True Romance er som at høre Prince og Arctic Monkeys samtidig. "Purple Rain" på anlægget og "I Bet You Look Good on the Dancefloor" i radioen. De fleste ville skrue ned for det ene og op for det andet. Det gør Golden Silvers ikke. De danser bare videre.
En plade – fremført flabet og vredt – med mod og nerve (og rim), der uden mange dikkedarer og på forfriskende og pågående vis besynger livet og kvinder. Det er lige i øjet.
Fra det værste til det bedste. Sådan forløb onsdag eftermiddag og aften for Undertoners anmeldere.
36 år er gået siden debuten, men trods frafald af næsten alle originale gruppemedlemmer, fortsætter en lille kerne ufortrødent. Der er nu tale om ældre mænd, der har fralagt sig ungdommens excesser, men bevarer snerten af punkattitude.
Mars Volta varmer op til Roskilde Festival med et fremragende album, der godt nok skifter en smule retning i forhold til tidligere plader, men er en overbevisende tilføjelse til bandets vidtfavnende, progressive rockunivers. Smukt!
Det er primært de storladne toner, der præger Foreign Borns Person to Person, og inspirationen fra helt store navne som U2 er tydelig. Samtidig har både lyd og band personlighed. Det er sgu fedt!
Den engelske kvartet The Broken Family Band udsender sit syvende album. Er dette vejen mod det endelige gennembrud? Næppe, men der lurer positive elementer blandt de mange almindeligheder.
Københavner-kvartetten smider et debutalbum på gaden, der viser adspredelse, rytmik og rockede toner. Albummet føres frem med en karismatisk forsanger i front og et veldrejet musikalsk samspil, der lægger en solid grund for forventningerne til bandets fremtid.
Placebo træder for alvor ind i det poprockede univers med brugen af symfonielementer, men bibeholder (heldigvis) stadig deres høje tempo og aggressive guitarlyd.
På Outside Love er der ret højt til loftet. Det er storladent, men det er okay, for sangene er – trods en masse rumklang – dejligt nærværende. Derfor er pladen også et af denne sommers sikre lydspor.
Her har vi virkelig at gøre med et enten-eller-album. Skal der dømmes mål, eller sender man bolden til hjørne? Tja, det er jo en smagssag, men denne gang er Eels' garagerock efter min mening en anelse for gumpetung og tenderer det kedelige.
Den svenske trio har i den grad ændret stil siden deres festlige og skizofrene debut. Efterfølgeren er anderledes afdæmpet og mere helstøbt. Med de mange inspirationskilder giver bandet os et musikunivers, der er orientalsk, melankolsk - og absolut betagende.
På en af årets første lune sommeraftener gæstede Dragontears Nordjylland og indhyllede det fremmødte publikum i en særegen aura. En aura af oprør, hengivenhed for traditioner og mystiske vibrationer.
2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.
Super Furry Animals er som altid et broget bekendtskab, der ynder at hugge med arme og ben fra alverdens inspirationskilder. Selvom den røde tråd mangler, er Dark Days/Light Years et legesygt og fængende album.
Selvom resten af bandets medlemmer i dag er over 40 år, var Richey James Edwards stadig kun højst 28 år, da han skrev disse tekster. Hans minde æres med en plade, der stilmæssigt er 14 år gammel – fra den tid hvor manierne stadig rasede. Tak Richey.
The Late Parade har gode musikalske kort på hånden, og deres dramatiske udtryk er indimellem en fryd for øret. Alligevel vender de kun momentvis op og ned på den danske musikscene, og i længden trænger spørgsmålet om holdbarhed sig på.
Fork in the Road er en række fine kuriositeter, en håndfuld ret gode sange, én rigtig god og måske én af karrierens allerbedste spundet sammen i et komplekst, men klart sammenhængende tekstunivers.
Marie Fiskers debutalbum er stilsikkert, lækkert og indspillet med nogle af dansk rocks rutinerede herrer. Med singer/songwriter- og country-inspirerede numre står hun stærkt som et nyt, yderst interessant navn. Men gid hun dog ville rocke lidt mere!
Det skandinaviske ensemble, der modtog en DMA Jazz Award tilbage i 2006, er tilbage med den ubesværede toer, der i den grad genoptrækker linjerne fra debuten og samler jazz, folk og den småt støjende rock i en dejlig mystisk transfusion til alle kolde hjerter nordpå.
