En fin pige, en blid stemme og nogle anslag på en harpe. Det er hørt før, især hos den hvæsende harpedronning Joanna Newsom. Men engelske Nancy Elizabeth viser med sin debut, at fløjlsstemme og harpe kan bruges helt uden krukkeri. Her er et album, der bygger på ærlighed og er tro mod sine folkemusikrødder.
Indholdet er formen overlegent på denne udgivelse fra danske low fire. Men hvis man kan finde rundt i de mange afvekslende lofi-sange, så er der bestemt noget godt og meget varieret at komme efter. Særligt for lyttere med hang til det direkte, skramlede og hjemmelavede.
Less is more for PJ Harvey på hendes ottende album. Endnu en gang har hun lagt stilen om og valgt at vise en ny side af sin musikalske identitet. Denne gang er der ingen vrede guitardrøn, men derimod klaver, falset og spinkle kompositioner. Dystre temaer løber gennem numrene, og resultatet er helt fænomenalt.
Siden den poppede jazzdebut Beautiful Minor fra 2004 har den nu 26-årige sangerinde Julie Maria taget nogle skarpe drejninger. I dag er hun langt fra jazzen og lægger sig mere op ad singer/songwriter-traditionen. Den største fornyelse hos Julie Maria er dog, at hun har skrottet det engelske til fordel for modersmålet. Inspirationen hertil kom fra TV-2’s Steffen Brandt, der efter Julie Marias debut fik ørene op for sangerinden og inviterede hende til at deltage i en koncert. Senere tog de på turné med fortolkninger af hinandens numre. Det blev også til en duet på TV-2’s album De første kærester på månen. Julie Maria lægger ikke skjul på betydningen af mødet med Steffen Brandt og den danske lyrik. Når man lytter til På kanten af virkeligheden, kan man da også kun rose Julie Marias sprogvalg. Ordene rammer dybt, når modersmålet mestres som her. En engelsksproget udgave af denne plade, kan jeg kun forestille mig ville være mindre vedkommende. Det er langtfra kun teksterne, hvis intensitet øges på dansk. Det er også selve den måde, Julie Maria synger sine tekster på – med sjæl og kraft. Det kan høres, at hun mener, hvad hun synger, og at ordene flyder direkte fra hjertet over læberne. Julie Maria siger tak for sidst til Steffen Brandt med duetten “At elske dig”, der langsomt og selvsikkert udfolder sig. Stemmerne supplerer hinanden fint og bærer stor ærlighed og oprigtighed. Kærligheden behandles med alvor, og nummeret ender ikke som en oversentimental kærlighedsduet, men derimod som et af albummets bedste sange. Ud over kærligheden kredser Julie Maria i sine tekster også om den lurende ensomhed, den altopslugende længsel efter så meget, og det at turde satse. I “Måske egnet” lader Julie Maria tvivlen komme til orde. Det kan være svært at finde ud af, hvad og hvem der skal satses på – som titlen også hentyder til. »Du siger jeg er hende du vil ha / Jeg frygter du får mig en dag,« synger Julie Maria og fortsætter i debatterende duet med sig selv, hvor både ja’er og nej’er klinger om kap. To stærke country-inspirerede numre ligger i forlængelse af hinanden: “De andre” og “Nattevandrer”. Førstnævnte er tilbagelænet cool med et skarpt blik på den hverdag, der kan blive lidt for hverdagsagtig, mens “Nattevandrer” med den smilende, pulserende rytme bestemt har ørehængerkvaliteter. I “Hjerteløv” viser den pæne sangerinde, at hun også kan rocke. Det er et af de numre, hvor samspillet mellem det sarte og det kraftige kan sende tankerne hen på Under Byen. På kanten af virkeligheden er ikke i nærheden af at være så eksperimenterende som Under Byens plader, men der er en smule lighed i sartheden og vokalen, hvor Julie Maria ligesom Henriette Sennenvaldt kan tangere det stemningsfyldt naive – “En sommerpige” er et eksempel. Netop dette nummer er dog noget svagt, bl.a. fordi vokalen bliver for spinkel. Som sangerinde skaber Julie Maria med fraseringer og skift i tryk og tempo en uregelmæssig, levende stil. Den styrer hun med ro og sikkerhed på de af numrene, der har nok krop til at understøtte vokalen – det gælder størstedelen. Men f.eks. er “Min Tornerose” forvirrende i opbygningen – særligt i omkvædet, hvor Julie Maria synes at flakke omkring og jage melodier, der ikke lader sig fange ind. Vokalen og melodien kommer her til at virke ufærdige. Resten af albummet et til gengæld ikke ufærdigt. På kanten af virkeligheden er et velproduceret og lækkert album, hvor Julie Marias vedkommende sange kommer fint til deres ret. Kort sagt er Julie Maria med få forbiere og mange mål en interessant ny spiller på det danske musiklandshold.
