Med sin debut, The Art of Fiction, har Jeremy Warmsley lagt sig i selen og kreeret et sofistikeret stykke folktronica. Produktionen og de musikalske raffinementer henvender sig uden tvivl til intellektet, og heldigvis er der også blevet plads til hjertet.
Det kniber med at holde balancen, når Mikkel Glasser bevæger sig ud på en farlig linedans fra den melankolske singer/songwriter-tradition til de overfladiske popklichéer. Alligevel kommer Glasser helskindet i land, da albummet holder, hvad det lover, og får leveret »ok« popsange.
Malcolm Middleton er ham fra Arab Strap, der ikke snøvler gennem sit brune skæg og hedder Aidan Moffat. Hvor Moffat var “œsang og tekst”, var Middleton “œmusikken”. I de sidste år af Arab Straps levetid lavede Middleton to soloalbum parallelt med det musikalske arbejde i bandet. Sidste år opløste Arab Strap så sig selv, og de to medlemmer gik hver til sit. Nu er Malcolm Middleton klar med sin tredje plade. Den vidner om, at rollerne i Arab Strap nok ikke var så skarpt fordelt endda. Melankolien i hverdagens små umuligheder og det slæbende sortsyn, som blev lagt for dagen i Arab Straps tekstunivers, kan ikke tilskrives Moffat alene. De elementer er i den grad også til stede her, hvor Malcolm Middleton står på egne ben. A Brighter Beat er en ironisk titel. Kun få af albummets numre har en lys tone, og teksterne er gennemgående højst sørgmodige. Albummet åbnes også med ironi i “We’re All Going to Die”, der pumper derudaf med et fast beat og synthezisere – et umiddelbart positivt uptempo-nummer. Men det er det så langt fra; omkvædet synges med kor som en absurd fællessang: »You’re gonna die, you’re gonna die, you’re gonna die alone.« Så skal jeg ellers lige love for, at hr. Middleton har slået temaet fast. Død og ulykke er alt, man kan være sikker på her i livet. Middleton byder på forholdsvis traditionel singer/songwriter tilsat lidt rigtig rock på visse numre samt klaverstumper og strygere, og stilen er ikke langt fra Arab Straps. I “Death Love Depression Love Death” får rocken frit løb med bl.a. en mørk og giftig bas, mens Middleton f.eks. i den stemningfyldte “Up Late at Night Again” understøttes af velspillede aukustiske guitarer. I de fleste af numrene er Middletons “sang” nærmere halvmelodiøs tale med skotsk accent, hvilket i øvrigt også fungerer fint, men i “Up Late at Night Again” gør han mere ud af rent faktisk at synge – det er ikke rent hele vejen igennem, men det lyder godt alligevel. Som førnævnte titel også er et eksempel på drejer Middletons tekstunivers sig om ensomhed, manglende selvtillid, kærlighed og depression. Momentvis er der glimt af håb, men der er ikke mange af dem. I “Stay Close Sit Tight” lyder teksten: »I can feel depression coming«, mens det i “Four Cigarettes” lyder: »I remember failure after failure after failure«. Det er tungt, og Middleton kunne risikere at trække sin lytter med ned i sørgmodigheden. Det er dog slet ikke hans ærinde. Middleton ønsker derimod at give lidt støtte til alle de mennesker derude, der har det ligesom ham. Til alle dem, der har svært ved at forlade huset om morgenen og ved at socialisere med andre; til alle dem, der bekymrer sig for meget til at nyde livet fuldt ud – og dem er der nok rigtig mange af. For det hjælper at vide, at man ikke er alene. Albummet afsluttes med “Superhero Songwriters”. Sådan én ville Middleton ønske, han var, og han lægger ikke skjul på, at han selv har vanskeligt ved at tro på, at han er en dygtig – eller bare en rimelig – sangskriver. Malcolm Middleton har dog bestået sin eksamen hos mig og er, om ikke ligefrem en superhelt, så i hvert fald et af de bedste kort, den skotske musikscene har på hånden. Med A Brighter Beat kan det konstateres, at Middletons solokarriere kører tilfredsstillende. Dog har jeg på fornemmelsen, at Malcolm Middleton stadig kan præstere mere, hvis han kan glemme de høje forventninger til sig selv og tager nogle flere chancer på næste album.
