Nogle kunne fristes til at beskylde den nye plade fra Nick Cave og co. for at lyde som "endnu en dag på kontoret". Det er ikke helt forkert; sagen er bare dén, at de ting, Cave laver på sit kontor, holder et imponerende højt niveau. Dig, Lazarus, Dig!!! er et glimrende bevis og en strålende rockplade.
Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.
Udråbt af Gaffa til at blive det helt store i 2005, dernæst udgivelse af ep'en Slow Dance for til slut at blive droppet af deres pladeselskab. Nu går fynboerne så egne veje via nyt pladeselskab og reintroducerer deres nedtonede 70'er-rock. Intentionerne er gode, men bag den pæne facade bliver sangskrivningen en kende anonym.
På sit nye album har The Tremolo Beer Gut smurt et ekstra tykt lag pomade i håret og sat cowboyhatten godt på skrå. De hårde surf-cowboys viser, at de er og bliver Danmarks musikalske svar på en hyperventilerende Ennio Morricone: seje, stilede og frem for alt skidesjove.
Der er lagt i ovnen til støvede ørkenlandskaber og øde spøgelsesbyer på Human Bell, der er Dave Heumann og Nathan Bells debut under samme navn. Det er et lovende album, men det bliver desværre ved dét – efter kort tid flyder den instrumentale alt.country sammen og bliver for ensformig.
Rødt kort til Franz Ferdinand og Maxïmo Park. Ud med de højenergiske guitarudladninger, og ind med indadvendte, afdæmpede indierock-kompositioner i et alsidigt og solbeskinnet lydbillede - sange, der lader til at være Cartridges hidtil mest langtidsholdbare materiale. Kvartetten har taget et modigt skridt mod noget, der kan begå sig i både ind og udland.
Også tredje gang er lykkens gang for danske Barra Head – endda mere end nogen sinde. Lydbilledet er blevet pudset af, så de kontante og konsekvente sange står knivskarpt frem. Men afpudsningen har ikke gjort Barra Head pæne eller kedelige.
Det er stadig tight og stramt betrukket med oaser af coolness, energi og dystre udladninger, men plade nummer to fra Spleen United har mod på endnu mere, og lysere tider er på vej. Vejen dertil er asfalteret med et stærkt melodimateriale og elementer fra 90'ernes dancescene. Et spændende og særdeles gangbart koncept.
Little Kingdom fra Citay er en fremragende plade. Citay spiller en guitarvægtig, imødekommende psykedelisk rock med folkemusikrødder. Associationerne til andre bands og kunstnere er mange og gode, men de er vist kun inspiration, ikke forbilleder. Citay er virkelig et særegent, godt bekendtskab.
Blue Foundation følger op på storsællerten Sweep of Days med et album, hvor der både er plads til elektroniske elementer og shoegazer-inspireret guitar. Life of a Ghost kan ganske vist siges at være lettilgængelig, men det helstøbte udtryk og de stærke sange gør udgivelsen til en af de allerbedste danske plader i 2007.
Enons nye album kommer efter fire års næsten stilhed. Musikken er stadig en blanding af skæv rock og melodisk pop. Men denne gang er der mere fræs i guitarerne, mens den skæve pop er lidt nedbarberet. Som altid er John Schmersals sangskrivning af ganske høj standard.
Kato kan mere og bedre, end de viser på deres debutplade. Bandet har afsæt i rockmusikkens repetitive virkemidler, som man kender det fra Yo La Tengo. Det er elegant, når det fungerer bedst, og det er forglemmeligt, når det, som størstedelen af materialet på denne plade, generelt ikke helt fungerer.
Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.
Selv om nogle mediers dækning af Radioheads nye album har tydet på, at distributionsformen i sig selv var nok til at retfærdiggøre høje karakterer, er der god grund til også at lytte til pladen. Bundniveauet er virkelig højt, den gode sangskrivning er endelig kommet i højsædet, og Thom Yorke synger bedre end meget længe.
Ud over momentan voyeuristisk interesse er onani kun spændende for én person ad gangen. Med en massiv metallyd og konsekvent og demonstrativt skæve taktarter holder Oceansize tungen lige i munden igennem maratonalbummet Frames. Den musikalske virtuositet er i fokus på bekostning af det vedkommende.
Henrik og Peter H. Olesen stopper deres musikalske parløb med udgivelsen af dobbeltalbummet Kain og Abel. De har indspillet hver sin plade uden den andens indblanding, så splittelsen er allerede en realitet. Den enes bidrag er lyst og håbefuldt, mens sortsynet råder på den andens. Gæt selv, hvem der står bag hvilken.
Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal manøvrere sig gennem danske I Am Bones' andet album. Stil- og temposkift falder over hinanden, og mens det gør pladen virkelig varieret, skaber det også en hel del forvirring. For trods de medrivende momenter kniber det for kvartetten at få skabt en helhed.
Med The Stage Names cementerer amerikanske Okkervil River sin placering som et af de bedste og mest intense amerikanske bands i øjeblikket. Denne gang fortæller Will Sheff & co. fremragende storbyhistorier og viser samtidig nye, legende sider af sig selv.
»I’m every woman,« sang Chaka Khan, og de ord synes Tori Amos nu at efterleve. På Strange Little Girls fra 2001 tog hun et skridt på vej mod personlighedsspaltningen, og med American Doll Posse er forvandlingen nu komplet: Tori Amos er kløvet i fem: Santa, Clyde, Isabel, Pip og Tori. Denne gruppe af vidt forskellige kvindetyper udgør The American Doll Posse, og hver kvinde har sine egne sange på albummet. Det er noget af et projekt, Tori Amos har givet sig i kast med. Det hele er komplet med masser af billeder af de fem Tori-afskygninger, fem blogs på nettet for slet ikke at tale om de 23 selvproducerede numre på albummet. Tori Amos har altid været en produktiv dame, der ikke har været bange for at tage fat. Og i en alder af 44 år er dette hendes niende album. Tori Amos giver som regel sin mening råt for usødet, og American Doll Posse er ingen undtagelse. Denne gang er det en vis hr. Bush, der får sandheden at vide lige fra albummets åbner “Yo George”, hvor Amos undrer sig: »Where have we gone wrong, America?« og spørger videre: »Is this just the madness of King George?« Videre går det med den dejligt skæve single “Big Wheel” og andre numre, der er betydeligt mere rockede, end vi er vant til fra Tori Amos – “Teenage Hustling”, “Body and Soul” og “Code Red” er fine eksempler. Det er en positiv overraskelse, at Tori Amos også mestrer rocknumre. I det hele taget er der en høj frekvens af numre med fuld musikalsk besætning, så der her ikke kun er tale om sange med vokal og klaver, som Tori Amos ellers normalt foretrækker. Der er naturligvis stadig skæringer, hvor klaver og vokal dominerer. Ofte er der lag-på-lag-vokaler, og numrene er dybtfølte og kønne såsom den inderlige og smukke “Girl Disappearing”. Der er et par særprægede overraskelser undervejs, og “Mr. Bad Man” er en lille listig sag med lyse vokaler og en melodi, der bider sig fast. Også “Velvet Revolution” på albummets sidste del bryder stilen og får én til at spidse ører med kun mandolin, klaver og fransk stemning. Efterhånden bliver det hele dog lidt langt. 23 fuldvoksne sange fylder immervæk godt på ét album, og Tori Amos burde have luget lidt ud i numrene, da man sagtens kan finde en håndfuld at sortere fra. Konceptet med de fem forskellige kvinder, med hver deres syn på verden, er både sjov og interessant, men når albummets toner smyger sig ud af højtalerne, glemmer man hurtigt Pip, Clyde, Santa, Isabel og husker kun Tori Amos. For American Doll Posse lyder stadig som et Tori Amos-album. Konceptet lægger op til en stor spændvidde i musikken ligesom i kvindetyperne, men den er der ikke helt. Det kunne have været spændende at høre Tori Amos udfordre sig selv endnu mere og følge sine egne damer helt til dørs. Det er ikke første gang, Tori Amos flirter med konceptalbum, og hun har denne gang ført sine eksperimenter længere ud end før. Jeg er dog lidt i tvivl om, om hun ønsker at tage springet, folde sit koncept helt ud og lave et album med en helt anden lyd, eller om hun helst vil blive ved med at lave Tori Amos-albums i den velkendte stil. Uanset hvad der i grunden er damens intention, er American Doll Posse er stærkt album, der indeholder en række både smukke og slagkraftige numre. En mere komprimeret version kunne være tæt på hendes bedste album.
Engelske Editors følger op på den store succes med et album, der ikke tilføjer så meget nyt til gruppens musikalske univers, men til gengæld perfektionerer udtrykket. Storladen rockmusik i den dystre ende – af absolut bedste slags.
