Der var en umenneskeligt høj volumen, masser af energi og en anelse for meget jamsession, da norske Tremoro Tarantura med et skud velplaceret støjrock beviste, hvorfor det nogle gange er de mest ukendte navne, der leverer Roskilde Festivals mest underholdende koncertoplevelser.
Andet album fra Roxy Jules er som en ængstelig teenager, der åbner op, men har en fæstning af støj til at beskytte sig.
Et af alletiders sejeste bands er tilbage, og aftenens My Bloody Valentine-koncert var som håbet et nostalgisk støjbombardement med en drøm af en sætliste. Lydproblemer forhindrede dog en væsentlig del af magien i at udfolde sig.
Selvom skotske The Jesus and Mary Chain havde fornøjelsen af at spille foran et stort fremmøde på festivalens hovedscene, var lyden stort set det eneste, der fungerede, og koncerten var præget af manglende engagement fra band såvel som fra publikum.
Med Sub Verses redefinerer Akron/Family ikke den karakteristiske lyd af Brooklyn og 00'ernes eksperimenterende indie-pop/rock. Men spørgsmålet er dog også, om det overhovedet er nødvendigt, når bare man er i stand til at levere et mildest talt brandgodt album
Et mandagstræt publikum i Pumpehuset måtte overgive sig til energien fra Cold War Kids. Indierockerne fra Californien leverede en legesyg og uimodståelig koncert og viste endnu en gang, at de er et fremragende liveband.
De københavnske debutanter i The Beardy Durfs støjer og brager på debutpladen A Ton of Bricks, og det slipper de meget godt af sted med.
På den forgange Roskilde Festival mødte Undertoner The Beardy Durfs til en snak om Roskilde Rising, D.I.Y., Beach Boys og frem for alt den støj, som de udsætter deres publikum for.
Thurston Moores nye band, Chelsea Light Moving, har ikke begået noget mesterværk. Men det er lyden af 10 vilde heste, og hvilken lykke er det ikke efter de seneste, lidt trætte Sonic Youth-udgivelser.
Brian Chippendales solo-alias, Black Pus, leverer på sit syvende udspil et solidt støjrockalbum, der næppe skaffer genren nye fans, men stadig giver fine eksempler på Chippendales evner inden for både 'sang'skrivning og trommespil.
Antipodes er et velmenende, men broget debutalbum fra de newzealandske dissonans-rockere Popstrangers. Der er flotte og fængende momenter, men desværre også lidt for mange svage numre til det for alvor bliver interessant.
Det er ikke let at skulle leve op til et album som Loveless, der for længst er gået over i historiebøgerne som en af støjrockens absolutte milepæle. At forberedelserne har taget hele 22 år, gør ikke forventningerne mindre. Ikke desto mindre gør My Bloody Valentine et yderst hæderligt forsøg.
På et spillested i Brixton skete i søndags det, som utallige musikfans verden over i mere end to årtier har hungret efter. Støjrockpionererne fra My Bloody Valentine gik på scenen og spillede nyt materiale. Gruppen lovede efterfølgende, at deres længe ventede tredje album ville se dagens lys allerede i dag. Få et indblik i farcen, myten og musikken, der tilsammen gør My Bloody Valentine til et af vor tids mest sagnomspundne bands.
Seneste udspil fra den erfarne Chris Brokaw fremstår som en blandet fornøjelse. Der bydes på varieret og inspirerende guitarspil, hvilket ødelægges af Brokaws begrænsede vokalmæssige formåen og gennemgående mangel på idé og retning.
Less Win minder mig med sit overbevisende debutalbum om, hvad det var, jeg syntes var så fedt ved skramlende støjrock, da jeg som 13-14-årig hoppede med på vognen. 11 gennemførte numre er det blevet til på Great.
Texanernes rammer noget helt rigtigt med deres ottende langspiller. Der er gode melodier, og der er gode tekster. Det er ikke fantastisk kunst, men der mangler sgu egentlig ikke noget.
Hvad britiske Toy torsdag aften manglede af publikumsnærvær blev på alle måder gjort op for med en fejlfri og usandsynlig tight fremførelse af de respektive numre, der først og fremmest vidnede om stort musikalsk fokus. Havde man håbet på mere lir, måtte man nok gå skuffet hjem.
Canadiske Metz spiller en ganske solid omgang støjrock, men giver som helhed ikke noget særligt mindeværdigt indtryk.
Kitty Wus femte album har sine smukke, melankolske øjeblikke, men er samtidig en fragmenteret størrelse, der trækker tråde til de tidlige 00'erne.
Støjrockerne rumsterer på ny. Det drypper af nostalgi, men variationer spores. Nok nærmer vi os 30-årsdagen for debuten, men J Mascis’ spade er langtfra rusten.