Der hersker vist nogenlunde enighed om, at man som musiker helst ikke må være banal eller triviel. Det er også almindeligt at mene, at kunsten skal bringe mere end blot åbenlyse sandheder; den skal også finde nye. Alt dette går singer/songwriteren Elvis Perkins imod på sit debutalbum, der dog har visse mere jordnære kvaliteter.
Jesy Fortino står på promo-udgaven af sin debutplade og kigger op mod et nøgent træ i gråvejr. Sådan lyder også pladen; en guitarbåren enkelhed båret gennem mørke af feminin skrøbelighed. Det er lige så godt, som det er set før – og hvem bekymrer sig så om sidstnævnte?
Efter at hendes gamle band, The Delgados, er gået i opløsning, fortsætter skotske Emma Pollock på egen hånd. Solodebuten rummer 11 popsange, der sådan set lyder godt, men må kæmpe hårdt mod banaliteten – uden helt at kunne vinde kampen.
Efter debutalbummet blev engelske Polly Paulusma kaldt den nye Joni Mitchell – en titel, som hendes andet album på ingen måde kan leve op til. Det er en underligt uinspireret omgang med meget få højdepunkter.
Næsten-soloprojektet Portastatics 10. album er endnu en samling indiepop-sange; denne gang med flere strygere og mindre guitar - og stadig umulige ikke at holde af. Det er lettilgængeligt og melodiøst, men Mac McCaughan beviser, at pop og kant sagtens kan eksistere i fin harmoni.
Den debuterende norske singer/songwriter Magnus Reiten alias Apples & Milk byder med dette minialbum på en samling afdæmpede sange, der grænser til det helt tyste. Alle seks sange er fine, men fungerer især som en helhed.
»I’m every woman,« sang Chaka Khan, og de ord synes Tori Amos nu at efterleve. På Strange Little Girls fra 2001 tog hun et skridt på vej mod personlighedsspaltningen, og med American Doll Posse er forvandlingen nu komplet: Tori Amos er kløvet i fem: Santa, Clyde, Isabel, Pip og Tori. Denne gruppe af vidt forskellige kvindetyper udgør The American Doll Posse, og hver kvinde har sine egne sange på albummet. Det er noget af et projekt, Tori Amos har givet sig i kast med. Det hele er komplet med masser af billeder af de fem Tori-afskygninger, fem blogs på nettet for slet ikke at tale om de 23 selvproducerede numre på albummet. Tori Amos har altid været en produktiv dame, der ikke har været bange for at tage fat. Og i en alder af 44 år er dette hendes niende album. Tori Amos giver som regel sin mening råt for usødet, og American Doll Posse er ingen undtagelse. Denne gang er det en vis hr. Bush, der får sandheden at vide lige fra albummets åbner “Yo George”, hvor Amos undrer sig: »Where have we gone wrong, America?« og spørger videre: »Is this just the madness of King George?« Videre går det med den dejligt skæve single “Big Wheel” og andre numre, der er betydeligt mere rockede, end vi er vant til fra Tori Amos – “Teenage Hustling”, “Body and Soul” og “Code Red” er fine eksempler. Det er en positiv overraskelse, at Tori Amos også mestrer rocknumre. I det hele taget er der en høj frekvens af numre med fuld musikalsk besætning, så der her ikke kun er tale om sange med vokal og klaver, som Tori Amos ellers normalt foretrækker. Der er naturligvis stadig skæringer, hvor klaver og vokal dominerer. Ofte er der lag-på-lag-vokaler, og numrene er dybtfølte og kønne såsom den inderlige og smukke “Girl Disappearing”. Der er et par særprægede overraskelser undervejs, og “Mr. Bad Man” er en lille listig sag med lyse vokaler og en melodi, der bider sig fast. Også “Velvet Revolution” på albummets sidste del bryder stilen og får én til at spidse ører med kun mandolin, klaver og fransk stemning. Efterhånden bliver det hele dog lidt langt. 