Den ur-amerikanske og særprægede debut fra de hypede Fleet Foxes lyder af traditionel amerikansk musik, og gruppens vokalharmonier vidner om en naturfascination uden lige. Det er smukt, det er betagende. Men skønheden og den totale harmoni bliver alt for kedelig i længden, og udtrykket har svært ved at bære et helt album.
I Jesper Mortensens soloprojekt er der, som i hans band Junior Senior, dømt pop for alle pengene. Forskellen er bare, at numrene med en gennemsnitslængde på 35 minutter, ingen deciderede vers og ingen omkvæd for alvor gør op med, hvordan en popsang skal lyde.
På fjerde album fra elektrobandet Ladytron er der egentlig ikke sket så meget, som ikke sker for mange andre bands, der er nået hertil i karrieren. Poppen tager mere over, der er mere rutine over numrene, og der tages ikke mange chancer for at prøve noget nyt.
Bare fordi man vil det hele, er det ikke sikkert, at man kan det. Danske Prins Nitram både vil og kan, og det er småt med fejltrinnene på den vidtfavnende debut, der blæser sine virile kompositioner ud over et farverigt musikalsk landskab. Absolut en af årets mest spændende danske plader.
Uden at slippe deres eklektiske univers, hvor forskellige rockafarter uden forbehold blandes med electronica, drømmende indiepop-strukturer og rap, træder det eksperimenterende avantgarde-kollektiv Subtle med deres seneste udspil en lidt mere imødekommende dans end tidligere.
Santogold er den oplagte plade til din fest. Her er noget for enhver smag. Det hele er poppet og let tilgængeligt. Det er pladens styrke, men også dens svaghed.
Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, "because it's worth it".
Nok er fem af de seks medlemmer pæreamerikanske, men det er det ikke-amerikanske, der dominerer Venus on Earth. Bandets hovedinspiration samt forsangerinde er nemlig fra Cambodja. Og når cambodjansk pop møder psych, kan det være overraskende vellykket.
Animal Collective fortsætter deres lange udgivelsesrække med ep'en Water Curses. En ep, der minder om deres seneste album, Strawberry Jam, men som samtidig peger fremad. Fremad mod stranden en midsommeraften, mod kalypso og mod en genfødsel af legesygheden.
Arctic Monkeys hovedmand Alex Turner har med sin ven Miles Kane taget et frikvarter under navnet The Last Shadow Puppets. Med dette Scott Walker-inspirerede sideprojekt har de begået en plade, der i al sin strygerindsmurthed ikke formår at skabe dybde og nødvendighed i de sædvanen tro gode sange.
Mørk popmusik og eksistentielle tekster kombineres på fin vis på Blood Musics andet album. Karl-Jonas Winqvist viser, at han ud over First Floor Power også selv kan levere små historier pakket ind i skæve melodier, der ikke altid følger den korteste rute mellem to punkter.
Envelopes’ anden plade indeholder dynamiske og energiske popsange, der med markante basgange og maniske og livlige vokaler er enormt inciterende. Men det bliver aldrig irriterende at være i selskab med det svensk-franske band. Here Comes the Wind er så underholdende og melodistærk, at den ikke trætter lige med det første.
Hvis Jens Lekman havde en tvilling, var det Sarah Assbring fra enkvindesprojektet El Perro del Mar. Det har han ikke, så de nøjes med at være gode venner. Hendes andet album lyder, som om de også henter inspiration samme sted: masser af popplader fra 50'erne og 60'erne. I denne omgang er det bare ikke helt nok.
I sammenhæng med den sidste udgave af Radiohuset Rocker på Rosenørns Allé opførte Under Byen en koncert i samspil med DR RadioUnderholdningsOrkesteret. Det kom der en lille, men smuk ep ud af.
Der var fredag i Store Vega budt op til en slags folkefest. Et lidt absurd møde mellem naiv bittersødme og fadøl i plastickrus. Mobilsamtaler som "Jeg har lige set et band, der hed Jens Lekman. Det var pissehamrende fedt" kunne høres i Vegas vestibule efter koncerten. Lekman tryllebandt.
Håndklap? Tjek. Vokalharmonier? Ja da. Tribaltrommer? Også i den grad. Altså en ny Animal Collective-plade? Nej. Derimod er Yeasayer en sofistikeret storby-destillering af støvede og snørklede melodier.
Århusianske Marybell Katastrophy stritter i mange retninger, og det gør de klogt i. For uanset om de leger med shoegazer-rock, avantgardepop eller elektroniske eksperimenter, er der masser at hente.
Pladen indeholder passager af sublim drømmende poplandskaber, men desværre også en række halvfabrikata, som hører ingen steder hjemme. Man kan vel kalde View From a Highwire for en både og -oplevelse, der viser lovende tegn, men som ikke udløser indre eksplosioner hos lytteren.
Der står bestemt en talentfuld sangskriver bag synonymet B.C. Camplight, og Brian Cristinzio har da også evner inden for de skæve og skønne popharmonier, men det høje ambitionsniveau står desværre ikke til måls med det færdige produkt, som savner sammenhæng og holdbarhed.
En følsom, ung islænding udsender sit debutalbum, der sjovt nok lyder mere eller mindre, som man ville forestille sig, debutalbummet fra en følsom, ung islænding ville lyde: Melankolsk og pænt – og desværre ikke så meget mere. I musikkens verden er der mange følsomme, unge mænd. Sådan føles det i hvert fald.
