Habile popsange, fine melodier, dygtig musikalitet, teknisk snilde, rig instrumentering og glimtvis forrygende arrangementer. The Simple Life med Magnet har det. Den er også et skoleeksempel på, hvordan ensidighed, overproduktion og en stædig fastholdelse i at ville et udtryk kan ødelægge det hele.
Testbild hylder med en blanding af sommerlette, melankolske vokalharmonier og hviskende digtrecitation den schweizisk-fødte digter Isabelle Eberhardt. De har indfanget lyden af Nordafrika, hvor hun levede og skrev, og de har indfanget lyden af hende.
Blue Foundation følger op på storsællerten Sweep of Days med et album, hvor der både er plads til elektroniske elementer og shoegazer-inspireret guitar. Life of a Ghost kan ganske vist siges at være lettilgængelig, men det helstøbte udtryk og de stærke sange gør udgivelsen til en af de allerbedste danske plader i 2007.
Den forhenværende Granada-sangerinde har skabt et solidt soloudspil, hvor de poppede elementer fra bandperioden fint implementeres i et lidt mere tempofyldt lydbillede. De engelske tekster er skiftet ud med det svenske, hvilket klæder sangene.
På sin fjerde plade levner Simon Gylden både plads til de skæve folk-melodier, der kendetegnede hans plade Go Folk Yourself!, og de elektroniske udskejelser, som prægede hans forrige udspil, The Candy Apple Album. Sidstnævnte udtryk har han på vellykket vis igen opdyrket og udforsket på First Man On Venus.
Georgie James’ debutplade er spækket med engelsk-inspirerede popsange. Nogle er rigtig gode, nogle er bare kedelige. Fælles for dem alle er dog, at de er lyse og let tilgængelige, hvilket gør denne udgivelse til et godt våben i kampen mod den forestående vinterdepression.
Man kan ikke sætte en finger på mandens evner bag en mikrofon, for Hemplers vokal er og bliver en af landets bedste. Resten af materialet på soloplade nummer tre er til gengæld en anelse mere divergerende, og indimellem kan det være svært at følge den kurs, der er udstukket for Return of the Yes Man.
Det lader til, at Lise Westzynthius bare bliver bedre og bedre. Hun har i hvert fald skabt et fremragende værk, der spænder fra det rørende intime til det udadvendte og stille larmende. Siberian Mission viser nye sider af en i forvejen kreativ kunstner, uden hun dog forlader sit ståsted.
Jens Lekman er for meget. Alt for meget. Men samtidig er crooneren så overraskende uopdragen, at selv de værste flødebolleballader bliver til bittersøde popperler i hans mund. Denne plade er popmusikkens svar på en blanding af Skittles og en stærk kop espresso.
Som på debuten fortsætter The Go! Team med sin sample-baserede partypop i en energisk halv time. Det er festligt som til en gymnasiefest, men efterfølgende føles det hele ikke så friskt og frejdigt - The Go! Team gentager med andre ord sig selv.
Victoria Bergman har været sangerinde i The Concretes og lagt stemme til et af de største pophits fra Sverige de seneste år, nemlig Peter, Bjorn & Johns "Young Folks". På sit soloalbum vælger hun en anden musikalsk sti, hvor det tyste og intime udtryk er i centrum.
Der er dømt fest og idéer i hobetal på debutalbummet fra svenske Dieter Schöön. Både sangmaterialet og anarkien er drivkræfter på albummet, men samtidig er der simpelthen lidt for mange sprudlende tanker til, at det hele er værd at lytte til. Det er dog rigtig sjovt hele vejen igennem
"Åh nej," må de, der står for at skaffe rettigheder til samples hos XL Recordings, have tænkt, da M.I.A. varslede et nyt album. Og hun låner da også fra højre og venstre. Resultatet er ikke desto mindre særdeles helstøbt og helt sit eget: et af årets hidtil bedste album.
Efter at hendes gamle band, The Delgados, er gået i opløsning, fortsætter skotske Emma Pollock på egen hånd. Solodebuten rummer 11 popsange, der sådan set lyder godt, men må kæmpe hårdt mod banaliteten – uden helt at kunne vinde kampen.
Trods Salim Nourallahs syriske rødder bærer Snowing in My Heart slet ikke præg af noget mellemøstligt. I stedet hænger den ene flotte popmelodi efter den anden som perler på en snor. Men teksterne har ikke fået samme prioritet som kompositionerne, og det giver småridser i lakken.
En fyldig sag. Det må være de rette ord til at beskrive Annie Clarks fine soloplade, der er pakket med detaljer og skæve idéer i et popunivers, som hverken lefler for genrens normale strukturer eller lytternes behov. Det er der kommet en rigtig interessant plade ud af.
Med sit fjerde album forfiner Dan Snaith sin i forvejen glimrende blanding af psychpop og krautrytmik, og med tilføjelsen af flere vokaler end tidligere bliver resultatet absolut blændende. En af de stærkeste og mest medrivende udgivelser i 2007.
De bedste sange på det danske bands anden ep, viser bestemt potentiale, men spørgsmålet er, hvilken vej bandet vil følge i fremtiden, når de gode takter fra denne udgivelse skal følges op.
Den sjette Spoon-plade rammer helt rigtigt. Med inspirationer lige fra Elvis Costello til Motown og med masser af fremragende popmelodier har bandet fat i den helt lange ende og står med en umiddelbar rockplade, der fortjener at ende på mange årslister, når 2007 gøres op.
Rufus Wainwright bryder ikke synderligt meget med sin vante kabaret-poppede lyd på sit femte album. Heller ikke denne gang leverer han det mesterværk, han har i sig - men det glædelige er, at han stadig kan skrive vidunderlige sange.
