Koncerter

Phono Festival 2014, 10.-14.09.14, Odense

Roly

Undertoner var på Phono og boltre sig i electronica fra halvandet til seks U’er. Læs anmeldelserne af The Field, Roly Porter, Pantha du Prince & The Bell Laboratory, Fuck Buttons og mange flere.

Den elektroniske Phono Festival i Odense er vokset støt i løbet af årene. Også siden Undertoner var med i 2011. I 2014 varer festivalen i alt fem dage, fra onsdag den 10. september til og med søndag den 14. september. Med 34 koncerter i alt og et nyt koncertsted i brug, den 42 meter høje FAF-silo. Med stærke navne inden for electronicaens mange afarter, heriblandt Fuck Buttons, James Holden og The Field, er festivalen godt kørende. Undertoner var med og gik på opdagelse i det store elektroniske program.

Holly Herndon
Torsdag kl. 20.15

Amerikanske Holly Herndon på Phono 2014. Foto: Kristian Hannibal-Bach

Amerikanske Holly Herndon på Phono 2014. Foto: Kristian Hannibal-Bach

Der er noget kraftfuldt over den lille amerikanske kvinde Holly Herndon, da hun stiller sig mutters alene og uden store armbevægelser i førerhuset med en skærm foran sig. Hun lægger ud med støjflader, knitrende anslag af bas-synth og frie rytmer. En veritabel dræber for publikum, især når man tager i betragtning, at Acid Symphony Orchestra lige havde spillet et aggressivt snerrende danse-sæt. Så der er forløsning, da Holly Herndon griber mikrofonen og lader sin stemme vride sig igennem maskinernes fragmentering.

Cyborgen titter frem, og spørgsmålet om menneske mod maskine står klart og blinker ligesom det visuelle show: faldende, animerede kasser, der multipliceres og manipuleres i et spil imellem menneskelig kontrol og algoritmens tilfældighedsprincip. Æstetikken er postmoderne og kan spores til samtidskunstens produkter under obskure genrenavne som post-internet eller new sincerity.

Holly Herndon lægger sig i forlængelse af projekter som Daniel Lopatins Oneohtrix Point Never, hvor samples og Herdons stemme dekonstrueres og sønderdeles. Men hvor der på den amerikanske elektroniske scene just nu kan spores en syrlig antikonsumerisme (Macintosh Plus, esc 不在, Saint Pepsi etc.) synes Herndons anvendelse af antiklimakset mere under indflydelse af konkret-musikkens tankegods, end det kernesunde behov for destruktion, som findes i Vaporwavens sarkastiske indstilling. Dette blev også understøttet af det visuelle, hvor brands som ‘Amazon’, ‘Band-Aid’ og ‘Hello Kitty’ pludselig dukker op og forsvinder i en suppe af objekter. Men i Herndons variation er dette ikke med kritik som formål, men blot en konstaterende gestus.

Alt i alt var koncerten temmelig kedelig. Den forbindelse til tidlig kristen kormusik, som i første omgang fik mig til at spærre ørerne op (og som stadig lever online, blandt andet i den sublime single “Chorus”), var ikke understreget og gik tabt. De passager, som skulle udgøre dansestykkerne, syntes ikke hårde nok, og Herndons behov for det antiklimatiske koblet med en lidt død attitude fra kunstneren sugede publikums og min energi. Sladderen backstage gik på, at Herndon skulle have lidt af influenza og have mistet sin bagage i lufthavnen, men der er altså ingen formildende omstændigheder, når man først står på scenen – så må man hive sig op ved hårrødderne. Her blev det, der skullet have været en elegant overgang imellem cerebral art-music og Berlins hårde minimal-hunde, til en vaklen imellem disse.

Man kunne betvivle bookernes beslutning om at sætte Holly Herndon på FAF’s store scene. Måske havde det været bedre på en mere intim scene som Brandts lokaler, men Holly Herndons succes, og derunder forventet publikumstørrelse, bør jo også respekteres.
(JJ)

★½☆☆☆☆

Roly Porter performs Life Cycle of a Massive Star
Fredag kl. 20

Tænkte du, ud fra titlen, at det her blev en supernova af en koncert med et brølende spektakel af kosmiske proportioner – så har du tænkt rigtigt. Roly Porter var fokuseret, men ikke uden en vis publikumskontakt, da han gik på scenen iført hvid t-shirt med et diskret, sort, geometrisk print: en lille Keplerbane. Musikken var abstrakt og således svær at beskrive med ord, her er alligevel et forsøg; det buldrede og bragede, dybe noise-flader koblet med pulserende beats (>300 bpm), der ikke var ment som technorytmer, men gik direkte i kroppen som en form for hjerteflimmer. Alting var ladet med energi til og over bristepunktet. Lydligt ændrede sættet ikke karakter undervejs og fortsatte stort set uden pauser.

