Pengepungen synes flad her midt i sommerens mange festivaler, men du vil alligevel slemt gerne opleve Future Islands' fascinerende liveshow, er det nu, du skal slå til. Klik her og deltag i konkurrencen om billetter til søndagens koncert. Vi skal have dit svar senest 3. august.
Med sit debutalbum under eget navn leverer Wild Flag en glæde og naivitet, der uundgåeligt smitter.
Den ene rock-undergenre efter den anden får lov til at udfolde sig på British Sea Powers nye plade. Man mister totalt orienteringen, og derfor bliver vurderingen også derefter.
Den unge københavnske postpunkkvartet Iceage brænder med en samling nervefyldte og fængende sange stærkt igennem på sin debutplade.
Les Savy Favs femte fuldlængdeudgivelse er en sand energibombe, som uden tvivl vil blæse et livepublikum omkuld. Helt så interessant er det ikke i albumform, og Root for Ruin fremstår derfor flere steder som en noget uforløst affære.
Vampire Weekends koncert var lidt af et sukkerchok. Publikum have simpelthen ikke energien til at følge med hele vejen, men bandet var gode til at samle de faldne op og til at få danseglæden til at smitte.
Gedigen punkrock anno det 21. århundrede. Det kunne muligvis være et perfekt soundtrack til en supervisionsaften hos Carl Mar, men som leflen for den indre garage-/punkhund er der bedre alternativer.
Turbo Fruits' powerpop/punkrock-sange er ikke synderligt originale, men de er særdeles fængende, og det er grund nok til at kaste en anbefaling efter Nashville-trioens anden plade, Echo Kid.
Når man laver coverplader, er kunsten at få folk med på vognen og ikke kun at indspille for egen vindings skyld. Så kunne man lige så godt undlade at udgive skidtet. The Hot Rats er på vippen, for der er få højdepunkter på en temmelig ordinær rockudgivelse.
Grand Avenue har muligvis forfinet deres lyd en anelse og tilført lidt mere elektronisk kant til deres arrangementer, men i bund og grund lyder de, som de altid har gjort. Det kan man så vælge at tolke, som man vil...
Bob Hund har cirka 20 år på bagen, og deres ry som en intens liveoplevelse falmede en smule efter en forkølet indsats på Roskilde '08. Men seks år efter den sidste koncert i København beviste de skånske hunde, at de stadig er i familie med en greyhound.
På sin fjerde plade fænger Oxford Collapse endnu en gang med energiske, skramlede collegerocknumre. Med et knap så vellykket resultat går trekløveret fra Brooklyn flere gange væk fra denne fremgangsmåde, og det går en del ud over det samlede indtryk af Bits.
Energien fejler intet på Born Ruffians’ debutplade. Der er bare ikke megen dybde eller originalitet at spore i den udfarende trios alt for cirkulære melodiforløb, så Red, Yellow and Blue bliver i længden en trættende omgang at lægge ører til.
Envelopes’ anden plade indeholder dynamiske og energiske popsange, der med markante basgange og maniske og livlige vokaler er enormt inciterende. Men det bliver aldrig irriterende at være i selskab med det svensk-franske band. Here Comes the Wind er så underholdende og melodistærk, at den ikke trætter lige med det første.
Debutpladen fra Los Campesinos! byder på en utrættelig omgang tweepop, som stensikkert vil fylde sommerens dansegulve. Det er en plade, som giver sved på panden, men variation er en mangelvare, og bandet kører fast i deres eget afgrænsede univers, så lytteren mister også hurtigt pusten.
De franske electronica-anarkister i DAT Politics har gradvist bevæget sig tættere og tættere på at blive poppede. Nu er forvandlingen fuldendt, og det har gjort gruppens musik langt mere tilgængelig – men bestemt ikke mindre energisk. Og det kan godt være lidt enerverende.
Danske Fast Gallows betegner selv deres musik som "furious rock'n'roll", hvilket er lig med overvejende vellykket, enkel og nærmest uhørt fængende guitarfræssende rock. Men selv om man langt hen ad vejen bliver revet med, opstår der alligevel en mindre fornemmelse af mæthed undervejs.
Franz Ferdinand møder Interpol med David Byrne som forsanger. Det er en ganske præcis beskrivelse af debuterende norsk-engelske Cherubs, der leverer lige over en halv times legesyg og interessant rock på debutalbummet, der lige mangler det sidste for at være virkelig overbevisende.
Efter at have givet et hav af koncerter i ind- og udland samt at have været genstand for en masse hype er nordjyske The Blue Van endelig på gaden med deres internationale debutplade. Som forventet er skiven spækket med vellykket energisk, legesyg og fængende 60’er-inspireret retrorock.
The Charms leverer en grå og uinspirerende omgang retro-rock’n’roll, hvor deres intention om at være "louder, sweatier, and sexier than ever" falder til jorden.