Misery Loves Company er første udspil fra danske Alcoholic Faith Mission og er tilsyneladende indspillet i et soveværelse et sted i København. Det er der kommet et roligt og meget behageligt singer/songwriter-album ud af, som dog i sin helhed kan synes lidt for monotont.
På trods af at Eleni Mandell er bosat i Los Angeles, er hendes lyd rigtigt støvet. Men det er den type støv, der giver musikken varme og intensitet. Miracle of Five lyder mere som the Great Plains end som smog-fyldte L.A. Troen på ægte kærlighed er temaet for denne herligt naive singer/songwriter-plade.
Mike Kinsella fortsætter, hvor hans forrige udspil slap, og det gør han faktisk ganske godt. Karlekammersangene er smukke og indlevende, uden at det patetiske får bægeret til at flyde over. Det er simpelt og luftigt på en yderst behagelig måde.
Micah P. Hinson formår at skabe den særlige stemning, der gør et album til mere end bare et godt album. Stemningen skabes på papiret af en rusten vokal og melankolske melodier fremført som kosmisk country noir. Men helheden er mere end sine bestanddele.
Findes himlen på jorden? Findes Guds eget land i Danmark? Svaret på det sidste spørgsmål er et tøvende ja, for USA’s musiktradition lever i bedste velgående i det nordøstlige Sjælland. Med The Village Idiots Carpe Noctem er Helsingør kommet på det musikalske verdenskort.
Med en gasovn trukket ned over hovedet og melodierne strittende ud som toiletpapir under hælen forsøger Jerry Fels at vælte ind i dit soveværelse. Find hængelås, brædder og jernkæder frem.
Den amerikanske singer/songwriters manglende opfindsomhed, hvad angår sangtitler, er heldigvis ikke betegnende for kvaliteten af hendes musik. Albummet er dog en smule ujævnt.
Tidløse, kraftfulde og smukke sange fra den irske singer/songwriter, hvis stemme bringer mindelser om Jeff og Tim Buckley. Nogle svage sange mod albummets slutning trækker dog lidt ned.
Henning Wandhoffs tredje udgivelse er en luftig og let fordøjelig pop-sag med masser af intimt materiale og stilfærdige, klangfulde harmonier. Der mangler bare et par rigtig stærke, kradsende krydderier til at friske de enslydende kompositioner op.
Der er sket store forandringer i The Veils-frontmanden Finn Andrews' liv, og det reflekterer han over på Nux Vomica, der er tætpakket med nærværende sange og tekster. Store temaer behandles med stor lyd og en stor vokal – og Nux Vomica har været ventetiden værd.
Et lydbillede af mælk og honning tilsat hverdagshistorier udgør essensen af Lloyd Coles seneste værk, der til fulde lever op til sin titel. Det er en helende og velklingende plade til alle med trang til at bruge en aften i sofaen. Aloe vera på plade.
Selv efter mange år i branchen har amerikanske The Mountain Goats stadig masser at byde på. John Darnielles tekster er jordnære, bittersøde og charmerende, og han har fundet en smuk middelvej mellem det skramlede og det polerede.
Destroyer lyder mere som et band end nogen sinde før, og Destroyer's Rubies viser en åben, legende og dynamisk sangsstruktur langt fra det snævre melodifokus på forgængeren Your Blues. Selv om albummet har skønhedsfejl rundt omkring, er Dan Bejar på ny helt fremme i kapløbet om årets bedste udgivelse.
At høre In the Maybe World er ligesom at læse et brev, der i en smuk og sirlig håndskrift fortæller om en række dybt personlige indrømmelser, der åbent deles med hele verden, men som også skæmmes af momentvist sløseri og stavefejl.
Med Yellow House, opfølgeren til debuten Horn of Plenty fra forrige år, byder amerikanske Grizzly Bear på et overraskende, men vellykket hamskifte fra mørk og indadvendt, usleben firespors-lofi til velproduceret, flimrende lys og let folk.
Med sit andet Pajo-udspil er David Pajo gået i et rigtigt studie og har ladet computeren stå hjemme. Det er der kommet et meget fint singer/songwriter-album ud af. Albummet bugner af gode sange, som dog samlet set kan minde lidt for meget om hinanden. Derfor ville albummet have haft større berettigelse som en ep.
Den 25-årige franskmand Sébastien Tellier har på sit tredje album valgt at samle et udvalgte sange fra sit bagkatalog samt et par nye og optage dem på en enkelt dag. Det er der kommet et smukt og sparsomt album ud af.
