De unge knægte i Kolding-bandet Lunarspeed prøver kræfter med et atmosfærisk rockudtryk. Samtidig vurderer Undertoners anmelder, hvorledes og i hvor høj grad bandet markedsfører sig selv.
Tag - rock
Dolores O’Riordan: Are You Listening?
Voksen og afklaret melodisk rock, der i længden bliver for middelmådig og ikke helt fortjener at blive husket.
Black Rebel Motorcycle Club: Baby 81
Der er plads til lidt af hvert på Black Rebel Motorcycle Clubs nye album – lidt for meget plads måske. Hist og her når den gode kvalitet og fyldige rock toppen, men alt for ofte må man konstatere, at pladen er fin nok – men så heller ikke mere. Den vil nemlig det hele og bliver derfor alt for anonym.
Decorate. Decorate.: Normandie
De seks gutter i Decorate. Decorate. har fundet sammen om en forkærlighed for storbymørkerock, som vi kender fra Joy Division og Interpol. Med styr på virkemidlerne formår debutanterne at fremmane et iskoldt tungsind, men arven fra forbilleder formår de ikke at løfte.
Hella: There’s No 666 in Outer Space
De progressive metal- og mathrockere er genopstået som en kvintet med ambitioner om rigtige sange og mere menneskelighed i mekanikken. Gad vide, om tiden nu er moden til et kongemord på The Mars Volta?
The Royal Highness: La Mancha
På sit debutalbum præsenterer dansk-norske The Royal Highness en række numre, der både opdaterer lyden fra grunge-bølgen, giver den et nutidigt tvist og serverer den med et tungere underlag. Det kniber dog med at undgå en følelse af monotoni.
Viva Vertigo: Vulcan Gas Company
Simon Beck har igen iklædt sig solbriller og læderjakke, så han sammen med en bunke ligesindede kan cruise rundt i en musikalsk benzinsluger på den soniske udgave af Route 66. Slutproduktet er et retrospektivt og overvejende vellykket skue ud over musik og stemninger fra 1950'erne og 1960'erne.
Malcolm Middleton: A Brighter Beat
Malcolm Middleton er ham fra Arab Strap, der ikke snøvler gennem sit brune skæg og hedder Aidan Moffat. Hvor Moffat var “œsang og tekst”, var Middleton “œmusikken”. I de sidste år af Arab Straps levetid lavede Middleton to soloalbum parallelt med det musikalske arbejde i bandet. Sidste år opløste Arab Strap så sig selv, og de to medlemmer gik hver til sit. Nu er Malcolm Middleton klar med sin tredje plade. Den vidner om, at rollerne i Arab Strap nok ikke var så skarpt fordelt endda. Melankolien i hverdagens små umuligheder og det slæbende sortsyn, som blev lagt for dagen i Arab Straps tekstunivers, kan ikke tilskrives Moffat alene. De elementer er i den grad også til stede her, hvor Malcolm Middleton står på egne ben. A Brighter Beat er en ironisk titel. Kun få af albummets numre har en lys tone, og teksterne er gennemgående højst sørgmodige. Albummet åbnes også med ironi i “We’re All Going to Die”, der pumper derudaf med et fast beat og synthezisere – et umiddelbart positivt uptempo-nummer. Men det er det så langt fra; omkvædet synges med kor som en absurd fællessang: »You’re gonna die, you’re gonna die, you’re gonna die alone.« Så skal jeg ellers lige love for, at hr. Middleton har slået temaet fast. Død og ulykke er alt, man kan være sikker på her i livet. Middleton byder på forholdsvis traditionel singer/songwriter tilsat lidt rigtig rock på visse numre samt klaverstumper og strygere, og stilen er ikke langt fra Arab Straps. I “Death Love Depression Love Death” får rocken frit løb med bl.a. en mørk og giftig bas, mens Middleton f.eks. i den stemningfyldte “Up Late at Night Again” understøttes af velspillede aukustiske guitarer. I de fleste af numrene er Middletons “sang” nærmere halvmelodiøs tale med skotsk accent, hvilket i øvrigt også fungerer fint, men i “Up Late at Night Again” gør han mere ud af rent faktisk at synge – det er ikke rent hele vejen igennem, men det lyder godt alligevel. Som førnævnte titel også er et eksempel på drejer Middletons tekstunivers sig om ensomhed, manglende selvtillid, kærlighed og depression. Momentvis er der glimt af håb, men der er ikke mange af dem. I “Stay Close Sit Tight” lyder teksten: »I can feel depression coming«, mens det i “Four Cigarettes” lyder: »I remember failure after failure after failure«. Det er tungt, og Middleton kunne risikere at trække sin lytter med ned i sørgmodigheden. Det er dog slet ikke hans ærinde. Middleton ønsker derimod at give lidt støtte til alle de mennesker derude, der har det ligesom ham. Til alle dem, der har svært ved at forlade huset om morgenen og ved at socialisere med andre; til alle dem, der bekymrer sig for meget til at nyde livet fuldt ud – og dem er der nok rigtig mange af. For det hjælper at vide, at man ikke er alene. Albummet afsluttes med “Superhero Songwriters”. Sådan én ville Middleton ønske, han var, og han lægger ikke skjul på, at han selv har vanskeligt ved at tro på, at han er en dygtig – eller bare en rimelig – sangskriver. Malcolm Middleton har dog bestået sin eksamen hos mig og er, om ikke ligefrem en superhelt, så i hvert fald et af de bedste kort, den skotske musikscene har på hånden. Med A Brighter Beat kan det konstateres, at Middletons solokarriere kører tilfredsstillende. Dog har jeg på fornemmelsen, at Malcolm Middleton stadig kan præstere mere, hvis han kan glemme de høje forventninger til sig selv og tager nogle flere chancer på næste album.
