Amerikanske Josh Tillmans nye album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og smukke lydlandskaber med akustisk guitar, piano og cello som dominerende instrumenter. Man bydes velkommen til et mørkt univers, men kærligheden eksisterer, og Tillman sørger hele tiden for, at man kan ane en lyssprække.
I krydsningen mellem singer/songwriter og indierock/pop byder Doiron på 12 øjeblikke fra livet med kærligheden. Det er såre simpelt, men Doirons charmerende stemme og skarpe blik for hverdagens detaljer gør, at I Can Wonder... alligevel rammer plet.
Kildrer det i systemet efter enslydende kedsommelighed, der er vagt inspireret af americana og Nikolaj Nørlund, så er der ikke noget, der bør forhindre dig i at gå i flæsket på århusianske Pocket Life. Bare gå til den. Jeg skal ikke stoppe dig. Men måske, måske, kan jeg få dig til at tænke over det bare en ekstra gang.
På sit femte album prøver enmandsbandet Loney Dear kræfter med electronica. Det udvider den stille svenskers lydunivers betydeligt. De tyste singer/songwriter-numre er imidlertid ikke pakket væk, og det nye og det gamle kombineres til en harmonisk helhed.
Modig, nøgen og enkel i sit udtryk. Jacob Faurholt skærer helt ind til sit musikalske nøgleben og giver et bud på, hvordan man kan udgive musik uden alt for megen hurlumhej. Det er til tider smukt og dragende, men desværre også hørt en del gange før.
En næsten usynlig lydstruktur har været på besøg. Men jeg fik aldrig oparbejdet nok tillid hos den til, at den for alvor åbnede sig for mig. Det blev altid et lidt akavet samvær, men dog hyggeligt. Der var ikke deciderede pinlige tavsheder, bare... tavsheder.
Både Århus og København får glæde af folk-musikeren Nu skal det koncertår i gang. Og det både i Århus og København. Derfor varmer det, at Josephine Foster har tænkt sig at spille begge steder i næste uge. Mandag den 9. februar spiller hun i Cafe Lobby i Århus for 60 kr. sammen med Sir Richard Bishop, tidligere medlem af Sun City Girls og opvarmning for Bonnie ‘Prince’ Billy, da han spillede i Store Vega i 2007. Dagen efter spiller hun i den smukke Art & Colour på Vesterbro i København, hvor hendes sidemand Victor Herrero varmer op med et lille sæt. Koncerten koster 70 kr. og hele entreen går til frøkenen selv. Josephine Foster er med i duoen Born Heller og kunne måske lyde lidt henad Samara Lubelski eller en fjolletobakståget Marissa Nadler. Hvis man er til halveksperimenterende, psykedelisk folk, som de dyrker den i øde afkroge af USA, så er det nok ikke en helt dårlig ide at møde op i cafeerne mandag eller tirsdag.
Nogle albums har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent på året. Derfor hiver vi nu oversete plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med på vejen. Her er tredje og sidste del af "Plader vi overså i 2008".
Alex Canasta er en ny dansk trios fiktive alter ego. Hvad det så skal betyde, er ikke helt klart. Men selvom Alex Canasta på coveret ligner én, der lover dance og 80’er-fest, holder løftet heldigvis ikke; albummet er spækket med følsom og længselsfuld pop fra den radiovenlige skuffe.
Declan de Barras anden soloudgivelse byder på melankolsk folk, der gør et indtryk og holder opmærksomheden i et jerngreb. Det sker bl.a. via de Barras intense vokal, der skifter karakter som vejret på en lunefuld sommerdag: først varm, så lys, så dragende, så mørk og intens, så lattermild, så"¦
Fredagsvideo: Jennifer O’Connor: “Sister” Nu er vi så røget ind i december måned, og da det er julemåneden, der burde handle om at tænke på andre, og ikke alt for meget om den kommercielle del af julen, er fredagsvideoen også en tanke til de kræftramte. Den amerikanske singer/songwriter Jennifer O’Connor har nemlig doneret sangen “Sister” til organisationen Stand Up 2 Cancer, der åbenlyst nok arbejder for bekæmpelsen af kræft. Til gengæld for nummeret har de finansieret en video til sangen. Den er ikke vild og fancy, men den passer vældig godt til nummeret.
