Turning Tables er et band, hvis lyd let kan karakteriseres som indiepop. Men så enkelt kan man ikke sætte det op. For Turning Tables låner gerne folkens intimitet og poppens fængende omkvæd. Sine steder kan man se potentialet til mere, men ellers virker debuten noget flad og uinteressant.
Kitty Wus femte album har sine smukke, melankolske øjeblikke, men er samtidig en fragmenteret størrelse, der trækker tråde til de tidlige 00'erne.
Darkness Falls skaber et atmosfærefyldt univers, der flittigt henter inspiration fra filmhistorien. De formår at skabe sange, der emmer af stemning.
Samarbejdet mellem Reid Paley og Black Francis lyder umidelbart som et lovende af slagsen. Men pladen er skrevet på tre dage, indspillet på to og fremstår til tider som et ret uambitiøst projekt.
PJ Harvey blandede nye og gamle numre på overbevisende vis og leverede intet mindre end en koncert i topklasse.
Noah and the Whale har på tredje album lagt vejen om og spiller nu hovedsageligt skarp og velproduceret voksen-pop/rock. Det slipper de godt af sted med langt det meste af vejen.
The Van Jets kan ikke rigtig finde ud af, om de vil være The Hives eller Muse, og det sætter sine spor på en ujævn, lidt kedelig rockplade, hvor vreden og angsten kun glimtvis titter frem.
På sit debutalbum har Stina Stjern malet sit musikalske univers med både fine melankolske penselstrøg og kompromisløse, psykedeliske farvestænk. Alligevel skinner farverne i det færdige resultat ikke helt igennem.
Jenny Wilson udsender et dobbeltalbum, der låner numre fra sidste album, Hardships!, og tilfører med blandet held en ærlig, upoleret lyd til sit bagkatalog.
Scarlet Chives lyder som Cocteau Twins, Blonde Redhead, Lali Puna og mange andre fra den alternative pop/rock-verden. Heldigvis klarer de kopitilværelsen ret godt – ikke mindst takket være vokalpræstationen.
Gamle rockere er nok lidt misfornøjede med Dinosaur Jr.-frontmandens soloprojekt, der er mere singer/songwriter, end det er rock. Heller ikke det nyeste udspil nedbryder mange barrierer til nye musikalske verdener. Til gengæld er det rart at lytte til.
PJ Harvey er tilbage med et imponerende konceptalbum om krig. Det er Englands krige, naturens ondskab og dødens triumf, som Harvey tilsætter velklingende musik. Samtidig cementerer hun sin position på tronen af moderne kunstrock.
Her er anden og sidste del af plader vi overså i 2010, inden vi afslører, hvilke plader, der har været højst skattet på Undertoner-redaktionen i det forgangne år.
Så begynder nedtællingen til Undertoners årsliste. Her er første del af de plader vi overså i 2010, som derfor lige får et par ord med på vejen.
"I want a drummer, I want a woman, I want her to be Swedish." Sådan skulle forsangeren James Allan efter sigende have sagt, før Glasvegas lavede en spændende rokade.
Vi fortsætter med julesange her i fredagsvideoerne. Denne gang er det The Futureheads, der har skruet en højtidssalme sammen. Og her er der virkelig lukket op for salmestemningen med hallelujah og det hele, så det lyder som en halv Queen-sang. De mener, at jul var bedre i 80’erne, men mon ikke de i virkeligheden mener, at jul var bedre, da de var børn? For det var den vel for de fleste. Det var dengang, man kunne få helt ondt i maven af at vente på at få gaver, og senere fik man helt ondt i maven af alt det slik og julekager, man proppede i sig. I dag er jeg i hvert fald ikke helt så hooked på jul som dengang, hvor det flød med chokoladekalendere, pakkekalendere, “Jullerup Færgeby”, musetrapper og kravlenisser. Det var bare mere magisk dengang. Det mener The Futureheads åbenbart også. God weekend!
D. 18 marts 2011 vil Efterklang spille en koncert i Amagerbio for at markere en tænkepause, før kollektivet kaster sig over 4. plade. Men allerede d. 20 marts viser Amagerbio filmen "An Island". På globalt plan er der også smagsprøver fra Björk, Mogwai og Godspeed You! Black Emperor.
Lykke Li, der vil udgive sit album Wounded Rhymes første marts, kan nu ses opføre flere af sine sange fra det nye album.
Lige som sidste år (og de tre foregående i øvrigt) har The Killers lavet en julesang til støtte for organisationen RED, der arbejder for en verden uden AIDS. Som julesang fungerer den glimrende. Den har et lidt højtideligt præg, og man kunne sagtens forestille sig en flok synge den i kor. Og så er der klokker, så ved man det er en julesang. Videoen er instrueret af Jared Hess, der stod bag kultkomedien “Napoleon Dynamite”. Den handler om en eller anden stakkel, der bor på gaden, savner sin familie og forsøger at tjene nogle penge. Glædelig december!
Nyt album fra en gudbenådet brummer, der leger med ordene. Dansksproget pop/rock, når det er bedst.
