Grizzly Bear er de seneste år gået fra at være et relativt ukendt, skramlet lo-fi-ensemble til nu at spille store, udsolgte koncerter. Tirsdag aften var en imponerende opvisning i, hvor godt de formår at bevare musikkens sjæl i den store kontekst.
Tag - kammerpop
Chris Garneau: El Radio
Stemningsfyldt – ja. Sindsoprivende – nej. Veludført – ja. Mindeværdigt – nej. Lyttevenligt – ja. Udviklende – nej.
David Sylvian: Manafon
David Sylvian vender efter seks år tilbage med en opfølger til Blemish og rammer med en række improviserede stykker nådesløst plet i sin afbildning af ramponerede skæbner.
Theoretical Girl: Divided
Næsten alt omkring Theoretical Girls debut, Divided, indikerer, at vi her har med en pige med tonstungt, lavt selvværd at gøre – eneste modargument er den prægtige kammerpopplade, hun har fostret.
Grizzly Bear: Veckatimest
Grizzly Bear dykker på deres tredje album ned i et stille virvar af menneskeligt mørke og instrumentel kompleksitet. Det er en gribende, smuk og forførende oplevelse, der er blandt årets bedste.
El Perro del Mar: Love Is Not Pop
For at et album skal være værd at lytte til i længere tid, er det ekstremt vigtigt, at de gode sange overstråler de mindre gode – der skal være flere plusser end minusser. På Love Is Not Pop skal der et målfoto til, før vi kan finde den sande vinder.
Antony and the Johnsons: Another World EP
Alt er, som det plejer at være. Sangene er fremragende, vokalen er helt sublim, og man nagles endnu en gang til gulvet. Eller gør man? Denne anmelder er så meget i tvivl, at han har afsagt ikke bare én, men to domme.
Patrick Watson: Close to Paradise
Close to Paradise er et klaverbaseret jazzrock-album, som ikke mindst på grund af et stærkt vokalarbejde er fascinerende smukt i sine bedste momenter. Pladen går dog af og til i tomgang. Electronicaen og spacerocken, der også trænger sig på i Patrick Watsons drømmende landskab, kunne med fordel være udforsket noget mere.
Handsome Furs: Plague Park
En smadret elguitar, excentrisk stemmeføring og en trommeboks. Mange flere elementer har Wolf Parades Dan Boeckner og hans forlovede ikke tilladt at medvirke på duoens debut. Det stiller høje krav til sangenes kvalitet – krav, som ikke helt indfries.
Andrew Bird: Armchair Apocrypha
Andrew Birds nye album emmer af nyslået græs og tulipaner, men der er mere mellem himmel og jord, hvilket Andrew Bird holder foredrag om i sine tekster. De poppede og velkomponerede numre går rent ind, og holdbarheden er længere end blot en enkelt årstid.
Patrick Wolf: The Magic Position
Det indadvendte og mørke er afløst af et farverigt musikalsk univers, hvor man kun lige kan ane de tunge skyer. Patrick Wolf giver den hele armen og skyder sine poppede kompositioner af med et væld af lydflader, der består af elektroniske programmeringer tilført klassisk instrumentering. Et vovestykke, men den unge mand holder tungen lige i munden.
Low: Drums and Guns
Low goes electronic. Efter et par plader med guitarerne som den primære sparringspartner har gruppen kastet sig over samplinger og programmeringer og har således skrevet 13 minimalistiske kompositioner fulde af klikkende sortsyn og intelligent vokalarbejde. Et af årets hidtil bedste udspil.
Niobe: White Hats
Den gådefulde no-pop-diva Niobe leverer på sit fjerde udspil en parade af alsidige og forførende sange. En krystallisk produktion og en konceptuel atmosfære binder en sløjfe på tværs af genre-mylderet.
Final Fantasy: He Poos Clouds
Trods Final Fantasys særegne blanding af kammermusik og strygerensemble med pop og folkgenren kræver Owen Pallets musik ikke megen tilvænning, og man lader sig rive med i det eventyragtige univers, der elegant udfolder sine svajende kompositioner.
Ea Philippa: Fjerne himle
Fjerne himle tager udgangspunkt i en eventyrverden langt væk. En mere jordnær indgangsvinkel til tekstskrivningen kunne måske have resulteret i en plade, der i højere grad var værd at lægge øre til.
Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now
Hold da op, hvor er det gennemført. Sjældent har man kunnet lægge øre og øjne til en udgivelse, der både er kompleks og underlig, men samtidig også fremragende og storslående. Hopper man på toget, er det en 1. klasses oplevelse!
Cousteau: Sirena
Kodeordene er 'dunkel belysning', 'rødvin' og 'afdæmpet melankoli', hvis du vil have fuldt udbytte af engelske Cousteaus andet album, der dulmer kærlighedens smerte.
Saeta: We Are All Waiting for Hope
Seattle-baserede Saetas fjerde album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og til tider ganske smukke lydlandskaber med piano og cello som dominerende instrumenter. Desværre spolerer Matt Menovciks slæbende og snøvlende sangstemme en hel del.