Det er en prøvelse for ethvert band at skille sig ud fra mængden og skabe en længerevarende interesse i vores øregange. Når der spilles instrumental postrock, skal der en kraftanstrengelse til for at bære musikoplevelsen videre, end hvad den gængse lytter hurtigt vil glemme. Pg.Lost forsøger.
Veronica Falls spiller deres indiepop lige så tight, som deres pandehår falder tungt. Under parolen »Let the music do the talking« fik briterne varmet KB18 op med deres pastiche-80'erpop.
På anden udgivelse fra Sleep Party People har Brian Batz' sovekammerpop blandet sig med en rastløs pulseren og en uvant pompøsitet. Det udmunder langt hen ad vejen i en dragende popplade, hvis sange dog ikke altid kan bære deres virkemidler.
Det er på sin vis imponerende, hvordan Waldo & Marsha ikke ender som en mudret masse, hvor alt flyder sammen i udsyrede vandfarver. Ved at holde vokalerne så langt tilbage i lydbilledet, som det er tilfældet på Smiling at the Ground, risikerer man nemlig let at tabe lytterens opmærksomhed.
Med ep'en Mornings fra odensekvartetten Balloon Magic bliver de skyhøje ambitioner vægtet højere end udfordringer og satsning. Det koster desværre en del af lytteoplevelsen.
The Silent Sections anden udgivelse er et 50 minutter langt støjmaraton, der først for alvor bliver rigtig vellykket et par kilometer før målstregen. Og resten forbliver en alt for ensformig affære.
Københavnske The Foreign Resorts ep, der bærer bandets eget navn, har set dagens lys. Lyden er fornemt poleret, men har dog et par gevaldige ridser i lakken. Gudskelov for det!
Slowdive-trommeslageren Simon Scotts andet soloalbum er mere en samling genreeksperimenter end en egentlig helhed. Nogle af dem er vellykkede, andre mere ligegyldige, hvilket trækker oplevelsen ned.
Slackermentaliteten er røget, og i stedet dyrkes beatnikkens hashtåger, modernismens grand old (wo)men og Sonic Youth. Resultatet er et sammensat og inspirerende ROCKalbum.
Tiger Baby opererer med en række stærke virkemidler fra pop, synth og elektronik. Desværre genbruges sangskabelonen i så høj grad, at Open Windows Open Hills bliver et temmelig monotont bekendtskab.
Shoegazer møder islandsk inderlighed på den svenske debut. Resultatet er både intenst og betagende, men desværre også en smule forudsigeligt.
I løbet af 68 lidt lange minutter gemmer Syntaks' nye album på adskillige gode momenter, hvor fladesynths, havfruevokal og tunge beats går op i en højere enhed.
Sidste dag på en lang Roskilde-uge startede med det My Bloody Valentine-inspirerede norske band I Was a King. Godmorgen, trætte Roskilde-gængere. Her kan I lige vågne med lidt velgørende støjpop.
The Raveonettes' spillede for første gang på Orange Scene, til en koncert, der var ramt af først strømafbrydelse og så manglende bas ude blandt publikum. Samt af generel glædesløshed hos bandet.
Hvad enten du er til damer, dunder eller det, du ikke lige kender, er Roskilde Festivals program leveringsdygtigt. Se bare nærmere på dagens anbefalinger fra Undertoners skribenter.
Roskilde Festival trænger sig endnu en gang på. Inden det går løs, kan du varme op med et interview med Ghost Society, der spillede på sidste års festival – og høre, hvorfor støjrockerne langt hen ad vejen mener, at deres musik er folk.
Fra USA's bibelbælte leverer This Will Destroy You ugæstfri og indadvendt postrock. Det er et særdeles vellykket bekendtskab.
Fra det fransktalende Quebec i Canada giver Montreal on Fire deres bud på letfordøjelig og letforglemmelig indierock.
Glasvegas har skabt en pompøs og højtravende perle af et album, men albummets lange, alvorlige strøg trækker også flere gange udgivelsen mod bunden.
På Dancer Equired tages skridtet mod hi-fi endnu længere end på forgængeren. Dermed står de simple popsange, der er Columbus-trioens varemærke, endnu tydeligere frem end tidligere.
