Tag - melankoli

Plader

Bisse: 19.6.87

Bisse er blevet mindre gal, men tilsvarende også mindre genial på sentimentalt og vellydende barndomsalbum.

Efter flere års ventetid er Magnolia Shoals nu endelig på banen med deres debutplade Tenants. En dybt melankolsk og mørketung debut, der bestemt har været ventetiden værd.

Plader

Broken Twin: May

Broken Twins debutalbum May er på en og samme tid stærkt og skrøbeligt. Melankolien gennemsyrer samtlige numre, men håbet skinner trods alt igennem. Knug det tårevædede lydtæppe så hårdt, du kan, dyk ned i de sorgfyldte tekster, og mærk efter.

Broken Twin, der i år har fået en del opmærksomhed og ros i udlandet, har netop sluppet et nyt nummer. Nummeret stammer fra hendes kommende, men endnu unavngivne debutalbum, der udkommer via pladeselskabet Anti-.

Plader

Baths: Obsidian

Obsidian lyder Baths umiskendeligt som sig selv, om end udtrykket er en kende anderledes. Lyden er mere organisk end på debuten, og lyrikken er præget af dyb melankoli. Hvor førstnævnte fungerer upåklageligt og mest af alt åbner op for en større og udtryksfuld lyd, er teksternes tristesse en kende mere svingende.

Debutalbummet fra Daughter byder på kolde toner og rørende tekster i et troværdigt følelsesunivers, hvor ulykkelig kærlighed er reglen frem for undtagelsen.

Der er noget uhyggeligt, men alligevel dragende over et af det nyeste skud på stammen for soveværelsesmusikere. Kyle Reigle alias Cemeteries formår på sin debut at blande spøgelsesstemning og dagdrømmeri med et uimodståeligt smukt resultat.

Both Ways Open Jaws står som et gennemført soundtrack til november måneds triste udseende. Og den finsk/franske duo har da heller ikke skruet ned for melankolien, der passer glimrende sammen med den grå hverdag.

På sit nyeste album har The Mountain Goats taget et grundigt tag i Biblen, og det er der kommet et lille, stille, underfundigt og underspillet konceptalbum ud af. Her skal lyttes godt efter, så er man advaret, men det er bestemt umagen værd.

Folk fik, hvad de kom efter, da Calexico gæstede et pakket Store Vega med deres velspillede americana. I krydsningen mellem den vante melankoli og fandenivoldsk gringo-rock havde der endda sneget sig nogle postrockede strukturer ind. Fantastisk.

Picastro er et endnu-et-i-rækken band, der troskyldigt følger strømmen af strygere i et sort hav af melankolsk folk, og de ville gøre godt på en vinterdag, men forsvinder desværre nemt i sommerheden.