Arcade Fire: Neon Bible
Musikken er blevet mere svulstig, tekstuniverset er blevet mørkere, og sangene er til stadighed stærke. Canadiske Arcade Fire lever på fornem vis op til den prægtige debut. Men du bør nok lægge penge til side til køb af pensel og maling, for Neon Bible har for vane at støde mod loftet.
Utah: Strength in Numbers
Efter et veludført benarbejde af ep'er og koncerter er den danske rockkvartet Utah klar med debuten Strength in Numbers. Den vidner om et band, der kan sit sangskrivningsmæssige håndværk, men stadig mangler dén sagnomspundne ubekendte, der adskiller bandet fra deres musikalske referencer.
Skambankt: Eliksir
Hvis du er til bister, men lettilgængelig 1-2-3-4-rock, er norske Skambankts andet album et godt bud på et fornuftigt indkøb. Der er knald på både musikken og de propagandistiske budskaber, og det fungerer rigtig fint.
källing: Sød musik
Dansksprogede källings album Sød musik er på mange måder en kontrastfyldt debut. Man kan næsten ane det fra det øjeblik, man ser bandets navn og titlen på albummet. For kan en källing virkelig lave sød musik? Ja, det lykkes faktisk.
Bloc Party: A Weekend in the City
"Det svære andet album" viser sig at være en problematisk størrelse for de engelske anmelderdarlings, der fejler mindst lige så meget, som de rammer plet på opfølgeren til den millionsælgende debut.
Fallen Men: Fuck Off
For en gangs skyld et band, der ikke selv fremstår arrogante, når de beskylder andre bands for at være det. Fallen Mens attitude er oprigtigt ligeglad. De vil bare spille en beskidt blanding af gammeldags punk og gammeldags rock uden at tænke for meget over det. Og det er både deres styrke og svaghed.
Quiet Light Tide: In the Moonlight Haze
Quiet Light Tide er ved at lægge de sidste hænder på debutpladen, der udkommer til foråret. Imens har de smidt om sig med en lokkemad, som er acceptabel ved første smagstest, men som mangler noget salt og peber, hvis den skal have en chance hos den både sultne og kræsne lytterskare.
[Ingenting]: Mycket väsen för ingenting
Svenske [Ingenting] kan vist ikke helt bestemme sig for, om de vil være et Velvet Underground-inspireret rockband eller et spleenramt shoegazerband. Kun hittet "Punkdrömmar" taler imod, at de bør gå ad tyste stier og male deres musik i mørkeblå toner.
Hot Club de Paris: Drop It ‘Til It Pops
Arctic Monkeys og Sum 41 mødes og skaber punkrock i den bløde afdeling. Selv om lyd og produktion er helt i orden, virker Hot Club de Paris' debut lidt for efterskole-agtig. Der er ikke nok substans, og idéerne spænder ben for hinanden.
The Unit: Gunpoint
"Vi føler, at vi står med ryggen mod muren her. Vi har noget, vi skal bevise. Ikke kun som band, men som mennesker. Der er noget, der er galt. Vi føler, at vi er trængt op i en krog." Den programerklæring har motiveret danske The Unit til at lave en fin, men langtfra banebrydende rockplade.
The Sadies: In Concert – Vol. One
Toronto-kvartetten The Sadies blander punk, surf og bluegrass sammen til en form for kosmisk country. Denne mastodont af et livealbum skal bides over, for der er musik til flere dage. Men selv om der skal sorteres lidt i indholdet, giver albummet et godt indblik i, hvordan The Sadies gør sig på scenen.
The Veils: Nux Vomica
Der er sket store forandringer i The Veils-frontmanden Finn Andrews' liv, og det reflekterer han over på Nux Vomica, der er tætpakket med nærværende sange og tekster. Store temaer behandles med stor lyd og en stor vokal – og Nux Vomica har været ventetiden værd.
