Scott Matthews’ Elsewhere er en blandet fornøjelse. Musikken svinger fra det flade og kedelige til numre af helt fantastiske dimensioner; det samlede indtryk bliver blot middel.
Tag - rock
Pixie Carnation: Fresh Poems EP
Fresh Poems er en småkedelig, indierocket debut fra et ellers lovende band.
Darker My Love: 2
Darker My Love leverer rock, der kræver dig i nuet, og som på paradoksal vis forsøger at fastholde den virkelighed, de flygter fra. En skæv faktor præger deres rockede toner, så de ender med at tilbyde en genrehybrid og flere lag, end man lige umiddelbart gennemskuer.
Lightning Dust: Infinite Light
Lightning Dust afprøver en masse indierockede retninger (og et Steinway-flygel) på sit nye album, men formår ikke at indløse potentialet. En skuffet anmelder rapporterer.
The Cesarians: s.t.
The Cesarians åbner op for et paranoiafyldt univers, fyldt til randen med dystert marionetteater og depressive dissonanser – på et første udspil der ligger tættere på balkanmusik end regulær rock. Det er anderledes og ganske virkningsfuldt.
Fredagsvideo: Free Energy: “Free Energy”
I efteråret skrev jeg her på Undertoner om, at James Murphy var involveret i et nyt rockband, der skulle spille klassisk rock. Nu er bandet endelig ved at være udgivelsesklar og har endda også fundet et navn. Free Energy er et af de mest velvalgte navne til et band længe, for det er præcis sådan deres musik lyder. Afslappet, sjovt og samtidig rykker det. Perfekt til at kickstarte en fredag i selskab med et par øl og gode venner. Bandet har en syv-tommer ude på DFA og senere på året skulle deres fuldlængde Stuck on Nothin’ gerne udkomme samme sted. Slå håret ud og slap af til “Free Energy”
Silver Gleaming Sound Machine: All Tomorrow’s Gardens
Århusianske Silver Gleaming Sound Maschine udgiver her seks numre, der viser, at de har, hvad der skal til for at skabe sig et navn på den danske – og senere måske den internationale – musikscene.
Rinôçérôse: Futurinô
Selvom Futurinô er femte udspil fra den franske duo Rinôçérôse, anmeldes de for første gang i Danmark. Om det er på grund af manglende kvalitet eller et rent uheld, er ikke til at sige, men Danmarks første bekendtskab med duoen er en blandet fornøjelse.
Homesick Hank: Ghosts
Tredje Homesick Hank-udspil er dejligt at lytte til. Neonskiltet siger nordicana og skandinavisk melankoli. Det er ikke overdrevet trist, indelukket eller navlepillende, ej heller noget studie i jubelglade sange, og det er faktisk ikke så tosset endda.
Florence and the Machine: Lungs
Florence Welch og hendes maskine er blevet rost og anerkendt markant i England. Forståeligt nok, for blandingen af indierock og -pop, tilsat soul for alle pengene, er fremragende.
Rancid: Let the Dominoes Fall
Ikke meget har ændret sig på dette syvende studiealbum. Rancid fortsætter i samme tempo og med samme kritiske tilgang til bl.a. kultur, politik og religion. Hvis man er til rockede toner, punk-attitude og angreb på Guds eget land, vil dette album falde i god jord.
All Products Made Nice: s.t.
En lille plade på lidt over et kvarters spilletid er ikke meget materiale at skulle bedømme noget ud fra, og All Products Made Nices udspil er og bliver kun en formodning om, at der er noget i gære. Mere præcist end det bliver det desværre aldrig.
Amazing Baby: Rewild
Forventningerne til amerikanske Amazing Baby er høje og bandet er flere gange blevet udpeget til at være dette års helt store talenter med deres drømmende glamrock. Albummet Rewild hverken skuffer eller overvælder.
Julian Plenti: Julian Plenti Is… Skyscraper
Interpol-forsanger Paul Banks lancerer første album fra soloprojektet Julian Plenti.
Wilco: Wilco (The Album)
Når et band opkalder en plade efter bandet, giver det en forventning om, at hovedet er slået lige på sømmet. Med Wilco (The Album) lever Wilco så absolut op til forventningen.
The Low Frequency in Stereo: Futuro
Den norske kvintet har siden sidste album i 2006 fået to nye medlemmer og har bevæget sig fra instrumental lo-fi-postrock over til et større udtryk med vokaler og varieret støjrock med psykedeliske trip indimellem.
Roskilde ’09: White Lies, The Whitest Boy Alive, 05.07.09
Løftet pegefinger til White Lies og for meget chillout med The Whitest Boy Alive.
Roskilde ’09: Peter Doherty, Eagles of Death Metal, 05.07.09
Fra »fucking fedt« med Peter Doherty til Eagles of Death Metals ensformige og trøstesløse ørkenvandring. Fra tæt på topkarakter til dumpekarakter.
Roskilde ’09: The Mars Volta, Jenny Wilson, The Soft Pack, 03.07.09
En blandet pose bolsjer fra den sene aften og de endnu senere nattetimer.
Roskilde ’09: Nick Cave and the Bad Seeds, The Field, 03.07.09
Forventningerne til Nick Cave and the Bad Seeds blev opfyldt til allersidste, syrede blodsdråbe. Erstatningen for Wavves, The Fields, tilbød dansabel bevægelse.