Michael Gira, den tidligere primus motor i Swans, er blevet akustisk på sit nye album. Ikke ligefrem nogen klog beslutning, da albummet med undtagelse af få højdepunkter ikke er i stand til meget mere end at kede lytteren til døde.
Tag - singer/songwriter
Okkervil River: Sleep and Wake-Up Songs
Amerikanske Okkervil River udgav i sidste måned deres andet album. Indtil da har man kunnet udfylde ventetiden med ep'en Sleep and Wake-Up Songs. For en singer/songwriter-ignorant som undertegnede er den en fin lille øreåbnende plade med fem både stærke og enkle numre.
Rufus Wainwright: Want Two
Rufus Wainwrights verden er eventyrlig og tilsat lige dele sex, synd, drama, kærlighed og kabaret. Det går ikke stille for sig, når Rufus udfolder sig. Og godt det samme - han er helt ubestridt en af nutidens mest kreative, spændende og talentfulde kunstnere.
Mugison: Mugimama – Is This Monkey Music?
På sit andet regulære album skruer Mugison ned for sin enkle solopræstation og tillader større og mere komplekse numre med adskillige lag af lyd. Det er dog de nedbarberede guitarballader og duetterne med kæresten Rúna, som fungerer bedst.
Damien Jurado: On My Way to Absence
Den amerikanske singer/songwriter Damien Jurado leverer med sit nyeste fuldlængdeudspil On My Way to Absence en dyster, men også smuk plade, der vokser betydeligt efter en del gennemlytninger.
Josh Rouse: Nashville
Med sin nyeste udgivelse Nashville har singer/songwriteren Josh Rouse taget endnu et skridt ud imod den rene popmusik. Det er der kommet en nærmest vanvittig behagelig plade ud af, som man skal være temmelig kold om hjertet for ikke at falde bare lidt for.
n.Lannon: Chemical Friends
Californiske Nyles Lannon har skrevet en rar lille samling folksange, men melodierne mangler lige det sidste for at skille sig ud. I stedet lever Chemical Friends mest på stemningsbilleder, og der er grænser for, hvor interessant støvregn og dis er.
Matt Sharp: s.t.
Han er tidligere Weezer-bassist og The Rentals-frontmand og har efter fem års stilhed udgivet sin første plade i eget navn. Matt Sharp har bevæget sig over i en helt anden grøft med et akustisk baseret udtryk, der skyder rødder i singer/songwriter-traditionen. Men noget mangler...
Mia Doi Todd: Manzanita
Mia Doi Todds femte album beviser endnu en gang, at L.A.-sangerinden har en fyldig og spændende stemme. Hvis hun så bare havde turdet stole på, at den sagtens kan gøre arbejdet, ville pladen have været glimrende. Nu stritter den i for mange retninger og hænger ikke sammen.
Noël: Wrong Places
Dybsindig og smaskcharmerende berlinsk cafémusik serveret med stor omhu.
Lou Barlow: Emoh
Lou Barlows nyeste plade er en melankolsk samling akustiske kærlighedssange (hvem skulle have troet det?). Musikken er mere velproduceret, end man er vant til, men det gør ingenting. Emoh er en rigtig dejlig plade, der virker helt frisk i mængden af gravalvorlige singer/songwritere.
Denison Witmer: The River Bends… and Flows into the Sea
Singer/songwriter Denison Witmer har allieret sig med bandet The River Bends, og sammen har de skabt en samling hovedsageligt afdæmpede sange med et ærligt, men ind imellem også lidt for simpelt tekstunivers. Alligevel er det en betagende plade, og bandet fuldender udtrykket undervejs med en smule tempo.
Adam Green: Gemstones
Adam Green, den excentriske klovn fra The Moldy Peaches, har udgivet sin tredje soloplade, Gemstones. Adam Green leger videre i sit bizarre og løjerlige univers, men han formår ikke at skabe de ædelstene, albumtitlen råber så højt om.
Thomas Dybdahl: One Day You’ll Dance for Me, New York City
Thomas Dybdahl afslutter sin indtil videre ganske kritikerroste oktober-trilogi. Og han har gjort det godt – rigtig godt endda. Undertegnede sidder i hvert fald efter adskillige gennemlytninger tilbage med en god, massiv følelse af øregangsvelvære og fuldkommenhed. Den bider sig fast, gør den.
Hayden: Elk-Lake Serenade
Den lettere omtågede og mumlende canadier Hayden Desser skriver smukke sange, der for det meste bruger det akustiske som musisk platform. Der sniger sig en enkelt elektrisk guitar ind hist og pist, men det er de lavmælte og intime sange, der løfter pladen op over middelmådigheden.
Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain
Tredje album fra amerikanske Kevin Tihista beviser, at fremragende singer/songwriter-pop sagtens kan være både melodiøs og dybt melankolsk.
Mike Trike: Apartment 18
Den yderst behagelige indiepop på Apartment 18 bliver en smule ødelagt af, at det hele minder så ufatteligt meget om Elliot Smith, og så er sangene i øvrigt også for korte.
Gravenhurst: Flashlight Seasons
Selv om Flashlight Seasons måske ikke kommer til at stå som den helt store milepæl i musikhistorien, er Nick Talbot og hans guitar en rar duo at stifte bekendtskab med.
V/A: Song of the Silent Land
Det canadiske pladeselskab Constellation Records har med Song of the Silent Land udgivet en hurtig opsummering af sit virke i perioden 1997-2004. Og det skulle de måske nok have ladet være med (eller i det mindste nægtet halvdelen af kunstnerne adgang).
Camilla Munck/Moogie Johnson: Unlike You
Lad dig ikke narre af det ucharmerende og lidet informative cover. Her er masser af nærvær, varme, indhold og lytteoplevelse, når Camilla Munck og Moogie Johnson tænder ild i lejrbålet. Men det kræver tålmodighed at finde frem til deres refugium på prærien.