23 fuldvoksne sange fylder immervæk godt på ét album, og Tori Amos burde have luget lidt ud i numrene, da man sagtens kan finde en håndfuld at sortere fra. Konceptet med de fem forskellige kvinder, med hver deres syn på verden, er både sjov og interessant, men når albummets toner smyger sig ud af højtalerne, glemmer man hurtigt Pip, Clyde, Santa, Isabel og husker kun Tori Amos. For American Doll Posse lyder stadig som et Tori Amos-album. Konceptet lægger op til en stor spændvidde i musikken ligesom i kvindetyperne, men den er der ikke helt. Det kunne have været spændende at høre Tori Amos udfordre sig selv endnu mere og følge sine egne damer helt til dørs. Det er ikke første gang, Tori Amos flirter med konceptalbum, og hun har denne gang ført sine eksperimenter længere ud end før. Jeg er dog lidt i tvivl om, om hun ønsker at tage springet, folde sit koncept helt ud og lave et album med en helt anden lyd, eller om hun helst vil blive ved med at lave Tori Amos-albums i den velkendte stil. Uanset hvad der i grunden er damens intention, er American Doll Posse er stærkt album, der indeholder en række både smukke og slagkraftige numre. En mere komprimeret version kunne være tæt på hendes bedste album.
Josh Rouse har stadig godt gang i den 70'er-inspirerede sangskriverpop og lette harmonier, men i modsætning til sidste års Subtítulo har han åbnet op for de lidt mørkere sider af sindet. Det er der kommet endnu et udmærket album ud af, men han er begyndt at spænde lidt ben for sig selv.
James Yorkston har på dette fjerde album iført sig revival-hatten og livet lidt op i nogle af sine gamle numre samt mere eller mindre ødelagt et par stykker fra anden hånd. Resultatet er en pose blandede bolcher, hvoraf kun en lille håndfuld smager fremragende.
Nina Nastasia har indgået et arbejdsfællesskab med trommeslageren Jim White fra Dirty Three. Det er der kommet et blandet resultat ud. Musikalsk lyder det som Nina Nastasias tidligere plader, men kvalitetsmæssigt er vi et stykke efter hendes vanlige niveau.
I den moderne globaliserede verden, vi altid hører om, vil Dolorean klare sig dårligt, rigtig dårligt. De er ikke interesserede i at være innovative og fremadrettede. De spiller alt. country, der hellere drømmer og tænker tilbage end ser realiteterne i øjnene. Og det er helt fint.
Århusianske Jakob Brixens debut under navnet Mechanical Bird byder på en flok hæderlige sange, men når aldrig op i de luftlag, hvor singer/songwriter-plader gerne skal ligge. Der mangler et unikt, personligt islæt, og derfor ender albummet med at være lidt skuffende.
Sange til spøgelser. Det er efter sigende dét, den amerikanske singer/songwriter Stephanie Dosen laver. Det lyder desværre ikke nær så interessant, som man skulle tro. Eller også er spøgelser bare mest til småkedelige sange uden den store personlighed.
Haves: et væld af idéer. Ønskes: bedre dømmekraft til at sortere i dem. Haves: flot stemme. Ønskes: ordentligt optageudstyr. Haves: nedadgående formkurve. Ønskes: mere koncentration og en producer.
Livet er stadig ikke en dans på roser for Robin Proper-Sheppard, og tungsindet hviler over hans fjerde album under Sophia-navnet. Heldigvis har han fortsat sangene til at få det hele til at fungere, og der er også stadig langt til selvmedlidende navlepilleri.
Maria Taylor er ude med sit andet album. Det er blevet til en pose blandede bolcher fra singer/songwriter-butikken. Nogle numre er energiske på en for genren forfriskende måde, andre mere traditionelle. Bortset fra et par lidt for skæve numre er Lynn Teeter Flower en rigtig god plade.
