh Haden sagde for et par år siden farvel til bandet Spain. Nu er han klar med sit debutalbum som soloartist, hvor han får meget hjælp fra Dan 'the Automator' Nakamura. Josh Hadens stemme er stadig dejlig mørk og blå, men den fungerer sjældent med Nakamuras beats, der ligesom glatter for meget ud.
Brett Andersons afdæmpede solodebut er en behagelig lytteoplevelse til de stille stunder, og Suede-frontmanden formår at synge med både hjerte og smerte. Men musikken og arrangementerne halter i den grad bagefter.
Forventningerne til Jens Unmacks andet soloalbum er høje, og de bliver desværre ikke helt indfriet. Produktionen er så poleret, at den kvæler de ellers gode sange, der dog er for ens til, at pladen kan bære sin længde. Intet af det ændrer dog ved, at her er tale om en rigtig god popudgivelse.
Med sin debut, The Art of Fiction, har Jeremy Warmsley lagt sig i selen og kreeret et sofistikeret stykke folktronica. Produktionen og de musikalske raffinementer henvender sig uden tvivl til intellektet, og heldigvis er der også blevet plads til hjertet.
31Knots er allerede klar med et fuldlængdealbum ovenpå efterårets ep. De fortsætter på samme måde som hidtil. Musikken er en blanding af en lang række genrer. Disse blandes til tider formidabelt og til tider mindre formidabelt. Pladen er dog så afgjort en interessant oplevelse.
Det kniber med at holde balancen, når Mikkel Glasser bevæger sig ud på en farlig linedans fra den melankolske singer/songwriter-tradition til de overfladiske popklichéer. Alligevel kommer Glasser helskindet i land, da albummet holder, hvad det lover, og får leveret »ok« popsange.
Super Furry Animals-frontmand Gruff Rhys’ anden soloplade Candylion er en lille troskyldig plade, der rummer fantasifuld akustisk pop og eksotisk psykedelia, som er svær ikke at holde af.
The Fashion har haft masser af tid til at finde udtrykket på opfølgeren til deres fire år gamle debut. Resultatet er en poleret plade, der tør stå ved sit poppede udtryk, og som i sin umiddelbare friskhed er ganske fin – om end næppe langtidsholdbar.
Mike Kinsella fortsætter, hvor hans forrige udspil slap, og det gør han faktisk ganske godt. Karlekammersangene er smukke og indlevende, uden at det patetiske får bægeret til at flyde over. Det er simpelt og luftigt på en yderst behagelig måde.
Oneida-medlemmet Bobby Matadors sideprojekt er klar med sit andet album og er kommet fint af sted med at lave et lytteværdigt album. Duoen har hentet inspiration i 60'erne hos såvel pigegrupper som psych-hoveder og ender i et mildt grænseland.
Of Montreal fra Georgia, USA, kan i år fejre 10 års fødselsdag og har efterhånden udviklet sig til et enmandsprojekt. På det nyeste album er alle sange skrevet, opført og indspillet af hovedmanden Kevin Barnes, med kun lidt hjælp fra et par andre bandmedlemmer. Umiddelbart lyder Hissing Fauna, Are You the Destroyer? som en glædesfyldt plade fyldt med kreative og legesyge popnumre. Men albummets tilblivelse har ikke været nogen dans på roser, og når man lytter nærmere til teksterne, står det helt klart. Faktisk har albummet en overraskende alvorlig side. Det opdager man dog ikke fra begyndelsen. Første halvdel af Hissing Fauna… er en dejlig omgang popglæde tilsat lidt synth og med en hilsen tilbage til 60’erne og 70’erne til bl.a. Beach Boys og The Kinks. Åbneren “Suffer for Fashion” sender uundgåeligt ens humør i opadgående retning, og Kevin Barnes har tydeligvis et gudsbenået popøre. Hans melodiske evner kulminerer i den aldeles vidunderlige “A Sentence of Sorts in Kongsvinger”. Men midt på albummet stopper festen. Direkte fra den ypperligste pop-positivitet kommer “The Past Is a Grotesque Animal” – som noget af en overraskelse. Nummeret er helt anderledes, og stemningsændringen er markant. Det 12 minutter lange nummer opbygges af en dyster melodi, som guitaren gentager igen og igen. De insisterende mekaniske trommer og den samme melodi, der gentages med stigende hastighed og Barnes’ desperate vokal, skaber en stemning af tyk frustration og depression, der hvirvles hurtigere og hurtigere i en svimlende intensitet. Det er en brat opvågning, og hvis man ikke før har lagt mærke til teksternes dystre undertone på albummets første del, gør man det nu. “The Past Is a Grotesque Animal” sikrer sig, at vi ikke overser, at virkeligheden for Kevin Barnes ikke var sådan, som den sødmefyldte dansepop vil forlede os til at tro. I slutningen af 2004 flyttede Barnes til Oslo med sin norske kone, der skulle føde deres fælles barn. Perioden i Norge blev hård for Kevin Barnes, der havde svært ved at vænne sig til det nye land og at være væk fra venner og familie. Han fik en depression, og parret gennemgik en svær periode – også efter de kom hjem til USA. Konen, Nina, og datteren, Alabee, flyttede igen til Norge i en periode, og alt var tæt på at falde fra hinanden. Heldigvis endte det godt, og Kevin Barnes fik helet sårene, parret repareret deres forhold, og lille Alabee fik begge sine forældre igen. Før de nåede så langt, prægede denne svære periode Kevin Barnes i høj grad, og i løbet af det år led han både psykisk og fysisk under depressionen, der blev grobund for Hissing Fauna…. Barnes kunne have lavet klynkende sange på sin akustiske guitar, men gjorde det stik modsatte: Han begyndte at skabe en række numre, der musikalsk ret sprudlede af optimisme. De kunne holde ham oppe og hjælpe ham frem for at trække ham længere ned i mørket. På albummets tekstside er det sorte humør tydeligt. I “Heimdalsgate Like a Promethean Curse” synger Kevin Barnes f.eks.: »I’m in a crisis, I need help / Come on, mood shift / shift back to good again / Come on, be a friend.« Barnes beretter ærligt om sin situation, og teksterne er meget virkelighedsnære. Også pga. referencerne til hans liv i Norge; de norske stednavne, den kolde vinter, black metal-bands og nedbrændte stavkirker. De mange figurer og historier fra tidligere Of Montral-lyrik er væk, og alle teksterne på Hissing Fauna… er personlige med Barnes som jeg-personen. Efter at dæmonerne har fået frit spil midt på albummet, ændres kursen igen. Desværre i en ærgerlig retning. Vokalen på den soul-agtige “Faberge Falls for Shuggie” er skabet og i falset. Det lyder som Prince eller en omgang fjolle-Scissor Sisters, og det samme gælder for den ret ringe “Labyrinthian Pomp”, der dog hen imod slutningen gennemgår en komplet forvandling, og pludselig lyder meget som Pink Floyds “Speak to Me/Breathe” (fra Dark Side of the Moon). Herefter kommer “She’s a Rejecter”, der har et klokkeklart Franz Ferdinand-riff; dog er det lidt malplaceret, og nummeret ender med at virke uhomogent. De spredte pile, hvoraf få rammer plet, på albummets anden halvdel, trækker den samlede kvalitet ned. Dog er der stadig mange musikalske lysglimt, og størstedelen af albummet er en stor omfavnelse. Der er noget befriende over denne plade, der ikke lader tungsindet overvinde alt, men samtidig tager både glæden og sorgen alvorligt. Det er en ærlig anerkendelse af begge kræfter, og Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et alvorsfuldt livsbekræftende album.
Ryan McPhun flyttede helt fra Californien til New Zealand for at finde ligesindede til et band. Men hans musikalske rødder er ærkecaliforniske. Debutalbummet fra McPhun og hans syv bandkollegaer bærer præg af stor Beach Boys-betagelse, men er mere end blot en hyldestplade.
Quiet Light Tide er ved at lægge de sidste hænder på debutpladen, der udkommer til foråret. Imens har de smidt om sig med en lokkemad, som er acceptabel ved første smagstest, men som mangler noget salt og peber, hvis den skal have en chance hos den både sultne og kræsne lytterskare.
De er et frustrerende popband at være i stue med, for de spiller ikke popmusik. I stedet trawler Chin Up Chin Up deres sange igennem, som var de på jagt efter den guldrandede artpopsang. Højt at flyve, dybt at falde – og Chin Up Chin Up lander i middelmådighedens marker.