Roly

Roly Porter på Phono Festivals fredag. Foto: Kristian Hannibal-Bach

Alligevel var sættets forløb varieret; den musikalske (mørke) materie skiftede hele tiden, og lige som man troede, at nu kunne der ikke smadres mere, imploderede nye frekvenser ud over et måbende publikum. Bassen var så kraftig, at mine bukseben vibrerede, så det næsten gjorde ondt på huden. Nogle folk satte sig i lotusstilling og forsøgte at åbne sig, andre støttede sig op af veninder og venner, mens Porter nådesløst pressede og pressede.

Som kontrast til konceptet kunne man sammenligne med Björks Biophilia (2011), hvor universet fremstår som en hygge-nygge-lig vugge for livet. Her er Porters pointe mere misantropisk, og han har godt fat i den tanke – musikken var maksimalistisk, et forsøg på at omfavne det store, det større, det største. Der var dog problemer med live-aspektet: publikum blev pacificeret, og min angst tiltog (hvilket er et kompliment), men sceneshowet var ikke videre spændende. Porter gjorde, hvad han kunne, signalerede hvornår, vi var videre i programmet, men det visuelle begrænsede sig til standard Resolume Arena, der ændrede sig i takt med musikken. Men hvor kunne det have været fantastisk, hvis der også havde været kosmiske elementer – som de planeter og stjerner, konceptet kredser omkring. Det kunne hurtigt have udløst et ekstra U. Nuvel, det var, som det var, og jeg klager ikke, for musikken var rødglødende. Jeg siger, uden ironi, tak for tinnitus!
(JJ)

★★★★☆☆

James Holden
Fredag kl. 21.15

Jeg gik faktisk ind til koncerten med britiske musiker, DJ, producer m.m. James Holden på Phono Festival uden nogen rigtig forventning til hans optræden. Med sidste års udgivelse The Inheritors, der på en og samme tid er en både udfordrende og dybt overlegen plade, lå det egentlig meget ligetil, at Holden ville gå enegang med analoge synths og anden elektronik. Men heldigvis for koncertens forløb havde briten også medbragt en livetrommeslager, der – akkurat som med Elektro Guzzi nogle timer senere – var med til at sætte yderligere ansigt på den progressive electronica og skabe en bedre mulighed for publikum til for alvor at lade sig rive med af musikken. For det var materialet der bestemt til.

Stort set ligesom The Inheritors var Holdens optræden fredag aften én lang udvikling, som vel nok var overskuelig nok at følge med i, men som krævede en stor portion koncentration for virkelig at kunne værdsætte. Det startede på sin vis i det små, selvom Holden ikke er en mand for deciderede minimalistiske kompositioner, og med tiden bevægede vi os over mod stadig mere og mere grandiose værker, der virkede alt for store til overhovedet at kunne rummes i stueetagen af den nedlagte FAF-silo.

Hvis man til gengæld ikke besad den nødvendige koncentration, kunne man derimod hurtigt føle sig tabt i forbifarten, mens synth og trommer fortsatte derudaf. Det var strenge krav at sætte til et dansk koncertpublikum en fredag aften, hvor udfordrende electronica ikke nødvendigvis havde førsteprioritet, og det føltes fladt, når et ukoncentreret menneskemylder dominerede hele den ene side af lokalet, når nu der flød så megen god musik ud af højtalerne.

Men Holden skabte en overvældende afslutning, da han først åbnede for den monstrøse “Caterpillar’s Intervention”. Da nummeret marcherede mod uendeligheden, mens lyden af skingre saxofoner fløj rundt i lokalet og trommeslageren konstant vekslede mellem marchrytme og sporadiske fills i bedste freejazzstil, fik vi det klimaks, James Holdens optræden så kraftigt indbød til, og som jeg så inderligt havde håbet på. Det kunne selv ikke småsnakkende fadølskøer spolere.
(DN)

★★★★☆☆

Elektro Guzzi
Fredag kl. 23.45

Elektro Guzzi.