Jeg tænkte på Felicity et par gange. Og (selvfølgelig) på Joanna Newsom. Men jeg blev også lidt overrasket. Musik og genre adskilles og forsones hos Gregory and the Hawk, hvor noget uens og heldigt upassende blander sig med det efterhånden traditionelle, skæve folk-udtryk.
Phosphorescent fortolker Willie Nelson på ny plade Man kan sige meget (dårligt) om Willie Nelson og de karrierevalg han har foretaget i sin karrieres efterår, men der er ikke så meget at ryste på hovedet af, når man ser på de tidlige år. Derfor er det vel også helt fortjent, at der er nogen, der hylder ham med en plade. Det gør Phosphorescent på deres næste plade, To Willie, der er planlagt til udgivelse næste år. Albummet er opfølgeren til gennembrudspladen Pride fra 2007, som vores anmelder dog ikke var specielt begejstret for. I 1975 udgav Willie Nelson To Lefty from Willie, der var Nelsons hyldest til Lefty Frizell, og det er ud fra samme ide, at Phosphorescent nu fortolker Nelsons sange i deres eget formsprog. De udvalgte sange er: 1. Reasons To Quit 2. Too Sick To Pray 3. Walkin’ 4. It’s Not Supposed To Be That Way 5. Pick Up The Tempo 6. I Gotta Get Drunk 7. Can I Sleep In Your Arms 8. Heartaches Of A Fool 9. Permanently Lonely 10. The Last Thing I Needed (First Thing This Morning) 11. The Party’s Over
Bonnie ‘Prince’ Billy udgiver Beware! næste år Will Oldham er sit gamle produktive selv, må man sige. Ikke nok med, at han har udgivet Lie Down in the Light i år og en live-ep, næ, han har såmænd allerede næste Bonnie ‘Prince’ Billy-album klar. Det får den ildevarslende titel Beware!, hvilket jo ikke lyder lige så muntert som det sidste, for et Oldham-album at være, ret positive album. Det udkommer den 16. marts i 2009 via Domino og holder forhåbentlig hans sædvanlige høje standard. Her er de 13 numre, der udgør tracklisten: 1. Beware Your Only Friend 2. You Can’t Hurt Me Now 3. My Life’s Work 4. Death Final 5. Heart’s Arms 6. You Don’t Love Me 7. You Are Lost 8. I Won’t Ask Again 9. I Don’t Belong to Anyone 10. There Is Something I Have to Say 11. I Am Goodbye 12. Without Work, You Have Nothing 13. Untitled
En mand med en mærkelig musiksmag har lavet et pladeselskab. Der har han samlet noget musik, han godt kan lide. Nu har han så udgivet en opsamling, men det er ikke en, så man kan finde ud af, hvad han egentlig har gang i. Det er en introduktion til smukke, intime sange og simple, eksperimenterende skitser.
Fredagsvideo: Ryan Adams & The Cardinals på besøg hos David Letterman Den følelsesmæssige ustabile Ryan Adams, der gerne giver lussinger ud til højre og venstre på sin blog, fik onsdag aften lidt afløb for sine aggressioner, da han sammen med The Cardinals var forbi David Letterman og spille “Fix It” fra den nye plade Cardinology. Det lyder jo som klassisk Ryan Adams, dvs. klassisk rockhistorie uden for meget nytænkning, men solid rock.
Man kunne mistænke Joan As Police Woman for at have savnet det vilde koncertliv. Europa-tourens første stop i Lille Vega bød nemlig på et yderst kontaktsøgende band, der fik koncerten til at fremstå som en uformel hyggeaften med umanerlig god musik.
Selv om Daniel James har udgivet et fuldlængdealbum, arbejdet sammen med Grizzly Bear og turneret i Europa, leder han stadig efter sit eget udtryk. En eftersøgning, der tager afsæt i Händel, musicalfilm fra 60'erne og glæden ved det uforklarlige.
Rilo Kiley-forkvinden, Jenny Lewis, udgiver sit andet soloalbum. Her går hun den modsatte vej i forhold til Rilo Kileys nye poplyd og lader sin kærlighed til singer/songwriter-genren og sydstatsgenrer som soul og country få frit løb. Det kan høres, at turen tilbage til rødderne har været en fornøjelse.
Der er tekster, og så er der tekster. Mads Wæhrens har forsøgt at forene musikken og digtet for på den måde at gøre den poetiske tekst til melodiens tekst og digtets stemme til musikkens stemme. Det er (på trods af et par forventelige banaliteter) en meget vellykket prøvelse for den århusianske musiker.
