De hårdtarbejdende newyorkere i TV on the Radio har langsomt skrællet det überkaotiske af deres musik, og her tre plader senere står et massivt skelet, der har besluttet sig for at udvide horisonter under navnet Dear Science. I marven af bandets knogler sidder der stadig gode omkvæd, velskrevne tekster og en misundelsesværdig evne til at udtrykke sig – på den unikke måde.
Man kunne mistænke Joan As Police Woman for at have savnet det vilde koncertliv. Europa-tourens første stop i Lille Vega bød nemlig på et yderst kontaktsøgende band, der fik koncerten til at fremstå som en uformel hyggeaften med umanerlig god musik.
De amerikanske bands, 31 Knots og Bellafea, gæstede i weekenden Lades med nylige plader i bagagen. Danske Marvins Revolt åbnede ballet, og der var ikke den store slinger i valsen denne aften, hvad enten den gik i 3/4, 6/8 eller 7/8.
James Murphy er involveret i nyt klassisk rock-band BBC 6 Music har talt med James Murphy, kreativ kraft og sanger i LCD Soundsystem, der fortæller, at der er en ny plade på vej på hans pladeselskab DFA. Han har selv medvirket på pladen ligesom nogle medlemmer af Hercules and Love Affair og Pat Mahoney, der spiller trommer i LCD Soundsystem. Desuden står Murphy for at producere og mixe pladen. Men selve bandet består af Scott Wells og Paul Sprangers, der tidligere har været med i det relativt ukendte Hockey Night. De har ikke fundet på et navn endnu, men de er temmelig sikre på, at de kommer til at spille klassisk rock. Pladen forventes at ligge til nærmere inspektion i starten af 2009.
A Kid Hereafter har i vanlig eklektisk og småfjollet stil bedrevet 15 små eksplosive popperler med Yo!. Men takket være Frederik Thaaes uomtvistelige talent for den gode melodi, et toptunet band og et humør, der smitter som influenza i oktober, er Yo! både underholdende og udfordrende.
De skotske ikoner i Primal Scream, med satinklædte Bobby Gillespie i front, indtog for nylig Store Vega. De gav smagsprøver fra det nye album, men det var de gamle hits, der fik gang i publikum.
Hold Steady aflyser koncertdatoer Vi er temmelig uheldige med koncerter i Danmark for tiden. For nylig aflyste The Hold Steady deres koncerter i England, fordi deres trommeslager Tad Kubler lider af bugspytkirtelbetændelse. Nu rapporterer Pictchforkmedia desværre, at bandet også har aflyst resten af deres Europa-turne, inklusive koncerten, de skulle spille i Vega 19. oktober. Indtil videre er datoerne i England blevet rykket til december. Det samme må vi håbe sker for Danmarks-datoen.
Dandy Warhols’ sjette plade, Earth to the Dandy Warhols, er på trods af enkelte svipsere, ikke uden kvaliteter.
Den efterhånden ganske veletablerede Brooklyn-gruppe Oneida er tilbage i fin form med flere vidtrækkende eksperimenter udi improviseret rock. Resultatet er, at den konceptuelle tilgang bringer både skidt og kanel med sig, men det er som sædvanligt alt andet end kedeligt.
Elbow udgiver børnesange Elbow, der lige har vundet Mercury-prisen for deres album The Seldom Seen Kid, fortæller Billboard, at de planlægger at lave et album med børnesange. Samtidig overvejer de at få lavet en animeret film til sangene også. Det skyldes primært, at bandmedlemmerne efterhånden selv har fået børn og ikke er helt tilfredse med udbuddet. Der er dog ikke planer om at udgive det før næste album er afsluttet.
The Donkeys hylder den klassiske, laidback surferlivsstil, som man kender fra film. På den amerikanske vestkyst kører alle rundt i åbne biler, hører tilbagelænet rockmusik med twangguitar og lytter til sange om ulykkelig kærlighed og smukke solnedgange. På Living on the Other Side er musikken dog så tilbagelænet, at den er direkte kedelig.
Top 100 over mest homoseksuelle plader Alle musiknørder elsker lister. Top dit og dat over bedste break-up-sange, værste albumcovers osv. Det viser sig, at homoseksuelle også synes de er sjove. Nu har Out Magazine i hvert fald lavet en liste over de 100 mest homoseksuelle plader i verden. De har bedt en række homoseksuelle kendisser, som bl.a. Boy George, Rufus Wainwright, Cindy Lauper og sladderbloggeren Perez Hilton, om at indsende en liste med de 10 plader, der har betydet mest for dem. Listen er blevet en halvforudsigelig sag med ganske almindelige rock-klassikere, bl.a. Ziggy Stardust and the Spiders from Mars som nr. 1, og så den slags musik, man altid forbinder med homoseksuelle: Judy Garland og musicals. Men der er dog en afvigelse: Støjrockerne Hüsker Dü er repræsenteret med to plader på listen.
"Kiss and make up". Det må være overskriften på det gendannede band The Verves fjerde udspil, der via sin enkle titel varsler et eller andet. Hvad det så end er, må stå i det uvisse, for selv om bandet ser fremad, så lyder The Verve umiskendeligt, som de altid har gjort, og det er både skidt og kanel.
Bare fordi man vil det hele, er det ikke sikkert, at man kan det. Danske Prins Nitram både vil og kan, og det er småt med fejltrinnene på den vidtfavnende debut, der blæser sine virile kompositioner ud over et farverigt musikalsk landskab. Absolut en af årets mest spændende danske plader.
Den canadiske sanger og sangskriver med forbindelse til Broken Social Scene-kollektivet betjener sig på egen hånd af et lidt mere afdæmpet udtryk. Tilbagelænet 70'er-rock møder americana, og Collett begaver os med en fin, varm lytteoplevelse.
Hvordan siger man ordentligt farvel til en afdød ven og bandmedlem? Det er der vist ingen, der ved. Og Madrugada ved det sikkert heller ikke. Det kan man jo ikke, men de har tilsyneladende gjort deres bedste med deres sidste mørke plade, Madrugada.
Efter fire år, hvor Nikolaj Nørlund har været fuldt beskæftiget med andre musikalske projekter end sine egne, er han under The Rhonda Harris-navnet endelig tilbage. Og det er med nogle af sine til dato bedste sange.
Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, "because it's worth it".
Hvordan lyder noget ufarligt? Måske lidt ligesom Keith Caputos fjerde soloudspil, der stilsikkert holder sig i højre side af vejbanen uden at bryde fartgrænserne. Det er pænt og nydeligt, og for det meste lyder det ganske udmærket, men vil man have store oplevelser, skal man finde andre græsgange.
For anden gang i løbet af det seneste halve år udgiver århusianske Marybell Katastrophy en ep, der med et ukommercielt lanceringskoncept anbringer sig selv uden for de gængse båse. Fem skarpslebne og semistøjende sange danner rammen om noget, der efterhånden får lytteren til at hungre efter en hel plade.