Den østrigske trio Elektro Guzzi optrådte fredag på Phono Festival.

En ofte fremragende attribut ved elektronisk musik er, når man aldrig er et sekund i tvivl om, at musikken er født og formet på en computer: Det føles uorganisk, fordi det er uorganisk. Østrigske Elektro Guzzi er derimod uden tvivl eminente til at kreere massiv monoton, men samtidig også ekstremt vanedannende techno uden overhovedet at skulle gøre brug af diverse computerprogrammer, og i en nedlagt silo på havnen i Odense på Phono Festival gik jeg for tredje gang fra en koncert med Bernhard, Bernhard og Jakob fyldt med en følelse af fuldkommen lykke og sindsro.

Det var en optræden, der i løbet af sine 60 minutter præsenterede en trio, som viste sig fra sin lidt mere minimalistiske side, end hvad jeg tidligere har oplevet dem, men det var også en helt anden elektrisk atmosfære, end jeg oplevede på både Roskilde Festival i 2012 og til åbningen af Frost Festival i 2013. Den evigt underspillede bas fungerede som et subtilt bagtæppe, mens det insisterende trommespil styrede intensiteten, der skiftedes mellem det langsomt opbyggende og det eksploderende klimatiske. Vigtigst er dog stadigvæk Elektro Guzzis sammenspil, der, når først trioens uendelige technomaskine kører på alle cylindre, får en times optræden til at føles som alt for lidt.

Responsen fra det fremmødte publikum var samtidig også helt ideel, koncertens intensitet taget i betragtning, med et enkelt tilfælde af sporadisk crowdsurfing og utallige kroppe i synkron bevægelse – og i øvrigt på en betydeligt højere niveau, end til nogen af de forrige koncerter. Det syntes helt naturligt at lade en så medrivende optræden med medrivende artister lukke og slukke for i dag.

Akkurat som med James Holden og hans medbragte livetrommeslager, der optrådte på festivalen nogle timer forinden, virkede det befriende at opleve en ellers så kønsløs genre fremstå så menneskelig, som Elektro Guzzi gjorde den til som Phonos afsluttende navn fredag nat. Midt i Elektro Guzzis menneskelighed opfangede man både fejlene, men i langt højere grad også alle de sublime højdepunkter, som næsten udelukkende fyldte østrigernes optræden. Med det in mente blev forventningerne til lørdag omend endnu højere.
(DN)

★★★★★½

Wanda Group
Lørdag kl. 15, Brandts

Wanda Group

En af Phonos få koncerter uden for siloen: Wanda Group lørdag på Brandts. Foto: Kristian Hannibal-Bach

Ding! Diskante lyde rumsterer i baggrunden. Så susende sug, som at stå ved en motorvej. Så en stemme, der taler, uden helt at tage form. En dyb rumlen tager til. Magnetfelter brummer, glas vibrerer og synger. Tilbage til susene, som nu lyder mere af lufthavn. Lyden af regn. Mekaniske cikader. Knitrende metal. Synkoperede slag med jernstænger.

Dette og mere var, hvad lydkollagen indholdt, da Wanda Group lørdag eftermiddag spillede i Brandts hyggelige lokaler for et sløvt, men åbent, publikum. Man kunne tage plads på mange fine puder på gulvet og lade sig rive med af lyd og billede. Som ovenstående liste burde have beskrevet, skabte Wanda Group et lydunivers, hvor associationerne kunne flyde frit og ubesværet.

Hvis man søger på Wanda Group, vil man finde ud af, at navnet også tilhører et stort kinesisk investeringsfirma. Så jeg tænkte egentlig, at vi skulle ud i noget kapitalismekritik af en eller anden art – men dette kom ikke rigtig frem i mikset. Hvis det var meningen, at det skulle have været en mørk og dyster oplevelse, så var der simpelthen for meget vellyd.

