Cost er den amerikanske singer-songwriters Patrick Phelans første udgivelse i fire år. 11 personlige skæringer fra en kunstner, der ikke er bange for at have sine inderste følelser uden på tøjet. Dette er smuk indadvendt musik til en nat, hvor man er det sidste vågne menneske i verden.
Chris Brokaw har en utrolig sikker sans for at spille på en guitars seks strenge. Både elektriske og akustiske modeller styrer han ganske flot, men han tror måske lidt for meget på, at de alene kan bære albummet. På det punkt tager han fejl, og derfor er hans seneste soloalbum en blandet affære.
Svenske Erik de Vahls andet album klinger af tyst vintervejr, men gennemstråles alligevel af varme og en dejlig optimisme. Imidlertid virker en del af numrene ikke helt fuldmodne endnu, og de Vahl sparer lidt for meget på spilletiden.
Kip Boardmans flotte melodier og poppede vokal væver singer/songwriter-genren sammen med country og pop/rock fra 70'erne. Resultatet er et ganske spændende, men også ustruktureret album, der desværre ikke holder hele vejen hjem.
Mikael Simpson har ryddet op i arkivet med gamle skitser og nye udgaver af numre fra de to soloplader. Og opsamlingen demonstrerer, at Simpson er stærkest, når han står ved at være sangskriver frem for laptop-betvinger.
Nothing Broken fortsætter i samme rille som Johnny Cash og Mark Knopfler: pæn vokal, enkle instrumenter og god produktion. Men alt i alt ender det genudgivne soloalbum fra Nick Caves Bad Seeds-pianist som et nydeligt, om end uinteressant og småkedeligt udspil.
Efter at have været tavs siden albummet Just Another Diamond Day fra 1969 er Vashti Bunyan vendt tilbage fra sit selvvalgte eksil. I den mellemliggende periode har musikscenen været igennem op til flere revolutioner, men det er ikke til at høre på Bunyan.
Teksterne er det svageste led på Everyone Takes Themselves Too Seriously, som man dog roligt kan tage seriøst, for fremføringen fejler ikke noget. Hvor de stille sange halter, står de mere friske sange stabilt med begge ben solidt plantet i den gode ende af singer/songwriter genren.
St. Thomas, der nu er blevet til Saint Thomas, er klar med endnu en stribe lyttenemme og ganske ørehængende sange, der dog i sidste ende stadig ikke efterlader meget andet end et neutralt, uautentisk helhedsindtryk.
Så er der saftsuseme en ny singer/songwriter på banen. Heldigvis tør ham her invitere flere instrumentale elementer indenfor i sin musik, hvilket måske på længere sigt kunne give traditionen et ekstra lille pift og løft opad.
Ikke siden F.C. Barcelonas Pepe Guardiola har jeg tabt mit hjerte til en spanier. Ainara LeGardon henrykker med et dybfølt og stilsikkert album, der nærmest uden skønhedspletter portrætterer den ulykkelige kærlighed.
BRMC er det andet store retro-rockband, der foretager et radikalt stilskifte i år. Når det første chok har lagt sig, er det bestemt ikke så slemt som det seneste White Stripes-album, men der er stadig et langt stykke op til fordums styrke.
Seneste album fra den særegne amerikaner Phil Elverum har en ganske dækkende titel. Der er for langt størstedelen af numrenes vedkommende ikke skyggen af lys eller lygte. Elverum er mindre støjende, end han plejer, og det giver musikken et mere afdæmpet og dystert udtryk.
Bill Callahan har lavet en meget harmonisk plade, og selv om man ikke bliver småkåd og lystig af at lytte til den, pibler der alligevel små lyse perler frem fra hans mørke univers, og resultatet rammer næsten Bull's Eye.
Peter Dahlins ensomme svenske tristesse fra 2003 slog ikke an. Derfor valgte han at lægge sorgerne på hylden, og lade glade popsange og hjælp fra Sleeping Beauty finde vej til den nye EP. Guitardrengen byder nu både på klagesang og popglæde, alt sammen med en stor hilsen til "kära mamma".
Som opfølger til sidste års kritikerroste, selvbetitlede debut kommer nu en lille vifte af stueoptagelser og koncertuddrag, der forsikrer os om den fortsatte blomstring blandt San Franciscos unge sangskrivere.
Richmond Fontaines sjette album er en triumf for sangskriver Willy Vlautin, hvis fremragende personskildringer fra den amerikanske skyggeside kongenialt bliver understøttet af et band, der virkelig forstår, at "less is more".
Prominent producer (Neil Halsted), prominent backingband (Mojave 3) og smuk, luftig stemme (Sarah Hepburn selv) er ikke nok. Det viser Sarah Hepburn på sit debutalbum, der er fragmenteret og bærer præg af, at materialet er skrevet over flere år. Enkelte pletskud er der dog på det ujævne album.
Nordjyske Ronni Ströms mix af følsom country-feel og melodisk ørkenrock er hverken skarp eller interessant nok til, at man føler sig godt underholdt fra ende til anden. Efter en både frisk og vellykket start er det nemlig, som om albummet mister pusten og ender i en omgang uinspireret ørkenvandring.
En kandidat til årets dårligste album, hvis det ikke var for et fint Outkast-cover. Den islandske singer/songwriter burde holde sig til sin plads som guitarist hos Fighting Shit.
