Tag - Taxi Taxi!

Nyheder

Taxi Taxi har ep klar og album på vej

Nyt fra den svenske hyrevognsbranche. For to år siden debuterede de svenske tvillinger Miriam og Johanna Berhan med en ep, der bar samme navn som deres duo, Taxi Taxi! Siden da har de haft travlt med ungdomsuddannelse, og hvad man nu ellers har travlt med, når man er ung i Sverige. Travlheden har dog ikke været voldsommere, end at de nu har nyt materiale klart – endda i flere ombæringer. I første omgang handler det om den lille digitale ep Step Out Into the Light, som duoen udgiver i dag. Den indeholder tre numre: “More Childish Than in a Long Time”, der med et noget mere storladent arrangement, end man er vant til fra Taxi Taxi!, ikke just lyder som sin titel; en coverversion af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End” samt Peter Brodericks coverversion af Taxi Taxi!-sangen “Belle” fra debut-ep’en. Af tvillingernes Myspace-side, hvor “More Childish Than in a Long Time” kan høres, fremgår det endvidere, at Taxi Taxi! regner med at debutere i fuldlængdeformat i august eller september. Albummet, hvis titel endnu ikke har sneget sig over sundet, er indspillet sammen med Johan og Andreas Berthling fra den fremragende svenske trio Tape. Med samarbejdspartnere af den kaliber kan det let vise sig at være spændende sager. Nysgerrige danske ører behøver ikke vente til efter sommerferien med at høre Berhan-tvillingernes nye toner. Kristi Himmelfartsdag spiller Taxi Taxi! nemlig på Loppen (sammen med Skammens Vogn), og dagen efter spejlvender de den svenske hærs bevægelsesmønster fra krigen i 1658 og drager fra Sjælland til Jylland for at spille på årets SPOT-festival.

Plader

Taxi Taxi!: s.t.

Der har længe været snak om de enæggede tvillingesøstre fra Sverige. Nu er deres debut-ep her så endelig. Det er meget trist musik, og til tider er instrumenteringen så sparsom, at det nærmer sig a cappella. Søstrene Berhan får til fulde mindet os om, at det ikke er let at være teenager.