I stedet var der tale om lydeksperimenter, der trak på konkretmusikkens hang til optaget lyd, efterarbejdet af filtre og rumklang. Som jeg forstod det, var der noget ‘nærved og næsten’ over projektet. Det var som, jeg forestiller mig, en baby i livmoderen må opleve verden. Stemmer talte, men man kunne ikke høre, hvad de sagde. Rumlen kunne være torden, men også lyden af industri. Var denne lyd organisk eller syntetisk? Det interessante var, hvorledes enmandsgruppen insisterede på at holde den tilstand lige før en lyd får form; det uidentificerbare. Men med et så uklart defineret følelsesmæssigt indhold – og uden et egentligt forløb – forblev det for mig ved det eksperimentelle.

Når koncerten alligevel når op på tre U’er, så er det fordi, det, for det første, var varierede lydflader, hvilket hjalp til at fastholde opmærksomheden. Men, for det andet, også fordi det visuelle var dybt fascinerende. Man havde den dag valgt at smide vanlig VJ-software på porten og i stedet hyret to kunstnere til at lave live-visuals med et lysbord, et kamera og en skattekiste af underfundige objekter. Mørke silhuetter, farvet glas og stoffer blev jongleret i en skøn analog symfoni, der, ligesom musikken, spillede på en kontrast imellem det abstrakte og det figurative – uden at der gik Jørgen Clevin i det. Det klædte en ellers digitaliseret Phono Festival, hvor man til tider manglede berettigelsen for liveoptræden.
(JJ)

★★★☆☆☆

Torn Hawk
Lørdag kl. 19

I grunden var amerikanske Luke Wyatts alias, Torn Hawk, i sig selv mere interessant end selve musikken, da han gæstede Phono Festival tidligt lørdag aften. Præmissen med de højest uddaterede lo-fi-kompositioner og Wyatt som mere end blot en simpel button pusher købte jeg dog alligevel glædeligt, selvom det langt fra var alle virkemidler, der virkede efter hensigten.

Selv producerer Torn Hawk mere eller mindre skramlet chillwave med tydelige associationer til både 80’erne og 90’ernes gyldne lo-fi-dage, som blandt andet canadiske Oneohtrix Point Never og skotske Boards of Canada også har leget med. Men hvor Lopatin og Sandison-brødrene respektivt gør det med et subtilt glimt af progressivitet og futurisme, virker Torn Hawks tilgang noget mere fastlåst i mindet om en efterhånden svunden tid, og flere af aftenens numre syntes simpelthen bare ikke at have nogen synderlig effekt på hverken mig eller resten af publikum.

I stedet brugte jeg mere tid på at være imponeret over Wyatts egen person, end den musik han skabte, når han lettere manisk fór rundt mellem alle sine forskellige apparaturer på scenen, der både talte adskillig elektronik og en ofte anvendt guitar. Guitaren var i forvejen en særlig essentiel del af Torn Hawks lyd, og det var forfriskende rent faktisk at kunne opleve en flerfacetteret musiker lave andet end blot igangsætte de endimensionale rytmer fra en lavbudget-trommemaskine og dertil hørende gammeldags synthtoner.

Med sig havde Wyatt også taget et bredt udvalg af visuelle godbidder fra slutningen af det forrige årtusinde, hvor tilfældige klip af både VHS- og BetaMax-kvalitet, som man også kender det fra førnævnte Oneohtrix Point Never- og Boards of Canada-musikvideoer, skabte en afledning fra de noget anonyme kompositioner. Med dem som baggrundstæppe stod det musikalske tilbageblik til 80’erne ikke helt alene, men i stedet sørgede billeder af halvdårlige morgenmadsreklamer og diverse grynet videomateriale for at understøtte den stil, Wyatt havde lagt med sin lo-fi-electronica.

Det var nu ikke rigtig, fordi jeg kedede mig i siloen; men jeg tror heller ikke rigtig, at Torn Hawk i grunden havde mere at byde på som musiker. Visuelt var det klart godkendt, auditivt var det lige så forglemmeligt og intetsigende, som man kunne have frygtet.
(DN)

★★★½☆☆

The Field
Lørdag kl. 20.30

Efter at have genkendt spændingskurven: stille intro, intens opbygning, hård midte, stille pause mod afslutning, intens afslutning (det såkaldte slag med halen) i flere af koncerterne var det befriende at se svenske Axel Willner under navnet The Field indtage FAF’s hal ved at gå lige på og hårdt. Og desuden aflevere et sæt, der bare ville bygge op og op. Det visuelle var minimalistisk. Ligesom under Roly Porter-koncerten var der brugt et færdigt kit fra Resolume, men til forskel fra Porters koncert gik det visuelle her mere i hak med musikkens repetition.

