Veronica Falls spiller deres indiepop lige så tight, som deres pandehår falder tungt. Under parolen »Let the music do the talking« fik briterne varmet KB18 op med deres pastiche-80'erpop.
Tag - shoegazer
Sleep Party People: We Were Drifting on a Sad Song
På anden udgivelse fra Sleep Party People har Brian Batz' sovekammerpop blandet sig med en rastløs pulseren og en uvant pompøsitet. Det udmunder langt hen ad vejen i en dragende popplade, hvis sange dog ikke altid kan bære deres virkemidler.
Waldo & Marsha: Smiling at the Ground EP
Det er på sin vis imponerende, hvordan Waldo & Marsha ikke ender som en mudret masse, hvor alt flyder sammen i udsyrede vandfarver. Ved at holde vokalerne så langt tilbage i lydbilledet, som det er tilfældet på Smiling at the Ground, risikerer man nemlig let at tabe lytterens opmærksomhed.
Balloon Magic: Mornings EP
Med ep'en Mornings fra odensekvartetten Balloon Magic bliver de skyhøje ambitioner vægtet højere end udfordringer og satsning. Det koster desværre en del af lytteoplevelsen.
The Silent Section: Contour of a Passing Dream
The Silent Sections anden udgivelse er et 50 minutter langt støjmaraton, der først for alvor bliver rigtig vellykket et par kilometer før målstregen. Og resten forbliver en alt for ensformig affære.
The Foreign Resort: s.t
Københavnske The Foreign Resorts ep, der bærer bandets eget navn, har set dagens lys. Lyden er fornemt poleret, men har dog et par gevaldige ridser i lakken. Gudskelov for det!
Simon Scott: Bunny
Slowdive-trommeslageren Simon Scotts andet soloalbum er mere en samling genreeksperimenter end en egentlig helhed. Nogle af dem er vellykkede, andre mere ligegyldige, hvilket trækker oplevelsen ned.
Cymbals Eat Guitars: Lenses Alien
Slackermentaliteten er røget, og i stedet dyrkes beatnikkens hashtåger, modernismens grand old (wo)men og Sonic Youth. Resultatet er et sammensat og inspirerende ROCKalbum.
Tiger Baby: Open Windows Open Hills
Tiger Baby opererer med en række stærke virkemidler fra pop, synth og elektronik. Desværre genbruges sangskabelonen i så høj grad, at Open Windows Open Hills bliver et temmelig monotont bekendtskab.
I Break Horses: Hearts
Shoegazer møder islandsk inderlighed på den svenske debut. Resultatet er både intenst og betagende, men desværre også en smule forudsigeligt.
Syntaks: Nachtblende
I løbet af 68 lidt lange minutter gemmer Syntaks' nye album på adskillige gode momenter, hvor fladesynths, havfruevokal og tunge beats går op i en højere enhed.
Roskilde Festival ’11: I Was a King, 03.07.11, Pavilion
Sidste dag på en lang Roskilde-uge startede med det My Bloody Valentine-inspirerede norske band I Was a King. Godmorgen, trætte Roskilde-gængere. Her kan I lige vågne med lidt velgørende støjpop.
Roskilde Festival ’11: The Raveonettes, 01.07.11, Orange
The Raveonettes' spillede for første gang på Orange Scene, til en koncert, der var ramt af først strømafbrydelse og så manglende bas ude blandt publikum. Samt af generel glædesløshed hos bandet.
Undertoners guide til Roskilde ’11: sfærisk og støjende, oversete kunstnere og dramatiske damer
Hvad enten du er til damer, dunder eller det, du ikke lige kender, er Roskilde Festivals program leveringsdygtigt. Se bare nærmere på dagens anbefalinger fra Undertoners skribenter.
Ghost Society – Et folkband?
Roskilde Festival trænger sig endnu en gang på. Inden det går løs, kan du varme op med et interview med Ghost Society, der spillede på sidste års festival – og høre, hvorfor støjrockerne langt hen ad vejen mener, at deres musik er folk.
This Will Destroy You: Tunnel Blanket
Fra USA's bibelbælte leverer This Will Destroy You ugæstfri og indadvendt postrock. Det er et særdeles vellykket bekendtskab.
Montreal on Fire: Anima Mvndi
Fra det fransktalende Quebec i Canada giver Montreal on Fire deres bud på letfordøjelig og letforglemmelig indierock.
Glasvegas: Euphoric /// Heartbreak \\\
Glasvegas har skabt en pompøs og højtravende perle af et album, men albummets lange, alvorlige strøg trækker også flere gange udgivelsen mod bunden.
Times New Viking: Dancer Equired
På Dancer Equired tages skridtet mod hi-fi endnu længere end på forgængeren. Dermed står de simple popsange, der er Columbus-trioens varemærke, endnu tydeligere frem end tidligere.
Asobi Seksu: Fluorescence
Det føles hørt før og så alligevel ikke. Femte udspil fra Asobi Seksu er stadig drømmepop, og der bliver kærtegnet for lytteren. Andet kan man heller ikke forvente af et band, der før i tiden gik under navnet Sportfuck.