Svenske Axel Willner alias The Field. Foto: Kristian Hannibal-Bach

Svenske Axel Willner alias The Field. Foto: Kristian Hannibal-Bach

Musikalsk set kunne man mærke indflydelsen helt tilbage fra klassisk seriel musik (Oliver Messian, Karlheinz Stockhausen, Steve Reich, Philip Glass), over den syntetiske Warp-lignende elektro (Tortoise, Autechre, Aphex Twin) til anerkendende nik imod technodronningen Ellen Allien. Faktisk var der nogle stemmesamples, som klangligt lød meget af samme filter, som Ellen Allien bruger på nogle af opsamlingerne af sit arbejde med Apparat.

Jeg bemærkede også, hvordan flere af numrene syntes af have en dualistisk struktur. Der var et gennemgående beat plus to spor, der vekslede som en form for samtale – maskine til maskine. Hvor taktslagene var faste, snublede de underliggende samples over sig selv, så dronen røg ud og ind af takten. Det er i de her kontraster, at The Field opspænder et felt, der omslutter publikum. Det er trippet meditativt: man bliver lidt som græsstrå på en vindblæst mark; man svajer. Der er ikke plads til at tænke, og det er dejligt. Havde koncerten ligget senere på aftenen, var der helt sikkert også blevet danset rigtigt igennem.

Det kunne mærkes, at selvom Willner havde nok at gøre med at styre teknikken og sippe rødvin, så kunne han lide at være der. Han sendte indforståede blikke ud imod publikum, og der måtte faktisk en frivillig op at informere ham om tiden, da der kun var fem minutter tilbage af sættet. Alt i alt en sympatisk tilstedeværelse, der gjorde musikken, som i sin intenderede monotoni kan virke afskrækkende, endnu mere spiselig. Afsluttende vil jeg lige spørge: hvorfor er svenskerne altid så dygtige?
(JJ)

★★★★½☆

Fuck Buttons
Lørdag kl. 22

Fra det øjeblik, hvor den massivt buldrende, industrielle trommerytme på “Brainfreeze”, der også åbner Fuck Buttons‘ seneste studieudgivelse fra sidste år, Slow Focus, insisterende begynder at dominere lydbilledet i FAF-siloen, ved man, at det her bliver en af de dér helt særlige koncertoplevelser. Og det gør det også. Den britiske duo, bestående af Andrew Hung og Benjamin Power, har uden tvivl leveret noget af det mest interessante elektroniske musik inden for de seneste 10 år. De startede med Street Horrrsing i 2008, og i mine øjne perfektionerede de lyden på Tarot Sport året efter. På Phono Festival fik vi det bedste fra hele bagkataloget i en veldisponeret energiudladning, som beviste Fuck Buttons som et særdeles velvalgt hovednavn til årets festival.

Fuck Buttons på scenen. Her i Pumpehuset i København i 2013. Foto: Mathias Laurvig

Fuck Buttons på scenen. Her i Pumpehuset i København i 2013. Foto: Mathias Laurvig

“Brainfreeze” udviklede sig stadigt mere og mere mod et uudholdeligt støjklimaks og fortsatte herefter videre over i “Sentients” fra samme plade og et endnu mere støjende lydtapet viklet ind i endnu flere effekter. Hung og Power bevægede sig stort set ikke væk fra deres respektive side af det opstillede bord på scenen fyldt med ledninger, pedaler og andet udstyr, mens udsyrede versioner af deres silhouetter blev projekteret op på væggen bag dem. Indledningsvis var det med foden fast forankret på speederen på vej mod kosmiske højder, som blev fint illustreret af de førnævnte visuals. Den hæsblæsende stemning i siloen, som blev videreført fra The Field, der kort forinden havde afsluttet sin egen vanvittige optræden, holdt liv i festivalpublikummet, der allerede var godt i gang med at gentage deres egen succes fra aftenen forinden.

Fuck Buttons’ optræden foregik dog ikke hele tiden i højeste gear, hvor “The Red Wing”s hiphop-klingende rytmer og mindre hæsblæsende tempo til en afveksling trak intensiteten ned på et niveau, hvor alle kunne være med. Det varede dog kun en kort stund, inden åbningsnummeret fra Tarot Sport, den udmattende “Surf Solar” i al sin storslåede 10+ minutters varighed med sine støjflader cementerede sig selv som duoens til dato bedste komposition og aftenens klare højdepunkt.

Aux88 overtog kort efter og førte lørdagen på Phono Festival videre ud i natten. Men for mit vedkommende var det med britiske Fuck Buttons, at aftenen og for sin vis også hele festivalen peakede.
(DN)

★★★★★★

Pantha du Prince & The Bell Laboratory
Søndag kl. 21.40, Posten

I mine mørke øjeblikke tænker jeg tit over, hvorfor fanden jeg beskæftiger mig med noget så privilegeret som kultur. Jeg mener, kloden bløder, og selvom der ikke er meget, jeg duer til, så må jeg da kunne give en hånd. Passe nogle gadebørn eller noget? Men så kommer der de her vigtige øjeblikke, hvor alt ligesom bliver det hele værd. Denne koncert var sådan et øjeblik.

Pantha du. Foto: Katja Ruge

Tyske Pantha du Prince i selskab med norske The Bell Laboratory. Foto: Katja Ruge

En gruppe mennesker træder ud af mørket og ind på scenen, hvor tre tons klokker, bækkener og hvad det ellers hedder, tidligere hevet ind fra Roskilde Domkirke, stod og ventede på dem. Deres uniform består af forklæder, sikkert tiltænkt som laboratoriumskitler, men de lignede mere arbejdsmænd, som man ser det det på gamle billeder af slagtehaller og bryggerier. De stiller sig op på en række, alle armeret med klokker, og starter blidt ud med et perfekt koreograferet præludium. Tyske Hendrik Weber aka Pantha du Prince træder i en flydende bevægelse bag pulten og lægger et lag af beats og bas på klokkerne, der giver stoffet struktur uden at overdøve.

Pantha og det norske klokkelaboratorium skabte et rum, hvor der var plads til ekstase og tømmermænd på samme tid. Symfonisk og storladent – uden at være støjende. Det var musik på et svimlende højt plan. På et tidspunkt i en af de smukke åndehuller i koncerten vandrer alle musikerne i kortege ud blandt publikum, denne gang med andre klokker. Lyden, der i øvrigt var klokkeklar, blev således gjort til en surround-oplevelse. Den gode forbindelse til publikum blev yderligere understreget, da de spillede “Bohemian Forest” fra albummet Black Noise (2009) som svar på publikums bragende krav om ekstranummer.

Det var intet mindre end genialt. Klokken var det symbol, hvormed de spillede direkte ind i et kulturelt fællesskab: vores kristne forhistorie – klokkeklang og englesang. Mennesket har altid haft brug for hjælpere som klokken (eller mikserpulten), når det skal i kontakt med de sammenhænge, der er større end individet. Og nu forstår jeg klokken; den er skabt til at spille i en bestemt tone, går sjældent ud af stemning, har en dejlig lang udfasning, og dens lyd er så renset for over- og undertoner, at den minder om en sinuskurve. Og det går direkte ind i kroppen; hårene rejste sig. Opfindelsen af klokken må have været som at finde Fibonacci-tallene i naturen, pludselig ser man en større sammenhæng. Kultur er natur er kultur er natur.

Hvad man vil gøre med den erkendelse er så op til ens egen disposition. Jeg er ikke kristen, men Pantha du Prince & The Bell Laboratory inviterede til fest i katedralen den aften med festivalens sidste koncert, og det var en dybt rørende afslutning på en Phono Festival, der allerede havde levet op til forventningerne.
(JJ)

★★★★★★

2 kommentarer

  • Ja Holly var desværre ikke på toppen. Til hendes forsvar kan det siges, at hun var syg. Hvilket gjorde at vi måtte gøre hendes performance kortere, grundet at hendes stemme ikke kunne holde til det.

  • Holly Herndon var fuldstændig på toppen ifølge mig.Klart det eneste musikalsk udfordrende navn jeg så hele den dag. Jeg synes koncerten besad en sublim statisk effekt og en meget smafuld dynamik hele vejen igennem koncerten – og ikke mindst under singlerne chorus og fade. Er klart uenig med anmeldelsen og især dens fokus på æstetik og et publikum, der selv på forreste række blot stod og snakkede og grinede over visualsne. Hvis hun ikke havde spillet tror jeg klart min dag på phono havde druknet i acid, klubstemning og raver fest.

Deltag i debat